Lighedstegn nr. 1 2010
Det overordnede formål med handicapindsatsen på beskæftigelsesområdet er at få flere personer med funktionsnedsættelse i beskæftigelse. Rambøll har for Arbejdsmarkedsstyrelsen set nærmere på, om den nuværende indsats fungerer.
Af Lene Maj Pedersen
Overordnet set viser Rambølls analyse, at der eksisterer to forskellige paradokser. Det ene er, at personer med funktionsnedsættelse udtrykker et meget stort ønske om at komme i beskæftigelse, men at kun halvdelen af gruppen af personer med funktionsnedsættelse har gjort en konkret, aktiv indsats for at søge arbejde inden for det sidste år. I kontrast til det viser analysen, at eget initiativ er den væsentligste årsag til, at de personer med funktionsnedsættelse, som i dag er i beskæftigelse, har fået arbejde.
Det andet paradoks handler om, at ledige med funktionsnedsættelse oplever deres funktionsnedsættelse som en barriere i forhold til at komme i beskæftigelse og efterlyser rummelighed i arbejdet. Derimod oplever stort set ingen af de beskæftigede personer med funktionsnedsættelse diskrimination på arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at kontakt til arbejdsmarkedet tilsyneladende påvirker den enkeltes vurdering af egen arbejdsevne i positiv retning.
Rambøll konkluderer derfor, at der er et stort potentiale i en øget jobsøgning blandt ledige med en funktionsnedsættelse. Analysen viser, at jobcentrene behandler ledige med en funktionsnedsættelse på lige fod med andre ledige, men jobcentrene skal være mere aktive omkring jobsøgningen og give aktive tilbud, som for eksempel virksomhedspraktik. Der skal ske et holdningsskifte fra et barriereperspektiv til et mulighedsperspektiv blandt ledige med en funktionsnedsættelse.
Jobcentrenes tilbud er kun i begrænset omfang rettet mod vejledning i job med løntilskud og virksomhedspraktik. Ifølge Rambøll er det et problem, idet virksomhedsrelaterede tilbud har stor betydning for ledige personer med funktionsnedsættelse. Det har de, fordi ledige med funktionsnedsættelse i en del tilfælde står over for flere barrierer end andre ledige, og fordi betydningen af virksomhedsrettede tilbud stiger med graden af funktionsnedsættelse, viser analysen.
Jobcentermedarbejderne er blevet bedt om at vurdere de forskellige kompensationsordninger i forhold til hinanden for at se på, hvilke ordninger der virker bedst. Her er det særligt personlig assistance, hjælpemidler og arbejdspladsindretning, der vægtes højst og opleves at gøre en forskel. Derimod vægtes isbryderordningen og fortrinsadgang ikke højt. I forhold til fortrinsadgangen vurderer Rambøll, at værdien af denne er begrænset, fordi den er relativt svær at anvende i praksis, samtidig med at den ikke er populær blandt personer med funktionsnedsættelse.
Rambøll foreslår, at kompensationsordningerne i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. indarbejdes i lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Det vil ifølge Rambøll skabe en forenkling og give mulighed for et større fokus på kompensationsordningerne. Endvidere foreslår Rambøll, at det bliver undersøgt, om der kan laves en forbedret transportdækning mellem hjem og arbejde.
De kompenserende ordninger, som for eksempel personlig assistance, er i overvejende grad tilstrækkelige. Men Rambøll efterlyser i evalueringen, at der er mere fleksibilitet i forhold til nogle af ordningerne, da kompensationsbehovet kan være vekslende over tid for blandt andet personer med sindslidelser. Samtidig er muligheden for at understøtte sociale relationer på arbejdspladsen ikke god nok.
Rambøll vurderer dog, at den udvidede mentorordning, der efterfølgende er kommet, formentlig vil afhjælpe problemstillingen, men Rambøll pointerer, at det samtidig er et område, der bør holdes fokus på.
Endelig anbefaler Rambøll, at samarbejdet mellem socialområdet og jobcentrene på det lokale plan styrkes ved, at der udpeges nøglepersoner på socialområdet, som kender nøglepersonerne på jobcentrene for dermed at sikre et mere gnidningsfrit samarbejde. Rambøll vurderer, at kendskabet til kompensationsordninger er i orden, men 10 % af nøglepersonerne i jobcentrene oplever, at de ikke eller i ringe grad har forudsætningerne for at rådgive øvrige medarbejdere om kompensationsordningerne.
I hvert jobcenter er der en nøgleperson, der er ansvarlig for kendskab til handicapindsatsen. Hertil kommer specialfunktionen Job og Handicap, som blandt andet skal informere og støtte nøglepersonerne i forhold til personer med funktionsnedsættelses kontakt til arbejdsmarkedet.
Analysen viser, at der er opbakning til den nuværende organisering i forhold til Specialfunktionen Job og Handicap og nøglepersonerne og særligt til den videreformidling, der finder sted fra nøglepersoner til Specialfunktionen via hotline såvel som netværk på tværs af kommunerne. Dog fremhæves det, at Specialfunktionen ikke har tilstrækkelig gennemslagskraft i forhold til medarbejdere i jobcentrene, hvor der er et for lille kendskab til funktionens tilbud blandt medarbejderne. Derudover er det Rambølls vurdering, at nøglepersonernes rolle er utilstrækkelig. På den baggrund vurderer Rambøll, at adgangen til information og sparring for jobcentermedarbejderne er for usystematisk organiseret.
Analysen viser også, at der er nogle snitfladeproblemer på det sociale område i forhold til bevilling af hjælpemidler og transport og i forhold til vurdering af arbejdsevne og funktionsevne. Man kan risikere, at sagsbehandlingstiden i nogle tilfælde bliver lang, blandt andet på grund af dobbeltarbejde og at nogle personer falder udenfor kategori.
Undersøgelsen Evaluering af Handicapindsatsen kan læses på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside www.ams.dk