Jeg er 28 år og født spastiker. For 2 år siden blev jeg færdig på Ergoterapeutskolen og arbejder nu som sagsbehandlende ergoterapeut i hjælpemiddelafdelingen i en kommune. Lørdag den 15. april var jeg inviteret til at holde et oplæg i HSK om min vej fra uddannelse til erhverv. Min historie kommer her.
I 1990 blev jeg musiksprolig student. Alle havde en forventning om, at jeg skulle være korrespondent som min faster. Selv havde jeg en drøm om at arbejde med mennesker og helst på en måde, hvor jeg kunne bruge mine erfaringer som handicappet. Jeg satsede dengang på at ville være socialrådgiver og tog med store forventninger til samtale med rektor på Den Sociale Højskole. Desværre var jeg kun 18 år og manglede erhvervserfaring, og skolen optager sjældent studerende under 25 år og slet ikke uden erhvervserfaring, så den plan blev hurtigt skrottet.
Ved et tilfælde læste jeg om forvaltningsuddannelsen på RUC og syntes, at det lugtede lidt af socialrådgiver. Jeg tog fejl. Det var et meget teoretisk studium, og jeg opdagede ret hurtigt, at jeg var havnet det forkerte sted. Universitetsmiljøet var i mine øjne meget upersonligt og uvedkommende. Dertil kom, at studieformen på RUC er koncentreret om gruppearbejde, hvilket jeg afskyede. Det altafgørende var dog, at det faglige indhold på ingen måde fængede mig. Jeg hadede RUC og gik der kun, fordi jeg var blevet tildelt revalidering for en periode på fem år.
Jeg holdt ud i tre år og blev bachelor, fordi jeg hele tiden håbede på, at det pludselig ville fange min interesse og blive den uddannelse, jeg havde drømt om. Ak, nej. Efter eksamen i 1994 måtte der ske noget drastisk, så jeg søgte orlov i et år. Mit håb var at tage til England i 6 måneder og udføre frivilligt socialt arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke, der var meget begejstrede for min interesse. Jeg ønskede på den måde at få erhvervserfaring og nogle oplevelser, der kunne udvikle mig som person og give mig fornyet mod til at færdiggøre min kandidatgrad på RUC.
Desværre er det svært at få orlov fra et studium, når man én gang er puttet ind i en kasse, der hedder revalidering med henblik på et bestemt uddannelsesforløb. Både min sagsbehandler og min familie mente, at det var absolut fornuftigt at tage en universitetsuddannelse i min situation, fordi resultatet øjensynligt ville blive et solidt kontorjob fra 8 til 16 med en god løn! At jeg hadede studiet var mindre væsentligt. Enden blev, at Englandsprojektet røg i vasken, fordi jeg ikke måtte medtage kontanthjælp til udlandet (revalideringen stoppede, da jeg ikke længere var studieaktiv), og fordi jeg heller ikke kunne fremleje min dyre, handicapvenlige lejlighed. Jeg vidste, at det ville være omsonst at opsige lejligheden for så kort en periode, men følte mig samtidig stavnsbundet rent økonomisk.
Af ren frustration blev jeg stædig og meddelte min sagsbehandler, at jeg ville droppe RUC og bruge min orlov på at finde på en anden løsning for min fremtid. I mellemtiden ville jeg til intensiv træning på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, fordi det gik ned ad bakke med det fysiske overskud. Min sagsbehandler var oprørt. Man kan ikke bare tage orlov eller skifte studium som handicappet, men jeg fastholdt stædigt min ret til at kunne gøre som alle andre studerende.
I efteråret 1994 trænede jeg som en gal i 10 uger i Hornbæk. Det var skønt at komme lidt væk og få tid til at tage mit liv op til revision. Jeg måtte stille mig selv spørgsmålet: Hvad er din drøm? Pludselig var jeg tilbage ved "noget med mennesker - at kunne bruge mine personlige erfaringer som handicappet". Jeg brugte flittigt ergoterapien på hospitalet, og en dag stod det soleklart for mig, at jeg skulle være ergoterapeut! Jeg talte meget med ergoterapeuterne om faget og uddannelsen og syntes, at det lød utroligt spændende. De mente sagtens, at jeg ville kunne klare uddannelsen og også at arbejde som ergoterapeut. Jeg undrede mig meget over, at jeg ikke var kommet på det før, men jeg var lettet. Min fremtid var reddet. I hvert fald umiddelbart.
Næste store udfordring var at overbevise kommunen om studieskift og valg af ergoterapistudiet. Det var ikke nemt, og til sidst måtte jeg gå til rektor for Ergoterapeutskolen og få hende til at dokumentere, at jeg ville kunne klare uddannelsen, og at der efterfølgende også ville være jobmuligheder trods mit handicap. Derefter blev jeg tilkendt et nyt revalideringsforløb under stor ståhej med godkendelse af studievalg fra kommunens lægekonsulent. Jeg havde dog overset problemet med manglende erhvervs-erfaring og endte med at søge om dispensation for optagelse på skolen. Jeg fik den, men måtte en tur på idrætshøjskole i et halvt år for at score point.
I 1995 startede jeg omsider på ergoterapeutskolen og var rent fagligt fuldstændig grebet af faget fra første sekund. Jeg befandt mig godt og kløede på. Det var tre ekstremt hårde år med meget læsning, opgaver, eksamener og ikke mindst praktikforløb, der var ved at tage livet af mig. De stillede store krav til fysikken, og i kombination med de mange lektier var jeg totalt flad. Men den faglige interesse var min motivationsfaktor, og jeg holdt ud og gennemførte på normeret tid med en pæn eksamen, selvom mange på studiet faldt fra. Eneste minus på studiet var, at studieformen var blevet ændret, så klasseundervisningen måtte vige til fordel for gruppearbejde. Paradoksalt nok! Jeg overlevede, fordi jeg vidste, at det var min store drøm, der gik i opfyldelse.
Glæden var stor, da jeg i 1998 kunne kalde mig ergoterapeut og endelig havde fået en uddannelse. Jeg havde virkelig mod på livet og skulle bare lige finde et job! Gennem hele studiet havde jeg været meget målrettet mod hjælpemiddelområdet, som var den del af faget, jeg virkelig brændte for. Jeg vidste, at jeg ville kunne drage fordel af, at jeg selv er bruger af hjælpemidler og efterhånden har et helt arsenal. Desværre er der kun få stillinger at få, og de er meget eftertragtede. Desuden kræver de, at man har hospitalserfaring.
Så stod jeg der igen! Ingen erhvervserfaring, ung og nyuddannet, og så med et handicap. Ikke let at overbevise en arbejdsgiver om, at jeg ville kunne bestride en stilling som sagsbehandlende ergoterapeut. Jeg skrev mange ansøgninger uden resultat. Jeg opnåede heller ikke at komme til samtale. Efter tre måneder havde jeg i ren desperation søgt alle mulige stillinger inden for flere forskellige områder. Nogle gange nævnte jeg mit handicap, hvis det havde relevans. Andre gange gjorde jeg det ikke. Jeg søgte såvel opfordret som uopfordret, og lige fedt hjalp det.
Til sidst var humøret for nedadgående. Ikke mindst da jeg var røget på dagpenge på dimmitendsats og på ingen måde kunne få økonomien til at hænge sammen med både en dyr lejlighed og bil. Desværre var der ingen hjælp at hente. Jeg fik ikke invaliditetsydelse og var til sidst villig til at opgive min handicapvenlige lejlighed for at spare penge til husleje. Grotesk! Ved et tilfælde mødte jeg en handicapkonsulent fra AF. Hun fortalte mig, at jeg pga. handicap kunne starte i et job med 50 % løntilskud fra AF i 6 måneder, hvis jeg kunne finde en villig arbejdsgiver. Målet var at få erhvervserfaring, så jeg kunne opnå ansættelse på normale vilkår.
Først var jeg meget stædig og stolt. Jeg ville under ingen omstændigheder ansættes med løntilskud, når jeg havde gennemført uddannelsen på lige vilkår med alle andre og oven i købet havde en flot eksamen. Handicapkonsulenten rystede på hovedet og mente, at jeg ville blive klogere. Efter at have tænkt det igennem indså jeg, at alternativet var arbejdsløshed og skrantende økonomi. I en isbryderordning ville jeg skulle læres op, men jeg ville få fuld løn. Og mest af alt ville jeg kunne vælge frit efter interesse. Det var da en kæmpe fordel!
Jeg kontaktede min tidligere vejleder fra hovedopgaven. Hun var ledende ergoterapeut i Rødovre Kommunes Hjælpemiddelafdeling. Efter at have mobiliseret alle mine overtalelsesevner, lykkedes det mig at over-bevise hende, og i oktober 1998 startede jeg i ønskejobbet. Jeg var meget begejstret for mit arbejde og var vellidt af både klienter og kollegaer. De 6 måneder blev forlænget med yderligere 3, hvorefter jeg fik et ferievikariat i normal ansættelse i 3 måneder.
Efter et års ansættelse på fuld tid var de fysiske ressourcer brugt op. Jeg elskede kontakten til klienterne og syntes, at det var en stor udfordring at tage rundt på hjemmebesøg. Samtidig var kombinationen med det administrative arbejde med bevillinger god, men jeg var så ubeskriveligt træt. Endnu en gang måtte jeg tage mit liv op til fornyet overvejelse.
Jeg havde hørt om fleksjob, men betragtede mest af alt den løsning som en falliterklæring. Jeg var jo god til mit arbejde - men omfanget af det stod ikke mål med mit handicap. Det var en kendsgerning. For at kunne overleve på sigt, og under kyndig vejledning fra min fantastiske chef, besluttede jeg derfor at se det positive ved et fleksjob - at kunne nøjes med at arbejde på nedsat tid og pludselig få overskud til andre ting. Vildt!
Jeg var enormt lettet, da beslutningen omsider var taget, men det skulle vise sig at være det mindste af det. Min sagsbehandler var ovenud begejstret, men et fleksjob forudsætter en fast stilling, hvilket det ikke var muligt at etablere i Rødovre. Der var ikke penge og normering til det. Atter en gang stod jeg som jobsøgende og anede ikke mine levende råd. Jeg havde et års erfaring, men manglede overskud til at gå i gang med at finde nyt arbejde. Min sagsbehandler henviste mig til kommunens jobkonsulent, der efter sigende skulle være fremragende til at etablere fleksjob.
Mødet med ham var den mest nedværdigende oplevelse for mig, både fagligt og personligt, og totalt nedbrydende for min selvtillid. Han fokuserede kun på mit handicap og mine begrænsninger og mente, at jeg var mindre værd end andre pga. mit handicap. Han mente derfor, at jeg skulle ansættes på revalideringsydelse de første tre måneder for at fremstå mere attraktiv for arbejdsgiveren rent økonomisk! Jeg var målløs og nægtede at starte i fleksjob på de vilkår, når jeg havde et helt års erfaring og en flot anbefaling fra min chef. Jeg mente, at det var helt urimeligt set fra et fagligt synspunkt, og rent økonomisk var det også en katastrofe.
Han nægtede derfor at hjælpe mig videre og kunne ikke acceptere, at jeg stillede krav. Efter flere forgæves forsøg på at kommunikere fornuftigt med ham, afskrev jeg ham fuldstændig og konkluderede, at jeg var bedre tjent uden ham. Jeg knoklede på med uopfordrede ansøgninger og var heldig. Blev indkaldt til samtale i Albertslund Kommune, hvor de ville få en opnormering fra 1. januar i år. Jeg fik jobbet, og min lykke var gjort. For at undgå ledighed valgte min egen kommune at betale fuld løn til mig de sidste tre måneder i Rødovre.
Mit fleksjob startede som en arbejdspraktik på tre måneder i 24 timer om ugen med en ugentlig fridag. Arbejdspraktikken skal sikre, at man får afklaret arbejdstid, arbejdsvilkår og skånehensyn, inden den endelige fleksjobkontrakt udformes. Nu har jeg været i gang i snart 4 måneder. Min dagligdag giver mig rigtig mange faglige og personlige udfordringer. Jeg har nogle fantastiske kollegaer, der udviser forståelse for mit handicap uden at overdrive. Min arbejdstid er ideel, fordi jeg har fri hver onsdag, hvor jeg lader op til ugens to sidste arbejdsdage. Samtidig er der så stor frihed og selvstændighed i jobbet, at jeg selv kan tilrettelægge mit arbejde som en god vekslen mellem hjemmebesøg og administrativt arbejde. Kort sagt: Jeg fik opfyldt min drøm.
Hvis jeg skal sammenfatte, hvilke hindringer jeg har mødt på min vej, så har de største hindringer drejet sig om omverdenens holdninger og manglende kendskab til handicappede. Jeg har mødt mange, der vidste bedre end jeg og ikke kunne eller ville forstå mine ønsker. Det gælder både min familie, min sagsbehandler, jobkonsulenten, mange arbejdsgivere og mine kollegaer fra praktikforløbene.
Dernæst finder jeg det problematisk, at man hurtigt bliver bundet af et revalideringsforløb, så det er vanskeligt at få orlov fra sit studium eller vælge nyt studium. Revalideringsydelsen er en kæmpe fordel, fordi den giver os mulighed for udelukkende at koncentrere os om studiet, men den giver samtidig begrænsninger.
Også manglende erhvervserfaring er et stort problem. Det kan ikke nytte at give dispensation for det ved optagelse på et studium. Netop erfaringen er altafgørende, når man efter endt uddannelse skal søge job, næsten uanset hvilken slags erfaring, der er tale om. Handicappede bør have mulighed for at arbejde, rejse og prøve kræfter med "det virkelige liv", inden vi vælger studium, eller mens vi læser.
Om mine planer for fremtiden kan jeg kun gisne. Lige nu gælder det om at få erfaring som ergoterapeut, men pudsigt nok har jeg formået at kombinere mine to uddannelser på en god måde, da jeg arbejder i en forvaltning. Min forvaltningsbaggrund er en ganske god ballast for mit nuværende virke, og jeg er blevet opfordret til at gøre brug af det på sigt. Måske som ledende ergoterapeut i en hjælpemiddelafdeling.
Afslutningsvis vil jeg give nogle gode råd på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort på min vej: Lær dig selv og dit handicap at kende, herunder dine ressourcer og begrænsninger. Sæt dig nogle mål for fremtiden og vær realistisk. Husk at lade motivation og interesser være styrende for dine valg. Forfølg din drøm, men den skal svare til dine evner. Husk at søge udfordringer, ellers bliver det kedeligt. Fokusér på løsningerne, problemer er der nok af. Undersøg alle muligheder og brug dem; du får ingen medalje for at lade være. Tro på dig selv og vær overbevisende, når ingen andre tror på dig. Vær indstillet på at knokle, du får intet forærende. Fremhæv dit handicap som en ressource, hvis det er relevant!