Landsdommer Holger Kallehauge gør op med de gode viljers politik. Handicappede og andre minoritetsgrupper skal have lovfæstet ret til uddannelse og beskæftigelse. I øjeblikket bliver de klemt af kommunal inkompetence, mener han

Vejen til en videregående uddannelse er fyldt med blindgyder, hvis man er ung og handicappet. Efter at man har kæmpet sig gennem grundskolen og gymnasiet og blevet optaget på et universitetsstudium, kan ens karriere blive brat stoppet af den kommunale sagsbehandler. Mange unge handicappede får f.eks. ikke lov at læse jura eller gennemføre et andet studium, selvom de har karaktererne i orden. De er nemlig på kommunal revalideringsydelse. Kommunen sidder på pengekassen og skal sikre sig, at ydelsen fører til et job. "Den sociale sagsbehandler vurderer, om du kan blive jurist eller cand. mag. i historie og engelsk. Det er folk, der ikke har gnist af forudsætning for at bedømme det. De har ikke Jacob Langes studievejleder-erfaring at bygge på. De har heller ingen faglig kompetence. Deres melding er: Vi tror ikke, at du kan holde til at studere og derefter klare et job, hvor du kan forsørge dig selv. Så finder kommunen uddannelsen spildt, hvilket jo er grundlæggende forkert," siger landsdommer Holger Kallehauge. Han er formand for PTU, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede. "For det første er en uddannelse aldrig spildt. For det andet ved ingen, hvor meget vi kan holde til, før vi har prøvet det," siger han.

Ramper og elevatorer

Eksemplet illustrerer, mener landsdommeren, at handicappede og andre minoritetsgrupper må gøre op med de gode viljers politik. Undervisningsministeren og socialministeren har f.eks. masser af gode viljer, når det gælder de unge handicappedes uddannelsesbetingelser, "men der sker intet, for de kan ikke finde ud af, hvem der skal betale," siger Holger Kallehauge. "Vi har hidtil ment, at vi måtte arbejde på at skabe forståelse i befolkningen, fordi vi kun kan få de rettigheder, som flertallet vil give os. Den strategi har skaffet os en sociallovgivning, som på den ene side ligger på et højt niveau men på den anden overhovedet ikke har integreret os på arbejdsmarkedet. Det handler ikke kun om uddannelse, men også om elevatorer, ramper, toiletter. De døve får ikke den tolkeservice, de har brug for, de blinde har ikke adgang til lyd- eller punktskrift. Mange handicappede kan ikke komme på arbejde, fordi de ikke kan komme ind på arbejdspladsen. Hvis de så når ind, kan de ikke komme på toilettet. De gode viljer kommer til kort. Det får yngre handicappede til at sige: Så må vi prøve, om ikke vi kan få nogle lovfæstede rettigheder, også når det gælder tilgængelighed og transport. Og jeg støtter dem, ubetinget," fastslår han.

Underværker

Som lovgivningen er i dag, ville en ung handicappet ikke kunne få omstødt et kommunalt nej til uddannelse gennem en retssag, mener Holger Kallehauge. "Man kunne selvfølgelig begynde at fortolke på, om afslaget var i strid med hensigten i revalideringsbestemmelserne og med FN´s standardregler om lige muligheder for handicappede. Men her er vi inde i det, som amerikanerne kalder "soft" jura. En klassisk betragtning ville være, at kommunen udøver et rigtigt skøn, hvis det ligger inden for rammerne af lovgivningen om revalidering. Vi ser, at en tilsyneladende faglig formel afgørelse er sprøjtende gal, fordi den tager chancen fra den, der skal revalideres. Her ville en lovbestemmelse, der fastslår retten til uddannelse, gøre underværker," siger han.

- Betyder det, at I som handicappede vil begynde at hyre jeres egne advokater og anlægge sager mod det offentlige ? "Vi skal ikke kopiere den amerikanske stil og få danske advokater til at køre sager om vores sociale problemer. Det handler om at få kommunerne til at fungere efter god forvaltningsskik og om, at vi får lov til at klage til mindst en uvildig instans. Vi vil begrænse det alt for frie skøn, som kommunerne foretager. Ombudsmandens tilsyn med kommunerne kan blive et af de bedste instrumenter. I dag tror kommunerne, at det kommunale selvstyre er en ret til i et vist omfang ikke at overholde loven. I modsætning til staten, som retter sig efter domstolenes afgørelser og ændrer sin praksis, siger kommunerne, når de taber: Vi vil ha´ loven lavet om." - Modargumentet er, at vi får endnu flere regler i dette regelstyrede samfund, hvor staten i forvejen blander sig meget ? "På vores område er der ingen regler. Det er en udyrket mark. Vi har kun fromme hensigtserklæringer. Kravet om rettigheder er mindretallenes svar til flertallet, når presset bliver tilstrækkelig stort. Retliggørelse bruges her af mennesker i marginale positioner, der ser regler stadfæstet ved lov og domstolsprøvelse som deres sidste chance. Det er mennesker, der er kommet i klemme i administrative systemer eller sociale sager. De har selvfølgelig ikke ret alle sammen, - men mange af dem har!," siger han.

Uganda

Tendensen mod at sikre sig gennem rettigheder løber parallelt med omstillingen af velfærdssamfundet. De handicappede føler sig usikre, siger Holger Kallehauge, når kun hver anden afgørelse om deres fremtid og ydelser ligger indenfor, hvad han kalder en "rimelig referenceramme". Og hvis og når velfærden øges, som den gør i øjeblikket, vil de begynde at røre på sig. "I de rige samfund er vi nået til et stadium, hvor vi ikke sulter eller fryser, og så begynder minoriteterne at gøre sig synlige og stille krav," siger han. Han forudser, at handicapbevægelsen inden for fire-fem år vil have lagt sin strategi om. "Vi skal stadig have forståelse og accepten hos befolkningen. Men vi har alligevel brug for retsbestemmelser, som sikrer os, hvor det kan være farligt. Tendensen går også i den retning i andre dele af verden, bl.a. i Australien, New Zealand og i et begrænset omfang i England. I ulandene får vi flotte resultater, der hvor vi som handicaporganisationer er med til at drive handicaparbejde. Sydafrika og Uganda har regelsæt, som kunne få enhver nation i Europa til at blegne af misundelse. Her bliver rettighederne skrevet ind i grund-loven. Historien har været så barsk, at man skriver det rigtige fra starten. I Uganda lovfæster man f.eks. døves ret til at bruge tegnsprog. Det frelser ikke Uganda fra alle sociale problemer. Men man har bedre styr på de overordnede principper, og det er meget vigtigt. For det giver minoriteterne en selvfølelse," siger han.

- Vil du have den type rettigheder skrevet ind i den danske grundlov ? "Nej, en grundlovsændring har alt for lange udsigter. Men om ti år har vi en landsdækkende handlingsplan på handicapområdet. Det vil ikke være en revolution. Men vi vil være nået til, at der på den enkelte skoles budget står, at der mangler handicaptoilet, ramper og klassesæt til blinde børn. Vi vil se enkelte retssager, men ikke noget, der vælter domstolene. Danskere er gennemgående forsigtige og derfor bange for at anlægge sager. De anlægger snarere for få sager end for mange," siger Holger Kallehauge.

_______________

Dette indlæg, som har været bragt i Djøf Bladet nr. 8 / 2000, har HSK-Nyt fået tilladelse til at bringe