Janus Tarp mistede ikke sine ambitioner, da han blev alvorligt handicappet i en trafikulykke. Allerede som 23-årig blev han juridisk kandidat, og i dag er han projektleder på en arbejdsplads, hvor han bliver behandlet som en kollega - og ikke som ham i kørestolen.
"Jeg kan ikke sige, at det liv, jeg har, er dårligere, end det jeg kunne have haft. Jeg kunne have kørt galt på motorvejen og været død nu. Man ved aldrig, hvad der sker. Alt kan ændre sig fra det ene sekund til det andet. Det har jeg jo selv erfaret, og jeg er taknemmelig over det liv, jeg har. Jeg lever i nuet."
Det siger Janus Tarp, der til daglig arbejder som projektleder i Den Sociale Sikringsstyrelse i København. Og at det netop er hans ord, giver dem en særlig vægt.
Janus Tarp er nemlig lam fra skuldrene og ned efter en alvorlig trafikulykke for 14 år siden. Dengang var den i dag 28-årige jurist elite-idrætsmand, og det var under en træningstime på cykel, at ulykken - et sammenstød med en lastbil - indtraf.
Ved ulykken brækkede Janus Tarp nakken og mistede dermed ikke bare sin førlighed, men også evnen til selv at trække vejret. Derfor ligger han i respirator om natten, og trækker vejret om dagen ved hjælp af en ekstern pacemaker, der via indopererede ledninger får hans mellemgulvsmuskel til at hive luft ned i lungerne.
Kørestolen manøvrerer Janus Tarp selv ved at puste og suge gennem en tynd sort plastikslange, der er forbundet med kørestolens motor, og tastaturet på computeren betjener han med en mundpind, som han lærte at bruge i gymnasietiden.
"Dengang havde jeg ellers den indstilling, at jeg ikke gad lære at skrive, det kunne min hjælper tage sig af," fortæller Janus Tarp og fortsætter: "Men et stykke inde i 1. g gik det op for mig, at jeg var bedre tjent med selv at skrive, og det har jeg så gjort siden.
Da Windows 95 kom frem blev mine muligheder for at bruge computeren mærkbart forbedret, fordi mange af musefunktionerne blev lagt over på tastaturet. Og siden da har jeg været på nettet, som jeg bruger flittigt både i mit arbejdsliv og mit privatliv. Med Windows 98 blev hele musefunktionen lagt over på de numeriske taster, så nu kan jeg gøre alt på computeren - lige bortset fra at trykke tre taster ned på én gang."
Er aldrig alene
Når Janus Tarp en sjælden gang skal trykke på tre taster samtidig, kan han bede om assistance fra den hjælper, som følger ham 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.
Hjælperens primære opgave er at være der, hvis der opstår problemer med Janus´s vejrtrækning, at hjælpe ham med transport og at holde ham fast til kørestolen, så han ikke glider og kommer til at sidde skævt, når hans krop rystes af de småkramper, som med mellemrum kommer og går.
"Siden jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og begyndte på jurastudiet i København, har jeg selv ansat mine hjælpere, for det er vigtigt, at der er en god kemi mellem os. Jeg har syv faste hjælpere plus afløsere. De er ikke uddannede plejere, for det er ikke nødvendigt, og mange af mine hjælpere har derfor betragtet det som et ideelt job ved siden af studierne at være sammen med mig et døgn om ugen. Jeg tilstræber at ansætte jævnaldrende, og jeg ser helst at de arbejder for mig i mindst et år. Jeg vil tro, at den gennemsnitlige ansættelsesperiode er to - tre år, og der er da flere af mine tidligere hjælpere, som jeg stadig ser ind imellem, fordi vi har fået et kammeratskab. Det er selvfølgelig det optimale, men omvendt må man også fastholde, at der altså er tale om et arbejdsgiver og arbejdstager forhold. Hvis hjælperen f.eks. bliver tosset, kan han jo ikke bare gå sin vej." "Nej, men han kan måske true med det," indskyder Søren med et grin - han er fotograf og hjælper for Janus Tarp den torsdag, DJØF-Bladet møder ham (dem) i Janus Tarps kontor i Den Sociale Sikringsstyrelse.
Ambitioner skiftede fokus
"Jeg bliver tit spurgt om, det ikke er svært at være sammen med et andet menneske hele tiden," siger Janus Tarp. "Men det har jeg egentlig svært ved at svare på, for jeg har jo vænnet mig til det. Det er snarere andre, som kan synes det er lidt vanskeligt, mens jeg godt kan være mig selv, selv om der er en anden til stede."
At han aldrig er helt alene er én følge af Janus Tarps handicap. En anden konsekvens er, at hans drengedrøm om en plads helt fremme blandt Danmarks og verdens bedste triathlon-udøvere gik i stykker.
"Jeg var nummer tre i min aldersklasse herhjemme, da ulykken skete, og danske triathlon-udøvere hører jo til blandt de bedste i verden. Jeg måtte selvfølgelig opgive mine ambitioner i den retning, men da jeg var kommet fri af de værste problemer rent motivationsmæssigt - jeg tror der gik et års tid med at overkomme de værste følelser af depression og bitterhed - så vendte ambitionerne tilbage, nu bare med et andet fokus.
Jeg er vokset op som søn af to akademikere, og det har altid ligget i luften, at jeg selv skulle ind på universitetet, når den tid kom. Nu rykkede det mål tættere på, rent mentalt, og jeg begyndte målbevidst at sigte efter en akademisk uddannelse."
Janus Tarp gik direkte fra studentereksamen til jurastudiet på Københavns Universitet. Studiet blev gennemført på normeret tid, så allerede i 1996 kunne han som kun 23-årig juridisk kandidat begynde at lede efter job.
"Min uddannelse ligger inden for det privat retlige område, og mit første mål var da også at finde arbejde som fuldmægtig på et advokatkontor. Der var imidlertid ikke rigtig noget at få, så jeg begyndte også at søge stillinger inden for det offentlige," fortæller han.
Krav om reelt job
Et halvt år efter at Janus Tarp var blevet færdig på universitetet, opslog Socialministeriet 120 stillinger på særlige vilkår inden for hele ministeriets område. En af stillingerne var som sagsbehandler i Den Sociale Sikringsstyrelse, og den søgte han. "Jeg kom til samtale, fik ikke jobbet, men da styrelsen slog nogle almindelige sagsbehandler-stillinger op et par måneder senere, søgte jeg igen.
Jeg fik ansættelse i 20 timer om ugen på den betingelse, at jeg ville arbejde i en skånejobs-ordning, som betyder, at arbejdsgiveren ikke betaler ens løn, men at man aflønnes dels med førtidspension, dels med amtslig og kommunal støtte. Jeg tog imod tilbudet, fordi det var en chance for at komme i gang, og fordi mine arbejdsopgaver og -forhold i det hele taget var de samme som mine kollegers. Det var afgørende for mig, at jobbet var et reelt job, mens jeg godt kunne leve med, at aflønnings-formen var speciel," fortæller Janus Tarp.
Hans arbejde bestod de næste tre år i at behandle klager fra borgere i Københavns og Frederiksberg kommuner. En af Den Sociale Sikringsstyrelses opgaver er nemlig at fungere som sekretariat for Det Sociale Nævn for de to kommuner. Og nævnet behandler bl.a. klager over afslag i de to kommuner efter pensionsloven, aktiveringsloven, lov om social service, børnetilskudsloven og boligstøtteloven.
Fra årsskiftet 2000 skiftede Janus Tarp til at arbejde 25 timer om ugen og behandle ansøgninger fra danskere og udlændinge, der ønsker at gøre brug af deres rettigheder til f.eks. pension og sygesikring i forbindelse med emigration eller arbejdsophold i udlandet / Danmark.
Og fra 1. marts sidste år tiltrådte han sin nuværende stilling som leder af et internt kvalitetsudviklings-projekt i Den Sociale Sikringsstyrelse. Her består hans opgave meget kort fortalt i at finde ud af, hvordan de i alt 190 medarbejdere i Den Sociale Sikringsstyrelse kan forbedre og optimere alle de funktioner, som styrelsen varetager.
Sætter nye mål
Med det nye jobskift overgik Janus Tarp også lønningsmæssigt fra at være ansat på særlige vilkår til at være ansat i et almindeligt job. Det betød, at han måtte sige farvel til sin førtidspension til fordel for en månedlig lønseddel fra Den Sociale Sikringsstyrelse, og det skift var han glad for.
"Økonomisk betyder forandringen ikke så meget, men statusmæssigt og selvværdsmæssigt har det været meget vigtigt for mig at bevise, at jeg kan bestride et job på almindelige vilkår, hvis jeg har adgang til de nødvendige hjælpemidler. Jeg føler, at jeg har opfyldt et af de mål jeg satte mig helt tilbage i gymnasiet. Jeg nyder jo godt af mange af det danske velfærdssamfunds goder, men jeg yder også noget til gengæld, og det har jeg det godt med," siger Janus Tarp.
Og selv om han understreger, at arbejdsmiljøet i Den Sociale Sikringsstyrelse er en af de helt afgørende grunde til at han trives så godt - "her behandler alle mig som Janus Tarp og ikke som ham i kørestolen" - så har Janus Tarp stadig uopfyldte ambitioner:
"På længere sigt vil jeg meget gerne uddanne mig til advokat, eller også arbejde som embedsmand i EU-systemet. Jeg skrev speciale om EU, og det europæiske samarbejde interesserer mig meget. På meget lang sigt kan jeg godt drømme om en stilling som kontorchef eller afdelingschef i et offentligt kontor," siger han.
_________________
Ovenstående artikel, som HSK har fået tilladelse til at bringe, har været bragt i DJØF-Bladet nr. 11 - 2001 og hænger fint sammen med artiklen Mål på den sociale ansvarlighed, som blev bragt i HSK-Nyt 1 - 2001.