Fra jurastudiets blad, Jura nr. 5 - 2001, har HSK fået tilladelse til at bringe følgende artikel:
Det er vanskeligt med de københavnske fortove, men er man først kommet inden for i bygningerne, går det meget godt, konstaterer to kørestolsbrugere, som netop er startet på jurastudiet.Hvis det ikke lige var for brostenene… så er mange ting ret lette at gå til, mener to nystartede jurastuderende, der begge bruger kørestol. I praksis fungerer det. Det er Lars Juul Hansen og Janne Rasmussen enige om. De bruger begge kørestol. De læser også begge to jura. Og de går på samme hold. Nemlig hold A, som holder til i auditorium 11. Det, der var gymnastiksal, da Metro var Metropolitanskole.
- Jeg havde undersøgt forholdene nøje på forhånd, fortæller Janne. Hun tog allerede mens hun gik i 2. g kontakt til en organisation for Handicappede Studerende & Kandidater. Og før hun søgte ind på studiet, fik hun en rundvisning af universitetets særlige ansvarlige, når det gælder forhold for handicappede, Peter Høibye, og der blev hun overbevist om, at de fysiske forhold ikke er nogen forhindring for at kunne klare sig som kørestolsbrugende jurastuderende. Lars er også godt tilfreds.
- Uden tvivl er det største problem det, at universitetet ligger lige midt i København med skæve fortove, knækkede fliser og brosten i massevis, siger han. Så snart man er indenfor i lokalerne, er det ligetil, konstaterer han.
Egen dumhed
Et andet problem kan være, som ved introduktionsforelæsningerne, hvor han troede, han skulle have undervisning i det almindelige klasselokale. Men i stedet foregik det i Vester Voldgade, som er en rimelig lang vej, når man skal transportere sig ved egen hjælp i en kørestol.
- Men det er jo min egen dumhed, at jeg ikke havde læst på oversigten, siger Lars. Han klarer sig helt ved egen hjælp, på trods af at han har muskelsvind. Janne, som har spastisk lammelse i ben og lidt i armene, har hjælper med på universitetet.
- I hvert fald her i starten.
- Det er især det udenfor, med at komme fra bil og ind i lokalet, der er problemer. Så snart vi er inde, er alting let med døre, der åbner af sig selv og tilstrækkeligt med handicaptoiletter, siger Janne. Nogle steder må man opgive på forhånd, som til eksempel undervisningslokalerne i Vester-gade eller i Købmagergade. Men de lokaler bliver ikke brugt til noget af den undervisning, som Lars eller Janne går til. Andre steder, som derimod er vigtige, halter det som i Jurahuset, der „bare lige“ har en lille kant på et par centimeter. Og derefter er der et meget smalt dørtrin. Men de to ting i kombination - sammen med en dør der går indad - er nok til at Lars ikke kan komme ind ved egen hjælp.
Godt med en hånd
- I den situation er det fint at få en hånd af nogen, der er i nærheden, siger han. Janne oplevede det samme ved introduktionsdagen i Imperial.
- Der skulle fire stærke gutter til at hjælpe med at løfte mig og kørestolen de mange trin for at komme op i biografen, fortæller hun og tilføjer, at det til gengæld gav hende lejlighed til at snakke med de fire stærke fyre - og det var ikke så dårligt. Man skal ikke være bange for at tage imod hjælp, er de to enige om.
På et tidspunkt i gymnasiet gik jeg i en klasse, hvor man kunne være en hel dag, uden at nogen snakkede til én. Sådan er det heldigvis ikke her, siger Janne, der for længst er kommet i læsegruppe. Og hun fik heller ikke særbehandling, da hun var på rustur. Godt nok fik hun at vide på forhånd, at der ikke ville være mulighed for at bade for hende. Men det viste sig, at det var der heller ikke for de andre på holdet. Der fandtes simpelthen ikke noget bad i rushytten.