På trods - Fokus på studerende med bevægelseshandicap på videregående uddannelser, udgivet af Videnscenter for Bevægelseshandicap
I temahæftet "På trods" sættes der fokus på 8 bevægelseshandicappede studerende, som på trods af en række forhindringer, såsom det dobbelte optag, manglende tilgængelighed og fordomme, har formået at påbegynde en videregående uddannelse.
Temahæftet indeholder 8 interviews med disse studerende og omhandler deres personlige møde med det videregående uddannelsessystem, og de problemer samt positive oplevelser der har været undervejs.
De 8 studerende har alle formået at realisere deres ønske om at påbegynde et studie, som de selv har valgt, og som de brænder for. Samtidig sætter mange af hovedpersonerne en ære i at klare sig selv så meget som muligt, og kun involvere kommunen i det omfang det er nødvendigt. Personerne er meget forskellige, men har alle en stædighed og vilje til at nå deres mål, på trods af mange forhindringer.
Kendetegnende for disse studerende er det, at de befinder sig godt på studiet, selvom det for mange af dem har været hårdt, både fordi studiet i sig selv er hårdt, og fordi det i starten har været svært at få organiseret den nødvendige hjælp, få hensigtsmæssige boligforhold osv.
De studerende som har benyttet sig af SPS (Specialpædagogisk Støtte på Videregående Uddannelser) har haft positive oplevelser med dette. Men kontakten til kommunen har for en del af dem været mere problematisk. F.eks. er nogle blevet mødt med skepsis og blevet frarådet at begynde på uddannelsen. For nogle har det at være på revalidering været ensbetydende med, at blive kontrolleret i urimelig grad af kommunen. Samtidig er der andre, som ikke har oplevet problemer vedrørende samarbejdet med kommunen. Denne ulighed sætter fokus på nødvendigheden af at skabe ensartede regler for handicappede studerende. Et andet problem som nogle af de studerende har mødt er fordomme, angående deres formåen, hos forskellige praktiksteder.
Temahæftet giver også et indblik i, hvor forskellige behov handicappede studerende kan have. Derfor er det meget vigtigt, at man tager udgangspunkt i den enkelte persons behov.
Videnscentrets formål synes bl.a. at være at sætte fokus på de problemer, som studerende med bevægelseshandicap kan støde ind i, hvis eller når der påbegyndes en videregående uddannelse. Endvidere vises det at en række af de regler, som gælder for området nu, f.eks. dobbelt optag og revalidering, kan være meget uhensigtsmæssige. Samtidig har temahæftet det vigtige formål at vise, at det kan lade sig gøre for bevægelseshandicappede at påbegynde og gennemføre en videregående uddannelse.
Temahæftet giver også, gennem et interview med formanden for SU-rådet, Jacob Lange, et bud på, hvordan handicappede studerende kan stilles mere lige med ikke-handicappede studerende. Hæftet indeholder endvidere en beskrivelse af Lov om Specialpædagogisk Støtte (SPS), samt hvordan man bærer sig ad med at søge om SPS.
Endelig indeholder temahæftet faktasider med henvisninger for de, der gerne vil finde mere information om emnet. F.eks. er HSK´s arbejde også beskrevet.
Temahæftet indeholder en række beskrivelser af individuelle bevægelseshandicappedes møde med det videregående uddannelsessystem, og indeholder som sådan ingen facitlister for løsninger på problemerne. Således beskrives det også primært, hvordan tingenes tilstand er nu, dvs. at hæftet skal ses som ”et øjebliksbillede af virkeligheden, som den ser ud på brugerniveau”. Og når man holder sig dette formål for øje, kan man, både som professionel og som fremtidig studerende, hente væsentlig viden i de 8 interviews.
Et lignende projekt med jobsøgende handicappede kandidater og de der er kommet i beskæftigelse, kunne være et ønskværdigt initiativ, da det tydeligvis ofte er problematisk at finde job efter end uddannelse.
_____
Fakta
Udgiver: Videnscenter for Bevægelseshandicap
Antal sider: 56 sider
Pris: 0 kr.
ISBN: 87-90306-26-0
Online: Pdf-version på [www.vfb.dk]
Bestilling: Videnscenter for Bevægelseshandicap
Telefon 89 49 12 70 Fax 89 49 12 76 eller online: [www.vfb.dk]