Indledningsvis redegøres for, hvad stammen er for et handicap. Dernæst følger hvilke problemer, det kan medfører for en person som stammer i skolen, ungdomsuddannelse og på videregående uddannelser. Dernæst vil der blive belyst hvilke muligheder for dispensationer, der eventuelt kunne være relevante at gøre brug af, så en person der stammer, så vidt muligt ligestilles med andre, som ikke stammer med hensyn til den faglige bedømmelse af mundtlige præstationer. Til sidst følger en konklusion.
Stammen et fysisk handicap som kan medfører store kommunikations- og sociale problemer
Stammen er et fysisk handicap, som betyder, at en person der stammer har få eller mange gentagelser af en stavelse, lyd, eller ord. En anden form for stammen vil komme til udtryk gennem korte eller lange pauser, inden personen kan få en stavelse, lyd eller ord frem, de såkaldte blokeringer. Det er vigtigt at fastslå, at "graden" af stammen kan varierer i større eller mindre grad hos personen afhængig af den situation og den omstændighed, som stammeren befinder sig i, og at stammen aldrig er den samme fra person til person.
Kort fortalt er stammen i udgangspunktet et kommunikationsproblem, det vil sige, at en stammer kan have svært ved og / eller ikke får sagt det, som var intentionen på grund af den uklare mundtlige fremstilling. Men man kan også sige, at stammen er et socialt problem. Stammeren kan være meget indadvendt og ikke deltagende i forskellige sociale situationer og holder sig tilbage fra at sige noget, hvis personen er sammen med andre, ofte ukendte personer eller grundet en uvant og eller stresset situation. Stammeren risikerer ofte at ende i frivillig eller ufrivillig isolation i forhold til andre mennesker, fordi "skammen" og kampen for at undgå at stamme eller ved at stamme skønnes af den enkelte, som værende større i øjeblikket end fordelen ved at indgå i mundtlige relationer til andre. De kommunikations og sociale problemer kan være store eller små afhængig af graden af stammen hos den enkelte stammer.
Problemer for en stammer i forhold til udannelsessystemet
Da stammen er et kommunikations problem, medfører det ofte store problemer i forhold til uddannelsessystemet og især indenfor de boglige uddannelser. I udgangspunktet kan en stammer ikke undgå at skulle tilbringe 8, 9 eller 10 år i en folkeskole, dog er stammeren ikke forpligtet på lige fod med andre til at gå i folkeskolen, såfremt det faglige niveau kan opnås andet sted eksempelvis via privat undervisning i hjemmet. Denne mulighed må siges at være så lidt brugt, at der vil blive set bort fra denne mulighed. Den mundtlige undervisning i folkeskolen er tilrettelagt på, at den enkelte elev skal læse højt, holde oplæg, kunne deltage i en diskussion og svare på spørgsmål. Så det betyder, at en person som stammer oplever problemer med at opnå den "rigtige" mundtlige bedømmelse, da stammerens evner indenfor mundtlig kommunikation oftest er ringere grundet handicappet. Hvad angår den skriftlige bedømmelse, vil der i udgangspunktet ikke være problemer, dog kan de mundtlige problemer medføre indlæringsvanskeligheder, som kan have større eller mindre indvirkning på den skriftlige præstation grundet eksempelvis manglende lyst til læring i det hele taget på grund af de mundtlige problemer.
En person som stammer kan frygte og forsøge at undgå de situationer, hvor der vil være fokus på den mundtlige præstation. Stammeren er som oftest klar over, at vedkommende ikke vil kunne fremlægge hele eller dele af det forventelige sammenlignet med personer, som ikke stammer. Stammen medfører, at personen risikere ikke at kunne nå at få sagt alt, da mundtlig fremlæggelse skal og må ske indenfor en vis tidsramme af hensyn til de andre og tiden i almindelighed. Stammeren kan med vilje svare forkert eller svare på en måde, som ikke var personens mening / intention. Ikke så sjældent kan en stammer vælge at fremføre, at vedkommende ikke kender svaret, og / eller vælger ikke at svare på spørgsmål udsendt i plenum. Årsagen til denne uheldige adfærd skyldes alene, at en stammer vil skåne sig selv og andre for den pinlige og eventuelle langvarig situation, hvor stammeren må stamme sig igennem forløbet, og som for den enkelte stammer kan føles som evigheder. Essensen af en stammers svar / fremlæggelse kan gå tabt grundet det lange forløb, og at fokus kan være svært at opretholde for andre, grundet den lange tid det kan tage en stammer at svare / fremlægge noget.
Ikke så sjældent må stammeren modtage det råd om ikke at vælge en boglig uddannelse, dette selvom en stammer har opnået en god afgangseksamen i folkeskolen. Begrundelsen for et sådan råd må være, at man ønsker (ud fra den bedste mening) at skåne vedkommende for yderligere mundtlige nederlag i det videre forløb. Ikke så få stammere fravælger en bogliguddannelse og dette på trods af gode boglige evner. En løsning som i øjeblikket synes tiltalende og indlysende, men som en del fortryder senere i livet, at de ikke i det mindste forsøgte, om de kunne klare en bolig videregående uddannelse.
Beslutter en stammer sig for at ville gå på eksempelvis gymnasiet, så melder der sig de samme problemer, som er gældende i folkeskolen. Men to væsentlige forskelle mellem folkeskolen og gymnasiet skal påpeges. For det første er det faglige niveau naturligvis højere i gymnasiet og dermed også kravet til klar, kort og præcis skriftlig og mundtlig fremstilling, som en stammer netop pga. sit handicap ikke kan forbedre i forhold til det mundtlige. For det andet betyder gennemsnittet i gymnasiet noget for en stammers mulighed for at kunne få en plads på en videregående uddannelse, som har adgangsbegrænsninger. De mundtlige karakterer vil som oftest være (markant) lavere end de tilsvarende skriftlige, så det endelige eksamensgennemsnit vil alt andet lige være lavere.
Naturligvis kan man, som stammer indhente nogle af de manglende mundtlige evner via de skriftlige evner, når der tænkes på karakteren. Men dette er i udgangspunktet et urimelige krav, da dette kan betyde, at stammeren skulle være mere intelligent end ikke stammende personer, hvilket vil forekomme yderst sjældent. Kort fortalt må en som stammer være indstillet på, alt andet lige at få lavere mundtlige karakterer sammenholdt med en ikke stammende person og deraf et lavere eksamensgennemsnit. Dette betyder for de fleste stammere, at de er udelukket fra de videregående uddannelser, som kræver et meget højt gennemsnit.
Det findes dog dispensationsmuligheder, hvis man kan dokumenterer, at ens handicap har haft negativ indvirkning på ens eksamensgennemsnit. Men som stammer vil det være svært at komme i betragtning, da de fleste stammere kan have svært ved at påvise, at deres mundtlige karakter burde være højere, da alle jo i udgangssituationen har samme muligheder for at ytre sig mundtligt. Desuden vil positiv særbehandling heller ikke være nogen løsning, da almisse grundet et handicap heller ikke for mange stammere synes acceptabelt.
I udgangspunktet har stammere lige adgang til alle videregående uddannelser som andre, men reelt findes den begrænsning, at uddannelser som kræver megen mundtlig kommunikation ikke vil være mulig at gennemføre, f.eks. uddannelsen til skuespiller.
På de videregående uddannelser findes samme problemer som tidligere nævnt. Men forskellen er blot, at man naturligvis som regel ikke har årskarakter, og derfor ikke har det daglige pres. Til gengæld betyder en mundtlig eksamen så alt, da man ikke har en årskarakter som sikkerhedsnet, hvis det skulle gå helt galt. Friheden ved ikke at skulle bekymre sig om den mundtlige præstation til hverdag, bliver blot aflyst af, at eksamen betyder alt. Men eksamen med eller uden årskarakter i baghånden ændre ikke det faktum, at stammere har mere end svært ved mundtlige eksaminer. Dertil kommer, at de videregående uddannelser af mange opleves som ensomt, da der ikke er nogle som ”tager hånd” om én, og at skabe kontakter bliver ikke nemmere for en stammer, når denne verden i høj grad sætter individet i højsæde, og hvor mundtlig kommunikation betyder uendeligt meget. Mangel på studiekammerater og følelsen af personlig ensomhed får mange til at falde fra.
Dispensationsmuligheder
Der findes nogle dispensationsmuligheder for stammere til mundtlige eksaminer, hvis hensigt er, at sikre eller i højere grad at sikre en person som stammer opnår en bedømmelse svarende til en tilsvarende personer, som ikke stammer.
En af mulighederne er, at en stammer får længere eksaminations tid, hvilket betyder, at den pågældende får eksempelvis dobbelt så lang taletid. Dette synes i udgangspunktet at være løsningen, da det skulle sikre, at personen ikke føler et så stort tidspres. Men man glemmer dog, at pågældende skal være ”på” i dobbelt så lang tid, og at det kræver store fysiske anstrengelser at stamme og ikke mindst at kæmpe for at undgå at stamme. Desuden skal man i dobbelt så lang tid som andre have fokus på, hvad man har sagt, og hvad man vil sige i øjeblikket og senere i forløbet og igen kæmpe med at komme til at stamme. Dertil kommer, at trætheden indtræder på et eller andet tidspunkt, så man derved kommer til at bidrage med noget, som måske er til mere skade end gavn, dette som en konsekvens af, at eksaminator i bedste mening forsøger at få så meget ”godt” frem, som ikke er muligt.
En anden mulighed vil være at udskifte en mundtlig eksamen med en skriftlig eksamen. Men denne løsning er ikke uden problemer. For det første er mulighederne for at blive ledt på rette kurs fraværende ved en skriftlig prøve i modsætning til en mundtlig prøve. Dertil kommer, at kravene ikke er ens, hvis man sammenligner en eksempelvis 5 timers skriftlig prøve med en 20 min. mundtlig prøve. Sidst men ikke mindst kan det medfører kritik for andre studerende, som med rette kan hævde, at de også er nervøse, og som derfor vil foretrække en skriftlig prøve frem for en mundtlig prøve.
En tredje mulighed vil være, at man skriver ens svar på en computer. Denne mulighed har dog den ulempe, at der rettes fokus på det, man skriver og derfor skal man være meget præcis i formuleringen, og det kommer til at minde om en skriftlig prøve. Dermed går ideen om en mundtlig prøve jo tabt, og det vil virke mere mekanisk og upersonligt, når fokus rettes mod en computer end mod personen.
En fjerde mulighed er, at man kan have en bisidder med ved eksamen. Denne bisidder vil typisk være en talepædagog, som har tilladelse til at færdiggøre et ord, som stammeren har svært ved at udtale. Denne bisidder vil naturligvis kunne bibringe med noget tryghed og hjælpe en, men da det kun er til udtalelsen af et ord, og af gode grunde ikke ved eller må udtale hele sætninger, så må hjælpen siges at være meget sparsomt.
En femte mulighed vil være, at der tages den tid, der skønnes nødvendigt for at kunne bedømme den mundtlige eksamen. Denne mulighed minder om mulighed et, dog mere fleksibel, da der ikke findes nogen tidsbegrænsning i udgangssituationen. Risikoen ved denne mulighed er, at der dermed er uskrevet en blankocheck. Det er op til eksaminator og censor at bestemme, hvornår ”nok” er nok til at kunne afgive en bedømmelse. En stammer risikerer at skulle sidde urimeligt længe, og på grund af den træthed som indfinder sig før eller siden hos stammeren, at trætheden som tidligere nævnt får stammeren til at udtrykke sig til skade for stammeren selv.
En mulighed som dog ikke er en dispensationsmulighed, men som bør nævnes er, at man efterfølgende kan indgive en klage over eksamensforløbet / karakteren. Med så meget andet her i livet skal man ikke leve med at slå til og nøjes med et resultat, som man finder uretfærdigt.
Konklusion
I forhold til handicappet stammen, findes der ingen løsning på problemet med at opnå en 100 % retfærdig faglig bedømmelse i uddannelsessystemet. Blot det at klare sig igennem folkeskolen kan være en svær og traumatisk oplevelse for nogle stammere. Andre stammere oplever først for alvor problemer på en ungdomsuddannelse eller på en videregående uddannelse. Man kan stille nogle muligheder til rådighed, som uden tvivl kan stille nogle stammere bedre, end hvis muligheden / mulighederne ikke fandtes. Men alt i alt har man ikke fundet nogen universel løsning på problemet med hensyn til mundtlige prøver og bedømmelser. Derfor må de fleste stammere nøjes / leve med lavere karakter sammenlignet alt andet lige med ikke stammere. Dette betyder, at nogle stammere må nøjes med en studieplads, som måske ikke var deres første prioritering, da deres stammen har betydet, at deres adgangsgivende eksamensgennemsnit ikke har været højt nok.