TV-avisen er ved at være slut, jeg prøver at få en overblik over, hvad det er jeg egentlig skal nå i aften. Jeg prøver at tænke et par dage frem. Hvad er der af møder, af undervisning og af oplæg, som jeg bør have forberedt til de næste dage. I mit hoved laver jeg en prioritering af, hvad der er arbejdsrelateret, hvilke tillidshverv jeg skal huske at tilgodese og hvilke ting, der bør laves her og nu. Telefonen ringer. Det er en kollega der spørg, om jeg kan tage fællestimen på onsdag. Jeg svarer ja og ved, at det vil give yderligere travlhed. Jeg genovervejer mine prioriteter og ligger en ny slagplan for aftenen. I det samme råber min hjælper, at aftensmaden er klar. Jeg er på samme tid stresset og lykkelig over, at min hverdag er så travl, som den er.
Søvn, sund mad og strækøvelser
Det er et kendt mundheld, at børn har brug for de tre R´er. Ro, renlighed og regelmæssighed. I 70´erne udtalte en læge, at det galt næsten alle børn. Der var en enkelt undtagelse: Spastikere. De havde ikke brug for de tre R´er men de tre S´er. Søvn, sund mad og strækøvelser.
Det fik vi så. Jeg er født spastiker, så jeg har svært ved at styre min motorik og taler utydeligt for mennesker, der ikke kender mig godt. I min barndom var mit handicap i centrum. Særligt strækøvelserne var prioriteret højt gennem min barndom og min skolegang. Når jeg skriver strækøvelser, er det mere et symbol på, at vi fik alskens behandling for, at skulle blive bedre fysisk og mere selvhjulpne. Det betød, at vores skolegang var præget af, at vi gang på gang blev taget ud af undervisningen for at komme til behandling. Det, samt det faktum, at vi var en blandet klasse af børn, som havde et ekstremt fysisk handicap og børn, der havde et kognitivt handicap oven i det fysiske, har påvirket hele min skolegang. Det intellektuelle blev nedprioriteret samtidigt med at vi lærte, at selvhjulpenhed var en dyd, der var værd at kæmpe for. Langt oppe i puberteten troede jeg på, at min selvhjulpenhed en dag ville gøre mig ”næsten normal”.
En madras og en barbermaskine
Det var på en madras hos centerskolens fysioterapeut, der gik noget op for mig, som senere skulle betyde en dyb og til tider smertelig erkendelse. Jeg husker, at jeg fiskede efter, hvornår min og fysioterapeutens arbejde for alvor ville bære frugt. Hvornår ville jeg blive som andre børn? Fortvivlelse i fysioterapeutens ansigt var ikke til at tage fejl af. Hun forklarede stille, at det jo ikke var derfor, jeg skulle lave øvelser. Jeg ville aldrig blive som andre børn. Jeg ville altid have mit handicap med i rygsækken.
Jeg er vokset op med mit handicap som en naturlig del af mig. Chokket over fysioterapeutens bekendelser blev derfor hurtigt afløst af en nyorientering. Det blev en orientering, der satte spørgsmålstegn ved de autoriteter, jeg tidligere havde troet på. Jeg begyndte at stille spørgsmål ved, om der blev fortaget de rigtige prioriteringer. Jeg anede et sted i horisonten, at det ville blive min intellektuelle formåen, der på lang sigt kunne give mig et liv med indhold.
Så fik jeg skægstubbe. Endnu engang blev terapeuternes opfindsomhed hvad angår selvhjulpenhed sat på prøve. Hvordan skulle en spastiker barberer sig selv uden at komme til skade? Løsningen blev, at man monterede en barbermaskine på en arm fra en arkitektlampe. Glad sagde ergoterapeuten til mig, at de have løst mit problem. Nu skulle jeg bare bruge hovedet. Jeg tog det lidt mere i overført forstand og blev overbevist om, at jeg var på rette vej i mine erkendelser. Det var på det intellektuelle område, mine styrker lå.
Faglig bevidsthed
Jeg fornemmede klart på centerskolen, at lærerne havde en bevidsthed om, at jeg besad intellektuelle ressourcer. Jeg blev opfordret til at tage en socialrådgiveruddannelse. Da jeg kom på efterskole, kunne jeg konstatere, at trods en skolegang med terapeutiske prioriteringer, havde jeg faglige kvalifikationer svarende til mine klassekammerater. Jeg lagde derfor an til at tage de fire fag på HF, som er nødvendige for at komme ind på Den Sociale Højskole. I løbet af den første uge af mit HF kursus valgte jeg at følge nogle flere fag. To år efter kunne jeg se mig selv med studenterhue. Jeg manglede dog tysk og biologi, som jeg tog som selvstuderende senere.
Så tog jeg det som kaldes et par fjumre år. Jeg blev voksen og lærte andre voksne med handicap at kende. Jeg fik en identitet og en velfungerende hjælpeordning. Imens arbejdede jeg et år frivilligt og tog et år på højskole. Som andre unge tænkte jeg over min fremtid og fandt ud af, at det ikke var mig, der ville være socialrådgiver. Det var de andres forventninger til mig. Jeg var inden omkring flere forskellige universitetsuddannelser og endte med at søge ind på teologi på Århus Universitet.
Studieliv som andre
De næste syv år læste jeg teologi ved Århus Universitet. Med min hjælpeordning havde jeg den praktiske hjælp, som på mange måder gjorde mig til en almindelig studerende. Jeg fik dispensationer ved eksamener, så jeg kunne have en hjælper med ind til forberedelsen samt have lidt mere tid end andre. Ellers forløb mine studier som alle mine studiekammeraters. Mange af mine venner havde studiejob ved siden af deres studier. Allerede som 18 årig var jeg blevet tilkendt førtidspension, så jeg havde ikke brug for at tage et studiejob. Til gengæld kastede jeg mig over handicappolitisk arbejde i handicaporganisationerne. Mod slutningen af min uddannelse følte jeg, jeg havde kompetence, som var en løn værdig. Jeg søgte derfor et job med løntilskud (dengang skånejob) som redaktør på et blad for mennesker, der har hjælpeordning. Jeg fik det og de sidste to år af mit studie betræd jeg både et fuldtidsstudie og et halvtidsjob. Det gav mig fornemmelsen af, at jeg havde kompetence.
Da jeg var færdig med teologi, betød det meget for mig at få et arbejde, som dels var relevant for min uddannelse og dels langt væk fra handicapverden. Jeg indgik aftale med en kirkelige forening, som godt kunne bruge en teologisk medarbejder og kontorleder. Det var dengang, da kommunerne stadig dækkede lønnen til skånejob fuldt ud, så jeg var gratis arbejdskraft. Det viste sig hurtigt, at en del af kontorets lederfunktionen var af rent praktisk karakter og bestod af opgaver, som jeg måtte sætte mine hjælpere til at løse. Det var utilfredsstillende, og til tider følte jeg mig misbrugt. Jeg påtalte det flere gange, men behovet for rengøring, papirindkøb og andre praktiske ting blev de samme. Da jeg havde været ansat fire år, var det derfor en glæde, at jeg pludselig blev optaget på mit drømmestudie på Journalisthøjskolen.
Sadle om
Så tog jeg den et årige journalistuddannelse. Det var meget anderledes, end at læse på Universitet. Jeg var pludselig i en klasse, hvor jeg kunne måle mig med de andre elever. Igen oplevede jeg, at jeg havde faglige kompetencer på linje med andre. Jeg forlod uddannelsen med en nogenlunde karakter. Og var samtidigt sikker på, at netop det at formulere mig skriftligt er en af mine stærke sider.
Jeg havde fået pension som 18 årig. Den faglige bevidsthed voksede i mig, og jeg følte jeg havde andet og mere at byde på. End det der honoreres med job på løntilskud. Selvfølgelig havde jeg mange spekulationer om hvorvidt det var klogt, at give afkald på den tryghed pensionen er. Jeg valgte at bede om, at blive visiteret til flex-job. Jeg havde regnet med at møde modstand i kommunen, men jeg var heldig at have nogle sagsbehandlere, som også så mine kvalifikationer som noget, der var værd at betale en løn for.
God fornemmelse
Jeg blev visiteret til flex-job og ikke længe efter blev jeg ansat som lærer og informationsmedarbejder på Egmont Højskolen. Jeg husker stadig den gode fornemmelse jeg følte, da jeg havde mit livs første rigtige lønseddel i hånden. Jeg havde pludselige tjent mine egne penge. Jeg ved at jeg er ansat på mine faglige kvalifikationer men også på min erfaring gennem mange år i den handicappolitiske verden. Der er til tider travlt, og jeg har fortsat min handicappolitiske karriere som tillidsmand i frivillige organisationer. Det giver lange dage, hvor jeg ofte er træt om aftenen. Men jeg bruger de stærke sider af mig selv, og det er en tilfredsstillelse. Jeg ved, at jeg kan formulere mig skriftligt. Jeg ved, at jeg har erfaringer og viden, som jeg kan formidle i en undervisningssammenhæng. Organisatorisk har jeg efterhånden erfaringer som betyder, at jeg kan planlægge og afvikle selv større arrangementer. Det er netop de tre evner jeg bruger i mit arbejde på Egmont Højskolen. Derfor er det en glæde, at have gennemført en karriere fra spastiker, der helst skal strækkes ud flere gange om dagen, over førtidspension for til sidst at ende som informationsmedarbejder og højskolelærer i et flex-job. Glæden er, at der betales for de kompetencer, som jeg rent faktisk har.