Dette indlæg, der har været bragt i Hjernesagen nr. 4 / 2005, har HSK fået tilladelse til at bringe af forfatteren og i en opdateret version
Hvilke rettigheder har mennesker med handicap? Har vi de samme rettigheder som andre mennesker, eller er der forskel? At der gøres forskel ved de fleste af os vist, men skyldes det reglerne, eller er det et udslag af diskrimination i form af direkte eller indirekte negativ usaglig forskelsbehandling?
Gode handicapholdninger
Det var sådanne spørgsmål, som ad åre førte frem til ønsket om, at noget bør gøres. Sådanne spørgsmål måtte omsættes i handlinger, og her var kampagner, der skulle skabe tolerance over for og bedre holdninger til mennesker med handicap, ikke nok.
Gode handicapholdninger kan selvsagt ikke undværes. De er selve grundlaget for enhver accept og forståelse af, hvad en funktionsnedsættelse betyder. Gode holdninger er som god opdragelse - noget alle bør have og efterleve. Men som vi alle ved, kommer selv den bedste opdragelse desværre nu og da til kort, og så må der være noget andet, der kan træde i funktion - noget som ikke blot bygger på den enkeltes gode vilje og frivillige efterlevelse. Nogle bindende regler, som sætter grænser for, hvad der kan tolereres selv i et ellers frit og liberalt samfund.
Handicaprettigheder
I handicapbevægelsen opstod der derfor et ønske om egentlige rettigheder, der kan håndhæves, hvis de ikke bliver respekteret af andre, det være sig det offentlige eller private.
I en del lande har man vedtaget en egentlig rettighedslovning på handicapområdet fx i USA og England. Vi har ikke en sådan lovgivning her i landet, hvor den hidtil ikke var været ønsket, ej heller af De Samvirkende Invalideorganisationer - DSI.
DSI har altid ment, at ligestilling og inklusion er målet, og at lige muligheder er vejen frem. Det er også en god og rigtig handicappolitik, men spørgsmålet er imidlertid, om man ikke bør supplere ligebehandlingskrav med visse rettigheder. På centrale områder som tilgængelighed, uddannelse, arbejde, kultur- og fritidsliv kan vi ikke blive ved med at vente på, at det nok bliver bedre af sig selv, om ikke i denne dronnings tid så i den næstes. Når lige muligheder ikke manifesterer sig som reelle fremskridt år for år, men forbliver fjerne som et fatamorgana og ubestemte som festtaler - så må der indføres rettighedslovgivning og vedtages tidsfæstede mål, handlingsplaner og budgetter, der dækker omkostningerne.
Det globale perspektiv
Tænker man et øjeblik ikke kun på det land, vi selv lever i, men globalt, så springer navnlig to forhold straks én i øjnene. Nok er der meget som kan og bør gøres meget bedre her i landet - og helst meget snart - men forholdene er langt ringere i mange andre lande. Det er det ene. Det andet er, at globale fremskridt vil kræve bindende regler på internationalt plan, dvs. en konvention.
En konvention er en bindende aftale mellem en eller flere stater. Hvis handicappede skal hjælpes til at opnå lige muligheder på globalt plan, er et frivilligt regelsæt som FN´s Standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap vedtaget af FN´s Generalforsamling i december 1993 ikke nok. Det viser erfaringerne.
Det betyder ikke, at FN´s Standardregler ikke har haft og har nogen betydning. De har både synliggjort problemerne og anvist de rette løsninger og har også resulteret i mange fremskridt, men det er igen med dem som med den gode vilje - den virker kun, når det passer os. Der er ingen retligt bindende pligter, ingen sanktioner og intet ansvar, hvis man ikke gør det rette. Og så frie og gode vilkår tåler kun få.
En handicapkonvention
Handicapbevægelsen har derfor siden 80´ernes begyndelse ønsket en FN-konvention om handicappedes grundlæggende rettigheder primært for at sikre respekt for og overholdelse af alle menneskerettigheder også i forhold til mennesker med handicap.
Menneskerettighederne bygger på FN´s Verdenserklæring fra 1948. Den er senere udbygget med 6 konventioner vedr. henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, forbud mod tortur og racisme samt kvinde og børnekonventionen.
En konvention om handicappedes rettigheder skal slutte sig til denne gruppe af centrale menneskerettighedskonventioner som en tematisk konvention i lighed med kvinde- og børnekonventionen.
De første forslag til at igangsætte arbejdet med en handicapkonvention blev fremsat af Italien og Sverige i 1987 - 88, men de vandt ikke tilslutning. Arbejdet med en handicapkonvention blev igangsat på initiativ af Mexico i 2001. Men først i 2003 kom der rigtig gang i arbejdet, da FN vedtog at nedsætte en Ad Hoc Komité med det formål at udarbejde et konventionsudkast. Ad Hoc Komitéen har siden holdt to årlige møder hver af 2 ugers varighed.
Den 7. samling sluttede i februar i år. Der foreligger nu et forslag, og store dele af teksten på de ca. 30 artikler er tæt på at være færdig, men der er stadig også mange uløste problemer. Det drejer sig bl.a. om definitioner/beskrivelser af begreber som handicap, diskrimination, rehabilitering og inklusiv uddannelse, om internationalt samarbejde samt det meget vigtige spørgsmål, hvordan traktatens overholdelse skal kontrolleres.
Hvornår er konventionen klar?
Det er det svært at give et klart svar på. Men selve teksten bliver formentlig færdig i løbet af 2007. Nogle vil måske undre sig over, at det skal tage så lang tid, men man skal huske, at kredsen, som forhandler, er meget stor - alle FN´s 191 medlemslande, og at der så vidt muligt skal skabes enighed blandt alle deltagerne. I arbejdet med handicapkonventionen deltager ca. 130 lande og flere hundrede NGO´er (Non-Governmental Organisations). Ved mange møder er der op til 500 delegater til stede i salen.
Når teksten er forhandlet på plads, skal den underskrives og derefter vedtages af de underskrivende landes parlamenter (ratificeres), og først da kan konventionen træde i kraft dvs. 1 - 2 år efter at den endelige tekst foreligger. Tidshorisonten indtil ikrafttræden er nok 2009, hvis alt går godt.
Hvilken betydning får konventionen?
Globalt vil den få meget stor betydning. Anerkendelse og overholdelse af alle menneskerettigheder i forhold til mennesker med handicap vil være en revolution - ikke blot i udviklingslandene, men også i resten af verden. Afskaffelse af alle former for diskrimination, ret til selvbestemmelse, lige adgang til undervisning, uddannelse, arbejde, sundhed og rehabilitering, samt bedre tilgængelighed med mere. Det er det, konventionen skal føre til.
Alle de borgerlige og politiske rettigheder som fx ret til hemmelig afstemning til alle valg, lige ret for loven og adgang til domstolene træder i kraft straks, hvorimod de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder som fx retten til fri skolegang, rehabilitering, hjælpemidler og arbejde skal realiseres progressivt i takt med de enkelte landes udvikling og økonomiske bæreevne.
Konventionen skaber ikke fra den ene dag til den anden et himmerige på jorden for mennesker med handicap, men den gør det lysende klart, hvad målet er, og at vi har ret til at nå dette mål. Det er de til enhver tid siddende regeringer, som skylder os en god forklaring, hvis de konventionsbestemte rettigheder ikke bliver opfyldt her og nu. Handicappede skal ikke længere tigge og bede om noget, men kan kræve deres rettigheder respekteret.
Det vil få stor betydning overalt, også her i landet. Selvom Danmark på mange områder er et godt land at leve i som handicappet, særlig når det gælder sociale ydelser, er der andre områder som fx tilgængelighed, rehabilitering og integration på arbejdsmarkedet samt forbud imod enhver form for diskrimination, hvor konventionen også vil få væsentlig betydning.
__________________________
Den danske delegation, som deltager i Ad Hoc Komiteens arbejde består af 3 medlemmer:
• Marianne Hoffmann fra Udenrigsministeriet, som er leder af delegationen,
Holger Kallehauge, som nu er fhv. landsdommer, har i mange år deltaget i FN´s Generalforsamlinger, hvor han hvert år har afgivet et dansk handicapindlæg og tillige fungeret som rådgiver i handicapspørgsmål for Udenrigsministeriet. Hans betydelige kendskab til menneskerettigheder, deltagelse i Menneskerettighedskommissionens arbejde i Geneve og mangeårige handicaparbejde på nordisk plan og i EU-sammenhæng er grundlaget for, at DSI har valgt Holger Kallehauge til at deltage i konventionsforhandlingerne. Holger Kallehauge har skrevet ikke blot det første udkast til en konvention om handicappedes rettigheder, men har også sammen med andre skrevet flere senere konventionsforslag".