Med tilladelse af forfatteren og Kristelig Dagblad har HSK fået mulighed for at bringe nedenstående kronik, der har været bragt i Kristeligt Dagblad, 12. januar 2006
KRONIK: Hvis ikke mennesker med handicap skal blive de store tabere i spillet om det nye uddannelses- og vidensintensive arbejdsmarked, så er det nødvendigt at tage helt anderledes effektivt fat i handicappedes vilkår i uddannelsessystemet
Der er overalt et ganske massivt fokus på uddannelse og forskning. Det er udtryk for en erkendelse af, at vores fremtid som velfærdssamfund er uhyre afhængig af, om vi formår at omstrukturere vores arbejdsmarked, så det bæres af videnstunge virksomheder, der fremstiller produkter og tjenester med et meget højt vidensindhold.
Vi kan allerede i dag registrere, at produktion, som kun kræver lavt uddannet arbejdskraft, i stort omfang flytter ud af Danmark til områder, hvor omkostningerne er væsentligt lavere end her. I kølvandet på globaliseringen udvikles en ny global arbejdsdeling, hvor vores små nicher er helt afhængige af meget specialiseret og højt uddannet arbejdskraft.
Hvis ikke den enkelte og samfundet tilpasses de høje uddannelseskrav, der stilles til fremtidens arbejdskraft, vil det få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det vil ikke alene betyde stor ledighed, men også manglende finansiering af velfærdsydelser.
Det er ikke svært at forudse, hvem der vil blive tabere i den situation. Det bliver mennesker med ingen eller næsten ingen uddannelse og dem, der er afhængige af offentlige ydelser, heriblandt mange mennesker med handicap.
Sammenholdes denne generelle samfundsudvikling med vores viden om, at handicappede i dag har et generelt lavere uddannelsesniveau end befolkningen som helhed, så er der for alvor grund til at råbe vagt i gevær. Hvis ikke mennesker med handicap skal blive de store tabere i spillet om det nye uddannelses- og vidensintensive arbejdsmarked, så er det nødvendigt at tage helt anderledes effektivt fat i handicappedes vilkår i uddannelsessystemet. Vi ved, at dårlig uddannelse fører til udstødelse fra arbejdsmarkedet, og vi ved, at et handicap forøger risikoen for marginalisering fra arbejdsmarkedet. Kombinationen af handicap og dårlig uddannelse er derfor den værst tænkelige marginaliseringscocktail, man kan forestille sig. Der er desværre meget, der tyder på, at vi ikke har vist rettidig omhu i forhold til uddannelsessystemet i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed. Fokus for beskæftigelsesindsatsen for handicappede har stort set udelukkende været rettet mod arbejdsmarkedspolitikken, mens uddannelsespolitikken er blevet forsømt.
Vi kan netop i år fejre 25-året for handicapforsorgens udlægning fra statslig særforsorg til amtsligt og kommunalt ansvar. Det betød, at den almindelige folkeskole gennem folkeskoleloven fik ansvaret - også for handicappede elevers grundskoleuddannelse.
Folkeskolen har siden særforsorgens udlægning bestemt arbejdet meget systematisk og målbevidst med en strategi, som omfatter alle undervisningspligtige elever. Det har manifesteret sig i folkeskolens regler om specialundervisning, i reglerne om specialpædagogisk bistand og i en lang række udviklings- og forsøgsaktiviteter, som er igangsat både på de enkelte skoler og i folkeskolen som helhed.
På trods af dette fokus må det alligevel konstateres, at noget er gået skævt. Undersøgelser gennemført af blandt andet Center for Ligebehandling af Handicappede tyder på, at folkeskolen står med et ganske alvorligt problem i forhold til de normalt begavede elever med handicap, som vælger at følge den almindelige folkeskoleundervisning.
En meget stor gruppe af disse elever forlader folkeskolen uden en fuld afgangsprøve. Helt op mod 30 - 40 procent af eleverne med høre-, syns- eller bevægehandicap forlader folkeskolen uden at have aflagt afgangsprøve i fag som dansk, matematik, fremmedsprog og fysik. Problemets omfang varierer fra fag til fag og fra gruppe til gruppe, men bundlinjen viser, at alt for mange unge med et handicap kommer snublende ud af folkeskolen med det resultat, at de ikke har gyldig rejsehjemmel til det ungdomsuddannelsestog, der for alvor skulle sætte gang i deres karriere- og voksenliv.
Det er alvorligt! Og problemets omfang vil blive yderligere tydeliggjort, nu hvor det bliver obligatorisk at aflægge afgangsprøve. Skal alle de elever, som hidtil "frivilligt" har afstået fra prøven, nu have dispensation? Nej, på ingen måde! Det er derfor helt nødvendigt, at vi meget systematisk og præcist får kortlagt årsagerne til, at så store grupper af handicappede elever ikke aflægger afgangsprøve.
Hermed skabes vidensgrundlaget for, at der kan sikres de rette pædagogiske arbejdsmetoder, hjælpemidler, økonomiske ressourcer - og ikke mindst den nødvendige tid - så det undgås, at elever frasorteres på grund af deres praktiske indlæringsproblemer som følger af en funktionsnedsættelse. Det er totalt uacceptabelt, hvis folkeskolen foregøgles at være for alle, men i realiteten forestår en udskillelsesproces, hvor elever sorteres fra, blot fordi de er i kørestol, ikke kan se eller alene kan kommunikere via tegnsprog.
Den sidstnævnte forudsætning - tiden - er der måske særlig grund til at opholde sig ved. Center for Ligebehandling af Handicappede har undersøgt bevægehandicappedes overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse. Undersøgelsen viser, at der er markant flere handicappede elever, der gennemfører en ungdomsuddannelse, hvis de har en 10. eller 11. klasse som forudsætning.
Der synes således at være en sammenhæng mellem den tid, eleven bruger i folkeskolen, og succesen i ungdomsuddannelsessystemet. Det drejer sig om personlig modenhed og givetvis også om, at nogle ganske enkelt skal bruge længere tid til at lære det, som elever uden handicap klarer på ni år. Årsagen kan være langsommere indlæring, men det kan slet og ret også skyldes, at elevens handicap i sig selv lægger beslag på så mange ressourcer, at det er umuligt at overkomme et fuldt pensum på den tid, som andre klarer det på.
Det er formentlig ikke alle, der er opmærksomme på, hvor meget tid og hvor mange kræfter for eksempel et barn i kørestol må bruge på helt enkle hverdagsting som bad, påklædning, transport, fysioterapi for at holde kroppen ved lige med mere. Timerne og ressourcerne til skolen er helt enkelt færre for mange elever med handicap. Det bør medinddrages, når man aktuelt overvejer, hvordan 10. klasse skal udformes i fremtiden. Det er derfor Det Centrale Handicapråds opfordring, at man styrker muligheden for, at elever med handicap kan udvide deres grundskoleforløb, så det strækker sig over 10. og 11. klasse.
Jeg har fokuseret meget på folkeskolen. Det skyldes ikke, at der ikke eksisterer problemer på de øvrige uddannelsesområder. Men det er grundlæggende vigtigt, at vi er sikre på, at folkeskolen er ekstremt opmærksom, når det gælder indsatsen over for handicappede elever. Hvis det fundament, der støbes i folkeskolen, ikke er solidt og velfunderet, så er det helt umuligt at rejse en bygning på det. De problemer, unge med handicap oplever i ungdoms- og videreuddannelserne og på arbejdsmarkedet, kan ikke grundlæggende løses, hvis der ikke er styr på folkeskolens tilbud.
Regeringen har sat det mål, at 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse, og 50 procent en videregående uddannelse. Det er ambitiøse, men også helt nødvendige, målsætninger, som dog kan indfris, hvis unge med handicap tages med. Det forudsætter, at "fødekæden", som spænder over grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, er ubrudt. Men det forudsætter også viden om, hvad det er for faktorer, der er afgørende. Hvad er det, der fremmer, og hvad er det, der afsporer handicappedes gang gennem uddannelsessystemet? Det ved vi i virkeligheden uhyggeligt lidt om.
Skal regeringens mål nås, må der gøres en alvorlig indsats for at fremme videns- og erfaringsindsamlingen samt forskningen inden for disse områder. Der er stort behov for meget mere viden om de barrierer, som får handicappede til at falde ud af uddannelsessystemet - og om, hvad der omvendt giver rygvind og bærer igennem.