Kan man tage en uddannelse, når man har et handicap, der gør en sengeliggende i lange perioder? Det var chilensk fødte Ricardo Lemus ved at miste troen på, indtil han blev aktiv i organisationen Handicappede Studerende & Kandidater
33-årige Ricardo er en travl mand. Han studerer spansk på Københavns Universitet og arbejder samtidig som frivillig i organisationen Handicappede Studerende & Kandidater. Her vejleder han mennesker med handicap om deres muligheder i uddannelsessystemet. "Jeg er glad for mit arbejde i HSK. Det er meget givende at være med til at hjælpe andre. Ofte er det ikke så meget, der skal til. Små ting kan være afgørende for, om et menneske med handicap kan fuldføre en uddannelse, og det mærker man i HSK. Folk kommer her med deres problemer. Det kan være større ting, men også mindre praktiske ting - at de har behov for at få sænket deres bord, få ændret lyset i undervisningslokalet eller lyden, sådan nogle små praktiske ting hjælper vi også med", fortæller Ricardo.Ricardo kender selv de udfordringer, man kan stå overfor, når man er studerende med handicap. Han er nemlig født med sygdommen Gorhams Disease - en aggressiv form for knogleskørhed - der tidligere bremsede hans mange uddannelsesplaner.
Flygtning med handicap
Ricardos historie starter i Chile, hvor han blev født i tiden, hvor landet var domineret af et brutalt militærregime. Det betød at hans forældre kort efter Ricardos fødsel så sig nødsaget til at flygte til Argentina. "I starten kunne vi ikke få flygtningestatus i Argentina, for de var jo også et militærregime. Vi var noget af det laveste, man kan være derovre. Vi levede meget fattigt og mine forældre arbejdede hårdt for bare at få mad på bordet. Da mine forældre så fandt ud af, at jeg havde Gorhams Disease - den her sygdom, som efterhånden har invalideret mig - så blev det endnu sværere, og de måtte bare fokusere på at overleve".
Ricardo husker, at han kun lige akkurat havde lært at gå, da hans sygdom brød ud og begyndte at nedbryde hans knogler. "Så måtte jeg bare kravle rundt, for mine forældre havde ikke råd til at købe en kørestol. Godt nok havde jeg en kørestol en kort periode, som nogle venner hjalp mine forældre med at leje. Men jeg nåede kun at køre rundt i den i et par måneder, så gik den i stykker, så var det færdigt, så måtte jeg bare begynde at kravle igen. Heldigvis boede der også et andet barn, der var syg, på det flygtningehjem hvor vi boede. Så vi kravlede rundt begge to og legede, mens vores forældre var på arbejde", fortæller Ricardo.
Hurtigt blev Ricardos sygdom dog så alvorlig, at Ricardos mor måtte holde op med at arbejde og koncentrere sig 100 % om at tage sig af ham. "Det var jo svært for dem. De måtte arbejde hårdt for overhovedet at få mad på bordet, og så pludselig blev min sygdom værre. Det var ikke længere bare det, at jeg ikke kunne gå, men jeg begyndte at få infektioner og kom i nogle meget livstruende situationer, så min mor måtte blive hjemme og tage sig af mig. Det indvirkede selvfølgelig meget på vores familieliv. Min søster måtte passe mine to mindre søskende samtidig med at hun gik i skole og ellers passe sig selv", forklarer Ricardo.
Jeg kendte ikke mine muligheder
Ricardo var lige fyldt 9 år, da det lykkedes familien at få humanitært asyl i Danmark. "Det var et chok at komme til Danmark, vi kom i december måned og det var så koldt for os og der var sne. Som handicappet var det også et stort chok, men til det positive. I Argentina var jeg jo vant til bare at kravle rundt og så hentede dansk flygtningehjælp mig i en kørestol, det var noget af et chok", beretter Ricardo.
I Danmark kom Ricardo i folkeskole og derefter var det hans plan at læse videre på gymnasiet. Men et voldsomt sygdomsanfald, hvor Ricardo fik hjertestop og lå i koma, satte en stopper for studieplanerne. "Så gjaldt det bare om at holde sig i live, og bagefter måtte jeg bruge et år på bare at komme mig".
Efter det år kom Ricardo i praktik i en børnehaveklasse. "Det var sjovt, men fysisk kunne jeg ikke rigtigt holde til det, men det gav mig mod på at fortsætte med noget andet." Så tog Ricardo på højskole i 9 måneder og det gav ham troen på at få en uddannelse tilbage. Han opsøgte derfor kommunen for at høre om mulighederne. "Det første de sagde til mig var, at jeg skulle have pension - og jeg kendte jo ingen andre mennesker med handicap, så jeg tænkte: 'Okay, det er så min fremtid'. Det er så det jeg må tage til takke med, jeg må bare være glad over, at jeg kan få mad. Alle de andre ting, man tænker på når man er ung, sådan noget som uddannelse og arbejde, ville de ikke hjælpe mig med. Det var bare op til mig. Jeg var jo bare et nummer i deres system.
Kommunen opfattede mig som så slemt handicappet, at jeg aldrig ville være i stand til at få et job, så hvorfor skulle jeg have en uddannelse". Først prøvede Ricardo at affinde sig med den dom kommunen havde givet ham, men efter et stykke tid tog han kampen op. "Jeg tænkte; det kan godt være at jeg er handicappet, men jeg er stadig et menneske, der har behov for at udvikle mig. Jeg kan altså godt noget, jeg har en hjerne, jeg har hænder. Så jeg begyndte at ringe rundt til forskellige uddannelsessteder, og de sagde at jeg bare skulle komme og følge den almindelige vej", forklarer Ricardo. Derfor startede Ricardo på HF på de samme vilkår som hans medstuderende. Det var desværre dømt til at mislykkes, da Ricardos sygdom betød, at han var fraværende i lange perioder.
"Den gang vidste jeg ikke hvilke muligheder jeg havde for hjælp og kompensation, og det vidste studievejlederne heller ikke. Så jeg måtte opgive hver gang - fordi jeg hele tiden blev syg. Jeg startede flere gange, også på HF-enkelt fag, men hver gang blev jeg afbrudt af sygdommen. Til sidst havde jeg ikke så meget til-tro tilbage på, at jeg kunne gennemføre en uddannelse - jeg vidste jo ikke hvilke muligheder der var", siger Ricardo.
Jeg fik hjælp i HSK
Først da Ricardo mødte en frivillig fra organisationen HSK, fik han for alvor troen tilbage på sig selv. "Jeg var på et kursus i DSI-Ungdom, hvor jeg faldt i snak med en fra HSK, der fortalte mig om HSK. Hun sagde, at de havde brug for flere frivillige kræfter og jeg tilbød at være der nogle gange om ugen og hjælpe til. I starten var jeg en slags piccolo, tog telefonen og hjalp til med computerarbejde. Det var jo sjovt, for der kunne jeg mærke, at jeg hjalp nogen. Så begyndte jeg at tænke på mine egne muligheder for uddannelse og de rådgav mig om mine muligheder. "Først følte Ricardo, at hans muligheder for videreuddannelse var lukkede. Han vidste godt, at han havde kompetencer indenfor sprog og computere, men kunne ikke se hvad det hjalp, når han ikke havde papir på det. "Det var sådan lidt nedtur, ligesom at være dømt til et liv i stilstand", fortæller Ricardo.
Kollegaerne i HSK gjorde heldigvis Ricardo opmærksom på, at der er specielle studieordninger for mennesker med handicap, og at der også var en mulighed for ham. "De sagde til mig, at jeg havde jo nogle kvalifikationer alligevel - at det er en kvalifikation, at jeg taler flydende spansk. De foreslog de mig at søge ind på spansk studiet og hjalp mig med at skrive ansøgningen til spansk, og jeg kom faktisk ind", fortæller Ricardo.
De sidste tre år har Ricardo studeret spansk på Københavns Universitet. Et studie han er glad for, selvom det kan være svært, at hans sygdom tvinger ham til at fuldføre studiet i et lidt andet tempo end hans medstuderende. "Jeg er jo stadig kun på bachelordelen, mens mange af dem jeg startede med er på overbygningen. Så det er selvfølgelig en udfordring, at min sygdom betyder at det tager lidt længere tid. Det skal man ligesom have inde i sit hoved og acceptere, at det er sådan", forklarer Ricardo.
Handicaporganisationer giver inspiration
I dag bruger Ricardo alle muligheder han har til at fortælle andre mennesker med handicap om deres muligheder for at få en uddannelse. "Jeg fortæller dem, at der er muligheder og opfordrer dem til at søge de muligheder. Jeg siger også til dem, at vi i HSK kan hjælpe dem med det, som normale studievejleder ikke kan. Mange mennesker med handicap opgiver at tage en uddannelse, efter de har talt med en almindelig studievejleder - ligesom jeg gjorde. Det er hårdt at stå alene og kæmpe for sin sag, men er man med i HSK, kæmper de for en - og de kender jo også reglerne på handicapområdet - og så kan meget lade sig gøre", forklarer Ricardo.
Også samværet med de andre frivillige i HSK har givet Ricardo meget. "Det er utroligt inspirerende at være i en handicaporganisation. Det er stedet, hvor man kan møde mennesker, der knapt nok kan trække vejret og alligevel er advokater. Sådan nogle ting inspirerer til, at man selv kan overvinde negative tanker - at man kan tænke, jeg kan godt uddanne mig, selvom jeg har et handicap.", fortæller Ricardo.
Læs evt. mere på [www.h-f-a.dk]