Af Holger Kallehauge, tidligere landsdommer og formand for PTU

FN's Handicapkonvention blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 12. december 2006. Så det var en julegave, ikke blot årets bedste jule-gave til handicapbevægelsen, men årtiers længe og højt ønskede gave til alle mennesker med handicap. Og lørdag trådte konventionen i kraft, 30 dage efter, at land nr. 20 har foretaget ratifikation af konventionen.

Men hvornår træder den så i kraft i Danmark?



Hvor ville jeg gerne kunne svare på det spørgsmål, men regeringen er tavs som graven. Danmark skrev konventionen under den 30. marts 2007 og lovede dermed at foretage ratifikation ved at få den godkendt i Folketinget. Det kunne næsten ikke have været hurtigere eller bedre. Men derefter er der nu i godt et år ikke sket mere, bortset fra at første udkast til en oversættelse til dansk blev sendt til høring for en måned siden. Det kan i hvert fald ikke kaldes ekspresfart.



Hvad værre er: Danmark har ikke underskrevet Den Frivillige Tillægsprotokol til konventionen. Det er den, som giver både enkeltpersoner og handicaporganisationer ret til at klage over konventionsbrud begået her i landet. Hvad tænker regeringen dog på?

Skal vi have rettigheder uden klageadgang?

Hvad er man bange for? Vist er der mange krav i konventionen, som ikke er opfyldt, men det er kun de borgerlige og politiske rettigheder, som træder i kraft straks, og dem klarer vi vel nok at opfylde. De økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som det kniber meget mere med, skal opfyldes progressivt efter landets bæreevne. Det får vi rimelig tid til, og det klarer Danmark som et af verdens rigeste lande utvivlsom også.

Vi fik en julegave for 16 måneder siden. Hvornår må vi pakke den ud og tage den i brug?



Hvis Danmark ikke ratificerer konventionen inden for de næste seks måneder, kan Danmark ikke deltage i den statskonference, som skal vælge de 12 internationalt anerkendte eksperter, som skal overvåge konventionens overholdelse. Hvorfor dog overlade dette vigtige spørgsmål til andre og opgive chancen for at få medindflydelse?


Mennesker med handicap er en minoritet - ja vist, men det er verdens største og samtidig mest usynlige mindretal. Netop fordi vi ikke er mere synlige og ikke bedre inkluderede i samfundslivet, tog det godt 25 år at slå så meget igennem på internationalt plan, før FN i 2001 vedtog en resolution om, at man skulle undersøge mulighederne for, om man kunne udarbejde en konvention om beskyttelse af vore menneskerettigheder. 



For at gøre historien kort, tog det et par år at samle enighed i FN om at påbegynde egentlige forhandlinger om udarbejdelse af en handicapkonvention, få nedsat en arbejdsgruppe under ledelse af New Zealands ambassadør John Don MacKay og derefter et ad hoc-udvalg, som var åbent for alle FN's dengang 192 medlemslande. Fra 2004 til 2006 lykkedes det via seks samlinger, hver af et par ugers varighed, at samle enighed om en særdeles brugbar tekst, hvilket efter forhandlingsforløbet ellers meget længe forekom overordentlig tvivlsomt. Mange gode kræfter bidrog, men uden ambassadør John Don MacKays fremragende ledelse var det ikke lykkedes på reelt kun tre år og med et for handicapbevægelsen så godt resultat. Forhandlingerne om Børnekonventionen tog i sammenligning 10 år. I august 2006 sluttede forhandlingerne - ikke ved afstemning - men som en konsensusvedtagelse, og i december vedtog FN's Generalforsamling så konventionen.

Hvad er det for en konvention handicapbevægelsen har fået? Det er en tematisk menneskerettighedskonvention, som opfylder samme funktion som FN's Kvindekonvention, Børnekonventionen og konventionen om vandrende arbejdere og deres familie. Det drejer sig om beskyttelse af grupper af mennesker, som er særlig udsatte for diskrimination og andre menneskerettighedskrænkelser. Det har mennesker med handicap i meget høj grad været, hvilket er dokumenteret igennem mange internationale rapporter, bl.a. Leandre Despouys FN-rapport fra 1993.



Hvad indeholder konventionen så?



Dens hovedbudskab er, at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap, og at regeringerne skal sikre, at de bliver effektivt overholdt. 



Var det virkelig nødvendigt at vedtage en ny konvention for at fastslå dette? Mange vil nok mene, det er en selvfølge. Ja - stop lige et øjeblik. Det kan godt nok virke selvindlysende rigtigt, men dels stod det ingen steder, og det krævede en retlig fortolkning og argumentation at komme til dette resultat, dels blev vore menneskerettigheder i vidt omfang krænket. Synlige rettigheder er altid bedre end usynlige, og selvom en konvention ikke i sig selv afskaffer alle overtrædelser, øger den dårlige samvittighed, som konventionsbrud heldigvis fremkalder hos alle regeringer, også i slyngelstater. Dårlig samvittighed skal man aldrig undervurdere, hverken hos regeringschefer eller andre mennesker, for det er den første erkendelse af, at noget er galt, og det er jo forudsætningen for at slå ind på dydens smalle sti.



Konventionens virkninger bliver omfattende, når den træder i kraft her i landet. Først og fremmest må enhver form for diskrimination på grund af handicap, uanset årsag, forbydes ved lov. 
Det kræver konventionen, og det er vel også på tide, at vi ikke kun er beskyttede imod diskrimination på arbejdsmarkedet. I dag er det lovligt at bortvise en blind med førerhund fra en restaurant, hvilket forekommer ganske ofte. Det er også lovligt at diskriminere mennesker med handicap, som søger bolig. Der kan gives mange eksempler af den art. Det er naturligvis altid moralsk forkert at diskriminere, men ikke retsstridigt, hvilket det selvsagt bør være.

Men hvad betyder diskrimination? Usaglig negativ forskelsbehandling. Så enkelt er det. Saglig begrundet forskelsbehandling vil altid være lovlig. Det er sagligt velbegrundet, at en blind ikke kan få kørekort, at en døv ikke kan blive sanglærer og at en kørestolsbruger ikke kan blive brandmand. Positiv særbehandling er derimod stadig lovlig ifølge konventionen. Positiv særbehandling kan efter omstændighederne være et både velegnet og nødvendigt middel til at skabe lige muligheder for et mindretal eller en underprivilegeret gruppe, f.eks. mennesker af fremmed herkomst som politiaspiranter eller kvinder som bestyrelsesmedlemmer i erhvervsdrivende aktieselskaber. Det gælder naturligvis også for mennesker med handicap i forskellige sammenhænge, hvor kompensation for vor funktionsnedsættelse er nødvendig for at give os lige muligheder. F.eks. en handicapparkeringsplads nær hovedindgangen til et supermarked, en biograf eller koncertsal.

Konventionen skal sikre vores ret til fuld og effektiv deltagelse i alle dele af samfundslivet på lige fod med vore medborgere. Men har mennesker med handicap da ikke allerede det, vil mange nok spørge? 



Svaret er desværre bestemt - nej. Inklusionsprocessen er sat i gang og har også stået på længe, men det går langsomt, uhyggeligt langsomt. Jeg har gjort turen med, siden jeg var 16 år, hvor jeg blev kørestolsbruger som følge af polio i 1951, for en menneskealder siden. Heldigvis er der gjort fremskridt, en hel del, men vi er nok nærmest kun godt og vel halvvejs. Konventionen får ikke, som mange tror, kun betydning i udviklingslandene, men også i de rige vestlige lande, herunder i Norden.

Når det gælder sociale ydelser i vid forstand er Danmark nok godt med set i et internationalt perspektiv. Men sammenlignet med resten af befolkningen her i landet har mennesker med handicap - uden anden indkomst end deres pension - et betydeligt efterslæb. Vi ønsker derfor overenskomstforhandlinger for at opnå samme levestandard som vore medborgere. Det hører vel også med til deltagelse på lige fod med andre.

På områder som rehabilitering, skoler og uddannelse, tilgængelighed og arbejde er mennesker med handicap langt bagud. Her skal konventionen føre til landsdækkende planer med tidsfæstede mål og tilhørende budgetter. Vi er på disse og en lang række andre områder ringere stillet end vore medborgere.

Det er på høje tid, at vi får konventionen sat i kraft og skabt lige muligheder for mennesker med handicap.

Julegaven er vel ikke blot til pynt. Hvor gammel må en julegave blive, før den tages i brug og gør nytte? Vi vil ikke blive ved med at være velfærdssamfundets stedbørn.

 ______________________

Holger Kallehauge var som repræsentant for Danske Handicaporganisationer medlem af den danske delegation, der deltog i forhandlingerne om FN's Handicapkonvention. Han er tidligere landsdommer og formand i mere end 30 år for PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede).