Portræt. Jens Oluf er studerende og psykisk handicappet. Starten på studietiden blev hård, fordi SU-styrelsen afviste hans ansøgning om handicaptillæg. Ti lange måneder og et studieskift senere, vandt han kampen.
___________
Studerende med psykiske handicaps kan ende med at vente månedsvis på svar fra SU-styrelsen, når de ansøger om handicaptillæg. Ventetiden kan få konsekvenser for deres uddannelse. Jens Oluf er en af dem, der måtte vente længe. Han er 23 år, og har siden de tidlige teenageår kæmpet med en OCD- lidelse, der i perioder har invalideret hans tilværelse. Med rette behandling er sygdommen i dag under kontrol, og Jens Oluf har taget hul på sit voksne liv. Med en drøm om en karriere som zoolog, begyndte han i august 2007 forventningsfuld med at læse biologi på Københavns Universitet. Allerede inden han begyndte på studiet, var han klar over at han var afhængig af SU-styrelsens handicaptillæg. Det tildeles studerende, der på grund af et fysisk eller psykisk handicap ikke er i stand til at arbejde ved siden af studierne. Jens Olufs OCD-lidelse forhindrer ham ikke fysisk i at arbejde, men betyder at han ikke har det psykiske overskud og overblik, det kræver.
- I løbet af en dag bruger jeg mange ressourcer på at klare de forhindringer, jeg møder. Det kræver rigtig meget energi, der gør at jeg på ingen måde har overskud til både at læse og arbejde. Det vil simpelthen gå for meget ud over mit studie.
Med udtalelser fra læge, psykolog og psykiater, der alle erklærede Jens Oluf uegnet til at passe et fritidsjob, ventede han ikke, at det ville blive problematisk at få tildelt tillægget.
Det er ikke muligt at ansøge om SU og handicaptillæg, før man er tilbudt en studieplads, og da kommende studerende først modtager svar om optagelse i slutningen af juli, er et handicaptillæg ikke bevilliget allerede ved studiestart. I modsætning til den almindelige SU, der hurtigt falder på plads, er der ved en ansøgning om handicaptillæg tale om en længere vurdering af ansøgningerne. De første to måneder efter ansøgningen var afsendt, hørte Jens Oluf ikke noget fra SU-styrelsen.
- Da de endelig kontaktede mig, var det for at indhente yderligere oplysninger om mit sygdomsforløb. Dem skaffede jeg selvfølgelig med det samme.
I mellemtiden faldt Jens Oluf godt til på studiet, og han begyndte at vænne sig til en tilværelse om universitetsstuderende. Men fire måneder inde i første semester havde han endnu ikke hørt mere fra SU-styrelsen. Han blev efterhånden urolig for, hvordan fremtiden ville tegne sig.
- Jeg kontaktede SU-styrelsen for at spørge, hvordan det gik med min ansøgning, og jeg fik at vide, at de havde mistet mine oplysninger og måtte begynde forfra igen.
Jens Oluf fremsendte endnu engang udtalelser fra læge, psykolog og psykiater til sin ansøgning. Men med et krævende studie, en økonomi der hang i laser, og uvisheden om, hvorvidt han ville får tillægget bevilliget, fik han sværere og sværere ved at få sin hverdag til at hænge sammen. Af familie, venner og sin kæreste fik han hjælp til faste udgifter som medicin og psykologhjælp. Ventetiden var frustrerende, og følelsen af mindreværd forfulgte ham.
- Det største problem for mange af os med psykiske handicaps er, at vi føler os som en belastning for andre. Så det at jeg følte mig som en endnu større belastning for mine omgivelser end sædvanligt var uholdbart.
Ventetiden fik konsekvenser
Hvor stor betydning ventetiden på SU’s handicaptillæg har for de studerende, er svært at sige. Men Jens Oluf er ikke i tvivl om, hvad den betød for ham. Det første halve år begyndte han at få depressioner. En følgevirkning af sin OCD, som han ellers ikke havde kæmpet med længe. Han var ofte syg og gik glip af undervisning. Oplevelsen af en generel forværring af sin tilstand tilskriver han det pres og den usikkerhed i hverdagen, som den lange ventetid på handicaptillægget medførte. Uvisheden og en dårlig økonomi gjorde hverdagen ustruktureret og utryg, og det fjernede fokus fra biologistudiet. Undervejs dukkede dårlige tanker op, og han følte at han ligeså godt kunne kaste håndklædet i ringen.
- Jeg synes, at det er min borgerpligt at tage en uddannelse for senere at kunne bidrage til samfundet. Jeg følte, at det var det op til SU-styrelsen at afgøre, om jeg fik lov til at leve op til mine egne forventninger om en uddannelse, eller om jeg ”bare” skulle være en ufaglært med psykiske problemer, der måske kunne få et job.
For Jens Oluf var svaret på ansøgningen derfor helt afgørende for, om han kunne fortsætte sin uddannelse og udnytte det råstof, han kalder sin hjerne.
Et par måneder mere gik, og i januar 2008 kom brevet. Afslag.
- Min verden brast sammen, jeg var simpelthen grædefærdig. Da jeg åbnede brevet, snørede min mave sig sammen, jeg var helt nede i kulkælderen.
Afslaget kom som et chok for Jens Oluf, da han inderst inde havde troet, han ville få tillægget bevilliget. SU-styrelsen fandt ham ikke berettiget, med den begrundelse, at han nogle år tidligere havde været ansat i en 30 timers stilling som pædagogmedhjælper og dermed havde været i stand til at arbejde. Jens Oluf mener dog ikke, at et fuldtidsstudie og et fritidsjob kan sidestilles med hans tidligere arbejde. Han stod nu med afslaget og var ikke i tvivl om, at den eneste mulighed var at klage. Han skrev et brev med modargumenter for hvert af de punkter, SU-styrelsen brugte som begrundelse for afslaget. Men det var ikke nok. Han måtte indhente nye udtalelser, der kunne forbedre ansøgningen. Hans psykolog skrev i skrappe toner en ny erklæring, hvor hun uddybede sygdomsforløbet. Desuden hjalp Jens Olufs mor med at kontakte en chefpsykolog på et hospital, der i et brev til SU-styrelsen bekræftede, at Jens Oluf på grund af sin psykiske tilstand ikke er i stand til at passe et fritidsjob ved siden af studiet.
- Det var egentlig ikke svært at skrive klagen, for jeg følte at afslaget var langt ude. Fra tidligere i forløbet havde jeg lært, at man skal aflevere vigtige papirer personligt og få en kvittering for det, så det sørgede jeg for at gøre.
I februar modtog Jens Oluf et brev fra SU-styrelsen, der på baggrund af hans klage, havde besluttet at genoptage sagen. De bad om en samtale mellem Jens Oluf og en uvildig psykiater, de stillede til rådighed. På dette tidspunkt havde Jens Oluf efterhånden svært ved at følge med på studiet. Selvom han havde afleveret alle sine opgaver på første semester, begyndte han langsomt at komme bagud. Ved vintereksaminerne dumpede han, og tanken om at droppe det hele svirrede i hans hoved.
- Jeg begyndte at mærke, at jeg var så langt væk fra studiet mentalt, at jeg ikke ville kunne følge med lige meget hvad. Mit overskud og gå på mod blev ædt væk af sagen om handicaptillægget.
I marts måned blev Jens Oluf indkaldt til et interview med SU-styrelsens psykiater. Efter en halv time fastslog han, at Jens Oluf var berettiget til handicaptillæg. Jens Oluf blev både glad og lettet, men samtidig lurede usikkerheden om, hvorvidt SU-styrelsen alligevel vil afvise ham. Det næste stykke tid ventede han på det endelige svar fra SU-styrelsen, og i løbet af foråret tog han samtidig beslutningen om, at han ikke kunne gennemføre biologistudiet. Banken var begyndt at hive i ham, da han havde optaget forbrugslån med den aftale, at det kun var for en kort periode, indtil tillægget faldt på plads. Perioden havde på daværende tidspunkt varet 9 måneder, og bankrådgiveren pressede på.
- I april accepterede jeg for alvor, at jeg ikke længere kunne følge med på studiet. Jeg var nødt til at tage tingene op til revidering i forhold til, om jeg overhovedet skulle læse. Jeg måtte vente og se, om jeg fik handicaptillægget bevilliget, før jeg vidste om jeg kunne være studerende.
Et par uger efter tog Jens Oluf atter kontakt til SU-styrelsen. Han var efterhånden utålmodig efter en endelig afgørelse. De oplyser, at de vil sende svaret med det samme. Dagen efter ligger brevet i entréen. Der er godt nyt. SU-styrelsen har besluttet at bevillige handicaptillægget, og et par måneder efter modtager Jens Oluf sit tillæg med tilbagevirkende kraft. Der er gået 11 måneder, og Jens Oluf måtte droppe studiet. Men han har endelig modtaget den anerkendelse, han har efterspurgt. Anerkendelse af, at han er værd at uddanne.
For lidt viden om psykiske handicaps
Jens Oluf tror særligt, det er de studerende med de psykiske handicaps, der kommer i klemme i systemet. Selv læste han sammen med flere fysisk handicappede, der fik den hjælp som de naturligt har krav på. Undervejs i forløbet fik han hjælp og støtte af OCD-foreningen, der i forvejen kendte til problematikken. Når Jens Oluf oplevede lang ventetid og et afslag på sin ansøgning, mener han blandt andet, det skyldes en forvrænget opfattelse af psykiske handicaps.
- Et psykisk handicap er jo noget, der er svært at putte i en boks. Et fysisk handicap er derimod noget mere konkret, som ofte er synligt.
Problematikken opstår ifølge Jens Oluf i synet på det ”normale” og det ”unormale”, hvilket ikke altid er hvad øjet ser. Der er ved at komme mere fokus på området, men der mangler stadig information om, hvad det konkret betyder for den enkelte, der har et psykisk handicap. Noget Jens Oluf mener, de ansatte i SU-styrelsen mangler indsigt i.
- Jeg kan jo komme ind på kontoret i SU-styrelsen og sige ”hej, jeg hedder Jens Oluf og jeg lider af OCD”, men i praksis ved de ansatte jo ikke hvad det indebærer. Det er problematisk fordi det jo er dem, der skal vide det, ligesom de skal vide noget om epileptikere, skizofrene og spastikere.
Siden Jens Oluf i juni 2008 modtog sit handicaptillæg, har han tilbagebetalt sin bankgæld, fået sin psykiske stabilitet igen, og er nu i gang med at læse til sygeplejerske. Selvom drømmen om uddannelse var en anden, er han glad for at opleve en helt anden og roligere tilværelsen som studerende, efter handicaptillægget er faldet på plads. Samtidig handlede bevillingen om mere end økonomi.
- Jeg har aldrig nasset på samfundet, og jeg prøver at holde mig så rask som muligt. Det er mit sidste ønske at være et problem. Hvis jeg ikke havde fået den støtte fra staten, som jeg har brug for under min uddannelse, og dermed blevet anerkendt som en ressource for samfundet, ville det have været et fantastisk nederlag.