VI ER JO IKKE EN DEL AF UNIVERSITETETS BEVIDSTHED

EN UNDERSØGELSE AF BARRIERER FOR STUDERENDE AF DANSKE STUDERENDES FÆLLESRÅD OM HANDICAPPEDE PÅ DE LANGE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER 

Sammenfatning og 14 konkrete anbefalinger

Med denne rapport tegnes der for første gang et samlet billede af de udfordringer, studerende med handicap/funktionsnedsættelser møder i deres dagligdag på universiteterne og de lange videregående uddannelser i Danmark. I de efterfølgende kapitler præsenteres en detaljeret redegørelse af de forskellige problemer, som studerende med handicap/funktionsnedsættelser oplever i forbindelse med deres situation som studerende. Det er vores håb, at rapportens resultater kan danne afsæt for tiltag på uddannelsesinstitutionerne, der kan bidrage til at løse problemerne. Det er væsentligt at forstå, at studerende med handicap er en sammensat gruppe, der slås med ganskeforskelligartede former for funktionsnedsættelse. Det kan være kørestolsbrugere, blindeeller svagtseende,unge med forskellige psykiske funktionsnedsættelser, unge der døjer med kroniske sygdommesom eksempelvis gigt, eller ordblinde. Det betyder, at selv om der er problemer, gruppen har tilfælles, er det i mange tilfælde forskellige ting, der opleves som problematiske.Det er også væsentligt at understrege, at studerende med handicap ikke er en gruppe af unge, der fremstår som hverken ”stakler” eller ”ofre”. Tværtimod får man billedet af en gruppe unge somformår at varetage et ”dobbeltarbejde”, som på ingen måde er let. I de kvalitative interviews med studerende med forskellige funktionsnedsættelser fi k man billedet af unge studerende, som generelt finder stor glæde ved deres studier. Det er vigtigt for dem, at få en uddannelse. Som gruppe fremstårde som disciplinerede og stærke mennesker, der formår både at gennemføre en uddannelse og samtidig håndtere funktionsnedsættelser som på mange måder besværliggør dette.I dette kapitel vil vi sammenfatte dele af rapporten og komme med 14 konkrete anbefalinger, som bør sættes i værk. I sagens natur fokuserer anbefalingerne på problemer, så det skal understreges, at der også er områder, hvor de studerende med handicap overvejende er tilfredse med de nuværende forhold, som man vil kunne se ved en gennemlæsning af den samlede rapport.Den samlede rapport VI ER JO IKKE EN DEL AF UNIVERSITETETS BEVIDSTHED… EN UNDERSØGELSE AF BARRIERER FOR STUDERENDE MED HANDICAP PÅ DE LANGE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER er udarbejdet af en analysegruppe under Danske Studerendes Fællesråd.Rapporten kan rekvireres ved henvendelse til Danske Studerendes Fællesråd, H.C. AndersensBoulevard 51, st. tv, 1553 København V. lf.33 32 48 13, www.dsfnet.dk, mail: dsf@dsfnet.dk 1. Øget bevidstgørelse om gruppen af studerende med handicap/funktionsnedsættelserblandt undervisere og studerendeI undersøgelsen har 13 procent en primær funktionsnedsættelse knyttet til sanser og kommunikation (ex. døvhed, blindhed eller lignende), 22 procent har nedsat mobilitet (kørestolsbrugere el. lign.), 31 procent har en psykisk funktionsnedsættelse (mani, personlighedsforstyrrelser, OCD el. lign.), 15 procent lider af sygdomme/andet (kroniske ledsmerter, gigt el. lign.) og 18 har dysleksi eller ordblindhed som det fortsat hedder i daglig tale. Det betyder, at langt hovedparten af studerende med handicap på universiteterne har en funktionsnedsættelse som ikke umiddelbart er synlig. Et karakteristisk udsagn fra gruppen af studerende med handicap er, at ”vi er ikke en del af universitetets bevidsthed”. Samtidig med at det er tydeligt, at gruppen er bange for stigmatisering som ”de syge” studerende, er der udbredt frustration over, at både undervisere og medstuderende mangler forståelse for, hvad det vil sige at studere, når man samtidig har en funktionsnedsættelse. Det gør sig især gældende blandt den gruppe af studerende med handicap, som har en ikke-synlig funktionsnedsættelse.Mellem 30 og 40 procent af de studerende med en ”ikke-synlig” funktionsnedsættelse oplever ugentlig eller fl ere gange om måneden undervisere, der savner viden om og forståelse for de behov de har pga. deres funktionsnedsættelse. Det kan eksempelvis være undervisere, der ikke forstår, at studerende der døjer med kroniske smerter ikke altid kan møde frem til timerne. Men også studerende med eksempelvis mobilitetsproblemer oplever, at man ikke tager hensyn til problemer med adgang til undervisningslokaler eller med at der kan være langt mellem undervisningslokalerne. Mere end 60 procent af de studerende med handicap oplever, at deres funktionsnedsættelse har negativ indfl ydelse på deres evne til at gennemføre uddannelsen på lige fod med andre studerende. Blandt studerende med en ”ikke-synlig” funktionsnedsættelse er det imidlertid 70 procent, der oplever det som en negativ indfl ydelse. Det er karakteristisk for de studerende med en ”ikke-synlig” funktionsnedsættelse, at de oftere føler sig ensomme end studerende med en synlig funktionsnedsættelse, at de oftere overvejer at forlade studiet, og at de i mindre grad deltager i faglige arrangementer. Jo mindre forståelse for deres særlige behov de oplever fra undervisere og studier, jo oftere overvejer de studerendemed handicap at stoppe på deres uddannelse. Over halvdelen af de studerende vurderer, at en større viden hos underviserne om det at have en funktionsnedsættelse ville kunne afhjælpe nogle af de problemer de står med på studiet.Der er behov for, at uddannelsesinstitutionerne igangsætter et systematisk oplysnings- og informationsarbejde overfor først og fremmest underviserne, men også overfor de studerende. Det skal sigte på at synliggøre, at studerende med handicap er en gruppe, der omfatter fl ere tusind studerende, herunder at hovedparten af disse studerende har funktionsnedsættelser, der ikke umiddelbart er synlige, og hvordan dette på forskellig vis gør, at disse studerende kan stå med særlige problemer i forbindelse med undervisning, eksamen eller lignende. Samtidig er det afgørende, at informationsindsatsen ikke virker stigmatiserende overfor en gruppe studerende, som på ingen måde er ”svage” mennesker, men tværtimod meget stærke idet de på trods af alvorlige funktionsnedsættelser formår at gennemføre en videregående uddannelse.Udvikling af en formuleret institutionspolitik overfor alle studerende med handicap bør i forlængelse heraf blive et fokusområde på linie med det fokus på kønslig ligestilling, som findes på alle videregående uddannelser. Ligeledes bør de lokale studenterråd rette et større fokus på dette område, eftersom de som de studerendes interesseorganisation skal varetage alle studerendes interesser. Ikke mindst i den almindelige oplysningsindsats i forbindelse med studiestart o. lign. 2. Behov for tilbud om vejledning i forbindelse med studiestartStuderende med handicap søger først og fremmest ind på uddannelser ud fra faglig interesse. Overvejelser om fremtidige jobmuligheder er den næstvæsentligste motivation. I denne forstand adskiller studerende med handicap sig formodentlig ikke fra andre grupper af studerende. Det er først og fremmest de studerende med forskellige former for fysiske funktionsnedsættelser ifht. mobilitet eller sanser og kommunikation, der har opvejet hvilke muligheder, der er for at varetage det job man sandsynligvis vil få efter studiet med deres funktionsnedsættelse.Langt hovedparten, ca. 90 procent, har ikke modtaget vejledning i forbindelse med studiestart om hvilken betydning funktionsnedsættelsen kan have for gennemførelsen af den uddannelse man er startet på. Det mindretal, der har fået vejledning er til gengæld overvejende tilfredse med denne.Eftersom der er store udfordringer forbundet med at gennemføre en videregående uddannelse når man samtidig har en funktionsnedsættelse, er det problematisk at langt de fleste studerende med funktionsnedsættelse ikke har modtaget den nødvendige vejledning. Det store fl ertal, ca. 65 procent, af de studerende, der ikke har modtaget vejledning, peger på, at de ikke havde kendskab til mulighederne for vejledning.Universiteterne og de andre lange videregående uddannelsesinstitutioner bør derfor i forbindelse med studiestarten informere de nystartede studerende om mulighederne for vejledning, og tilbyde den til de nystartede studerende med funktionsnedsættelser. Både i det skriftlige informationsmateriale og i forbindelse med den almindelige introduktion i forbindelse med studiestart, idet ikke alle oplyser om deres funktionsnedsættelse. 3. Forholdene for studerende med funktionsnedsættelse bør indtænkes i introdageneog rus-turene.Langt de fl este studerende med funktionsnedsættelser (ca. 80 procent) deltog i introdagene/rusturen. Det er uddannelsesinstitutionerne og de enkelte fag, der er ansvarlige for at disse bliver afholdt. Meneftersom de lokale studenterråd, fagråd og lignende i praksis varetager en stor del af rus-introduktionen,bør både uddannelsesinstitutionerne og studenterrådene fremover indtænke forholdene forstuderende med handicap. Ikke mindst det forhold, at den overvejende del af disse har ”ikke-synlige”funktionsnedsættelser.Det indebærer, at man informerer om mulighederne for vejledning og støtte, og sørger for at tilrettelæggeintroduktionen på en måde så der også bliver plads til de studerende, som eksempelvis ikkeumiddelbart kan fi nde ind i den traditionelle rus-introduktion, med vægt på fest og alkohol og storeforsamlinger. Sigtet med introduktionen er dels at gøre studerende med funktionsnedsættelser opmærksompå støttemuligheder, dels at gøre de øvrige studerende opmærksomme på, at studerendeved de lange videregående uddannelser er en mangfoldig gruppe, der også rummer unge med funktionsnedsættelser.Er der ældre studerende på faget med funktionsnedsættelser, kan det være en mulighedat inddrage disse i planlægningen og afviklingen af rus-introduktionen.Igen er det afgørende, at det ikke bliver på en stigmatiserende måde. Der er overvejende tale om engruppe unge, som på den ene side har en funktionsnedsættelse, der giver problemer, men på andreområder fremstår som meget stærke og disciplinerede.4. Behov for større fl eksibilitet indenfor de eksisterende støttesystemerLangt hovedparten af de studerende med handicap får SU (knap 75 procent) og 20 procent får desudenhandicaptillæg, 15 procent er på revalidering og mindre end 5 procent er på pension. Derudoverfår 25 procent praktisk støtte i form af Specialpædagogisk Støtte (SPS).Mange af de studerende med handicap har haft oplevelser med det statslige støttesystem, som ernegative eller har gjort dem frustrerede. En fælles klage er, at der er tale om rigide systemer, hvorunge med vidt forskellige behov gennemgående oplever for standardiserede løsningsmodeller. Detunderstreger, at der er et behov for større fl eksibilitet indenfor administrationen indenfor støttesystemet.Det være sig SU-styrelsen, SPS-vejlederne eller andre. Eksempelvis når en studerende medfunktionsnedsættelse kun kan udstyres med en bestemt bærbar computer, som er alt for tung, fordimindre modeller ikke er på listen. Gennemgående savner de studerende forståelse fra støttesystemetsside for hvordan det er at studere, når man har en funktionsnedsættelse.De studerende savner i et vist omfang yderligere økonomisk støtte (ca. 30 procent), men især vejledningønskes af mange (ca. 50 procent), dispensationsmuligheder (ca. 40 procent), praktiske hjælpemidler(ca. 20 procent) eller sekretærhjælp (ca. 15 procent). Det er kun ca. 20 procent, der ikke savneryderligere støtte.5. Bedre information om mulighed for støtte og vejledning på uddannelsesinstitutionerneUndersøgelsen påpeger, at der er problemer med den måde SPS-vejledningen og anden vejledninger organiseret på uddannelsesinstitutionerne. Der er perioder i hvor det ikke er muligt for de studerendeat få vejledning pga. en udbredt mangel på overdragelse af arbejdsopgaver i ferieperioder.Organiseringen af vejledningen kritiseres ligeledes. De studerende, der har brug for vejledning skali langt de fl este tilfælde selv være opsøgende. Her er det et problem at der mangler information tilde studerende om at der rent faktisk fi ndes støttemuligheder og vejledning for studerende, der haren funktionsnedsættelse. Informationsindsatsen om de eksisterende støtte- og vejledningsmulighederskal gøres meget bedre og mere omfattende fra uddannelsesinstitutionernes side. Omkring halvdelenaf de studerende med handicap/funktionsnedsættelse i undersøgelsen savner vejledning. Det er isæret problem for studerende med psykiske lidelser eller udviklingsforstyrrelser.Over to-tredjedele af de studerende med handicap har således ikke modtaget vejledning omkringstøttemuligheder. Mest udpræget blandt unge med psykisk funktionsnedsættelse eller med kroniskesygdomme, hvor henholdsvis 77 procent og 84 procent ikke har modtaget vejledning om støttemuligheder.Det er også karakteristisk, at blandt det mindretal, der har modtaget vejledning, er det kunomkring 30 procent, der har fået det fra uddannelsesinstitutionernes SPS-vejledere. En omtrent ligesåstor gruppe har fået det fra studievejledere, mens de fl este (ca. 45 procent) har fået det fra andre.Der er behov for en mere gennemtænkt, mere omfattende og mere opsøgende informationsindsats frauniversiteternes side om muligheder for støtte og vejledning. Ikke kun i forbindelse med studiestart,da det for en del studerendes vedkommende først er i løbet af studietiden, at funktionsnedsættelsenopstår eller erkendes. Den nuværende informationsindsats må ud fra denne undersøgelse karakteriseressom stærkt kritisabel.I selve rapportens kapitel 6 kommer der en række konkrete forslag fra respondenter i undersøgelsenpå, hvordan vejledningsindsatsen kan forbedres. Det skal dog siges, at når de studerende først harmodtaget vejledning, så er over 80 procent tilfredse med den.6. Hurtigere ekspeditionstid fra SPS-vejlederne ved behandling af ansøgninger omSpecialpædagogisk støtteDet er især studerende med læse eller sanseproblemer, der modtager Specialpædagogisk Støtte (SPS).En gennemgående oplevelse af ansøgninger til SPS-støttesystemet er, at behandlingen opleves somværende for langsom. De studerende søger om forskellige former for støtte (hjælpemidler, instruktor,tolke el. lign.) i starten af et semester, men får undertiden først denne tildelt, når semesteret stort seter afsluttet. SU-styrelsen har en målsætning om, at 80 procent af alle ansøgninger skal være behandletindenfor en måned efter de har modtaget ansøgningen elektronisk fra uddannelsesstedet. De studerendederimod oplever ventetiden som langt længere. 29 procent har ventet 2 måneder, og 50 procenthar ventet 3 måneder eller mere. De studerende med handicap vurderer klart, at længere ventetidernegativt påvirker deres evne til at følge undervisningen på lige fod med andre studerende, og studerende,der ventet 3 måneder eller mere er stærkt negative overfor ansøgningsproceduren for SPS. Deter især et problem i perioder omkring eksamen/sygeeksamen, hvor et hurtigt svar er afgørendeSU-styrelsen peger på, at 85 procent af alle ansøgninger behandles indenfor 31 dage. Så når de studerendeoplever så lange ventetider skyldes det problemer andre steder i systemet. De studerende opleverogså den ventetid, der fi ndes mens en SPS-vejleder laver indstillingen, før eksempelvis hjælpemidlerog materiale bestilles samt ventetiden hos leverandørerne. Der er derfor brug for en skærpet indsatspå uddannelsesinstitutionerne for at gøre SPS-vejledernes ekspedition hurtigere, og der bør stillesskærpede krav til en tilsvarende hurtigere ekspedition fra leverandørerne.En løsning er, at processen omkring ansøgninger og vejledning skal kunne starte på uddannelsesinstitutionerneallerede før studiestart eller semesterstart. Det forudsætter imidlertid, at det er muligt atkomme i kontakt med SPS-vejledere på uddannelsesinstitutionerne i sommerferien. Uddannelsesinstitutionernebør i deres ferieplanlægning sikre, at dette er en mulighed. Modsat i dag, hvor administrationenfl ere steder stort set er lukket igennem en stor del af sommerperioden.SU-styrelsen peger på, at et andet problem er, at ansøgninger ofte mangler nødvendig dokumentationfra speciallæger, hospitaler etc. Her er der behov for bedre vejledning og større viden om ansøgningernesudformning hos SPS-vejlederne på institutionerne. Et forhold, som uddannelsesinstitutionernebør tage hånd om.Flere SPS vejledere og mere tid ville gøre SPS-vejledningen mere effektiv. De fl este SPS-vejledere,vi har talt med i forbindelse med undersøgelsen er godt klar over problemerne, men synes ikke at haveressourcerne til at afhjælpe problemerne.7. Hurtigere ekspeditionstid og bedre vejledning i forbindelse med ansøgning omhandicaptillægNår det drejer sig om ansøgning til handicaptillæg opleves det som en meget besværlig og langsommeligproces for de studerende med handicap. Samtidig oplever de, at det kræver stor vedholdenhedfor overhovedet at få støtte. Først og fremmest ventetiden er et problem for fl ere. Omkring 40 procentfi k tildelt handicaptillæg efter mindre end 2 måneder, mens lidt over 40 procent måtte vente 4måneder eller længere. Ventetid opleves som et stort problem, fordi det skaber usikkerhed i forholdtil om de unge kan klare studiet, og gør dem afhængige af støtte fra forældre og andre, der er villigetil at støtte dem økonomisk. Ikke overraskende er det da også de studerende, der har ventet 4 månedereller mere, der er mest utilfredse med ansøgningsproceduren til handicaptillæg.SU-styrelsens vurdering er, at ventetiden kunne nedsættes gennem bedre ansøgninger, da mange indsenderansøgninger med mangelfuldt bilagsmateriale i form af eksempelvis for gamle eller mangelfuldeudtalelser fra læger, sygehusvæsen etc. Dette forudsætter imidlertid, at den studerende, evt. i samarbejdemed en vejleder bruger tid og ressourcer på at udarbejde mere fyldestgørende ansøgninger.Der er altså behov for tilbud om bedre vejledning i forbindelse med udfærdigelse af ansøgninger omhandicaptillæg og herunder også tildeling af ressourcer til dette fra uddannelsesinstitutionernes side.I forhold til SU-styrelsens behandling er det et særligt problem, at der er en ekspeditionstid på minimumtre måneder i Arbejdsskadestyrelsen. Det kunne tyde på, at der er behov for, at man fra statsligside undersøger alternative metoder eller steder, der kunne varetage opgaven med at vurdere gradenaf nedsat erhvervsevne hos ansøgerne.8. Forbedring af den fysiske tilgængelighed på uddannelsesinstitutionerneDer er meget stor forskel på den fysiske tilgængelighed på de forskellige uddannelsesinstitutioner, påhvor meget plads der er til de nødvendige hjælpemidler i lokalerne og på mulighederne for, at studerendemed eksempelvis funktionsnedsættelser indenfor mobilitet kan komme rundt mellem lokalerneindenfor tidsrammen. Det kan også være det forhold, at der simpelthen er for koldt i lokalerne, hvilketeksempelvis gør at studerende med gigt har svært ved at følge undervisningen.Ser man på pladsen til hjælpemidler i lokalerne, så er omkring 40 procent utilfredse med pladsen ilokalerne til hjælpemidler. Først og fremmest er der brug for en indsats på Københavns Universitet,Copenhagen Business School og RUC, hvor mellem 55 og 75 procent er utilfredse eller stærkt utilfredse.Sammenlignet med de øvrige videregående uddannelser er det meget tydeligt, at der er særligeproblemer på de tre universiteter. Det kan være, at der ikke er mulighed for at medbringe egne nødvendigeergonomiske borde og stole, problemer med at få plads til nødvendige computere eller andet.Især er mangel på fl eksibilitet og forståelse fra administrationens side et problem.Ser man på adgangen til hjælpeudstyr i lokalerne, så er der endnu større problemer. Omkring halvdelener utilfredse. Igen er det Københavns Universitet og CBS, hvor der er størst problemer, men ogsåpå Aarhus Universitet er der stor utilfredshed. I særlig grad efterlyses, at undervisere bruger mikrofon,og at der installeres teleslyngeanlæg. Det er et forhold som uddannelsesinstitutionerne bør bringei orden.Generelt er der gode muligheder for at have en hjælper eller tolk med overalt på studiet. Igen er detdog Københavns Universitet, hvor der er størst problemer, da knap 30 procent er utilfredse med deeksisterende muligheder.Det ville være en klar forbedring for studerende med funktionsnedsættelse, hvis adgang til forelæsningernevia internet blev gjort mere udbredt. Her er der dog et særligt problem, idet mange af uddannelsesinstitutionerneshjemmesider og intranetforaer ikke er lavet så de er tilgængelige for studerendemed handicap. De studerende har eksempelvis ikke mulighed for at bruge deres oplæsningsprogrammereller andet kompenserende udstyr. Det er en problematik som uddannelsesinstitutionerne børforholde sig til.Generelt er der altså problemer af forskellig art på de fl este uddannelsesinstitutioner, som de børforholde sig til. Eksempelvis i forbindelse med deres studiemiljøundersøgelser. I kapitel 7 er der enmere detaljeret gennemgang af dette.9. Studierne skal gøre en indsats for at studerende med handicap i højere grad deltageri faglige arrangementerOmkring halvdelen af de studerende med handicap deltager sjældent eller aldrig i faglige arrangementerved siden af den obligatoriske undervisning på deres studie. Det er i særlig grad de studerendemed psykiske funktionsnedsættelser, sygdomme eller mobilitetsnedsættelser, der ikke deltager. Enstor del vurderer, at de ville deltage oftere i faglige arrangementer, hvis det ikke var for deres funktionsnedsættelse.Der er samtidig en tydelig sammenhæng mellem deltagelsen i de faglige arrangementer,og hvorvidt de studerende føler sig som en del af et større fællesskab på deres studie.Udover de rent faglige input, tyder det på, at deltagelse har en væsentlig betydning for den generelletrivsel for de studerende. Derfor bør de enkelte studier se på, hvordan man lokalt kan få en størreandel af de studerende med handicap til at deltage i de faglige arrangementer.10. Studierne skal gøre en indsats for at få studerende med handicap til at indgå ilæsegrupperEn faktor, der har sammenhæng med deltagelsen i faglige arrangementer, er hvorvidt de studerendeindgår i en læsegruppe til daglig eller ej. Deltagelse i en læsegruppe har samtidig betydning for, hvorstor en andel af den almindelige undervisning de studerende med handicap deltager i. Det har ogsåen stor betydning for om de studerende med handicap føler sig ensomme på deres uddannelser. Mereend dobbelt så mange af de studerende, der ikke indgår i en læsegruppe til daglig føler sig oftere ensommepå studiet.Det er imidlertid kun omkring en tredjedel af de studerende med handicap, der indgår i en læsegruppetil daglig. Det er især studerende med psykiske lidelser, udviklingsforstyrrelser og sygdomme, derikke indgår i læsegrupper. Over halvdelen indgår i læsegrupper i eksamensperioder, men igen er detnæsten 60 procent af de studerende med psykiske funktionsnedsættelser, der står uden læsegruppe.Andelen af studerende, der ikke indgår i en læsegruppe, skal ses i forhold til at omkring 45 procentaf dem, der ikke indgår i en læsegruppe til daglig, faktisk ville ønske, at de gjorde det. Endnu meretydeligt er problemet op til eksamen, hvor ca. 60 procent af dem som ikke har en læsegruppe villeønske de havde. Det er især studerende med fl ere handicap, der gerne ville indgå i læsegrupper.Set blandt de studerende, der indgår i læsegrupper, så er trefjerdedele af disse læsegrupper dannetaf de studerende selv. Det er mindre end en fjerdedel, der er dannet på initiativ af studiet. Talleneunderstreger, at man på lokalt på studierne fra både underviserside og fagrådene burde gøre en størreindsats for at få nedsat læsegrupper blandt de studerende og få de studerende med handicap til atindgå i disse.11. Bedre information om dispensationsmulighederDet store fl ertal af de studerende har ikke søgt om dispensation i forbindelse med den daglige undervisning(over 90 procent). En noget større del har søgt om dispensationer i forbindelse med eksamen(ca. 30 procent). Generelt er de studerende, der har fået dispensation tilfredse med dispensationsmulighedernei forbindelse med undervisning og eksamen. Men det skal ses i forhold til at så forholdsvisfå benytter sig af disse muligheder. Mere end trefjerdedele af de studerende med handicap har ikkemodtaget vejledning om mulighederne for dispensation i forbindelse med eksamen eller undervisning.Det gælder først og fremmest de studerende med psykiske funktionsnedsættelser eller kroniskesygdomme. Over 70 procent af de studerende, der ikke har modtaget vejledning om dispensationsmuligheder,har ikke haft kendskab til mulighederne for vejledning. Det er samtidig karakteristisk,at de studerende der har modtaget vejledning, alt overvejende selv har opsøgt denne. Disse markantetal skal ses i forhold til, at 40 procent af de studerende med handicap føler de mangler dispensationsmuligheder.I forlængelse af det generelle problem med manglende information til studerende med handicap understregerdet endnu engang, at der er behov for en langt større informationsindsats fra uddannelsesinstitutionerneoverordnet såvel som fra de enkelte studiers side om dispensationsmulighederne forstuderende med handicap.12. Problemer med at få undervisningsmateriale i tideOverordnet set er de studerende med handicap på den ene side glade for at studere, men samtidigoplever 60 procent at de ugentligt eller fl ere gange om måneden har problemer med at få det fuldeudbytte af undervisningen på grund af deres funktionsnedsættelse. Der er en række forskellige problemer,der er skyld i dette.Ser man på andre problemer i forbindelse med studiet, er det især tydeligt, at studerende med handicaphar problemer med at få undervisningsmateriale på f.eks. digitalt medie, lydbånd mv. i tide. Det eret problem, som især berører studerende med funktionsnedsættelser indenfor sanser og kommunikationeller dysleksi, hvor 60 procent enten ugentligt eller fl ere gange om måneden har problemer meddette. Det er altså et konkret og udbredt problem, som uddannelsesinstitutionerne bør tage hånd om.13. Problemer med den sociale tilgængelighed på studierneDet store fl ertal af de studerende med handicap, oplever at deres funktionsnedsættelse har en negativindfl ydelse på deres deltagelse i det sociale liv på studiet. De studerende med handicap føler sigoftere ensomme end andre studerende. Omkring halvdelen føler sig ofte eller af og til ensomme. Destuderende med handicap beskriver samtidig selv det sociale liv på studiet som et arbejde, der tagermegen tid, plads og ressourcer. Det er især de studerende med psykiske funktionsnedsættelser, mobilitetsnedsættelsereller sygdomme, som døjer med ensomhed på studierne.Omkring halvdelen af de studerende med handicap deltager meget sjældent eller aldrig i fester ellercafe-arrangementer på deres studier. Det er især de studerende med psykiske funktionsnedsættelser,sygdomme eller funktionsnedsættelser knyttet til nedsat mobilitet, som bliver væk fra de sociale arrangementerpå studierne. For fl ertallet af disse studerende er det funktionsnedsættelsen, som er årsagtil dette.Et problem er, at mange af de sociale arrangementer er knyttet til større folkemængder eller megetalkohol, og det gør, at de sjældent deltager i den type arrangementer. En løsning kunne være, at deaktive studerende på de enkelte fag ved siden af fredagsbarer og fester også lavede fl ere mindrecafeagtige arrangementer og fagdage. Da det er studerende, der organiserer de fl este sociale aktiviteterpå de enkelte fag, er dette selvsagt noget, der bør tages hånd om fra de lokale studenterråd ogfagråds side som interesseorganisationer for alle de studerende.14. Formidling af studiejob og bedre vejledning om mulighederne for praktikIndenfor mange videregående uddannelser, er et relevant studiejob en væsentlig forudsætning for atfå et arbejde indenfor sit fagområde. Det giver praktiske erfaringer som afgørende supplerer den formaliseredeundervisning fra studiet. Trefjerdedele af de studerende med handicap peger da også på, atdet er vigtigt at have et studierelevant arbejde ved siden af studiet. Men kun lidt over halvdelen af destuderende med handicap har haft et studiejob under uddannelsen, og det er kun omkring halvdelen afdisse, hvor det har været studierelevant (knap 30 procent af alle adspurgte). Den halvdel, som ikke harhaft et studiejob, peger på, at de simpelthen ikke har tid til at have et studiejob og varetage en uddannelsesamtidig med at de har en funktionsnedsættelse (knap 80 procent) eller at de ikke har mulighedfor at have et erhvervsarbejde på grund af funktionsnedsættelsen (ca. 60 procent).Tallene understreger, at der er behov for, at der gøres en særlig indsats for at formidle studierelevanterhvervsarbejde til studerende med handicap og for at man på uddannelsesinstitutionerne og de enkeltestudier vejleder denne gruppe om mulighederne for lønnet og ulønnet praktik i løbet af studietiden,så de også indenfor dette område ligestilles med deres medstuderende.15. Forholdene for studerende med handicap er et ansvar for både uddannelsesinstitutionerne,underviserne og studenterbevægelsenOmkring 60 procent af de studerende med handicap oplever, at deres funktionsnedsættelse har ennegativ indfl ydelse på deres evne til at gennemføre deres uddannelse på lige fod med andre studerende.Omkring 40 procent af de studerende med handicap føler sig samtidig ikke som en del afet større fællesskab på deres studie. Det er især de studerende med psykisk funktionsnedsættelse,sygdomme eller funktionsnedsættelser knyttet til mobilitet, der ikke føler sig som en del af et størrefællesskab. Det er helt entydigt sådan, at jo mindre de studerende med handicap føler sig som en delaf et større fællesskab på deres studie, jo oftere overvejer de at stoppe på det pågældende studie.Det er et fælles ansvar for både uddannelsesinstitutionerne, underviserne og studenterbevægelsen atarbejde for at alle studerende ved landets universiteter får gode vilkår for at gennemføre deres uddannelse.Det har været grundlaget for at skrive denne rapport og for de 14 anbefalinger vi har skitsereti det ovenstående.Derfor er rapportens generelle og entydige opfordring, at uddannelsesinstitutionernes ledelser ogadministration, underviserne og studenterbevægelsen tager hånd om de problemer og udfordringer,der ligger i at skabe uddannelsesmiljøer hvor ligestilling for studerende med handicap også er enrealitet.__