Forside
Om HSK
Rådgivning
Nyheder
Artikler
HSK-Nyt
Links
Kontakt
Artikler

Arbejdsmarkedskomissionen udøver hetz

27.11.2009 af Vivi Kløcker[]

  

Landsformand:

Arbejdsmarkedskommissionen

udøver hetz

Artikel bragt i Blindesagen nr. 5 

Landsformanden for Dansk Blindesamfund raser over rapport fra SFI og især forslagene fra Arbejdsmarkedskommissionen, som han kalder for ’et stykke liberalistisk bestillingsarbejde’. Repræsentant fra Arbejdsmarkedskommissionen står uforstående over for anklagerne.

Af journalist Nana Toft

Landsformanden for Dansk Blindesamfund er vred. Efter fyrre minutters interview, hvor han i stærke vendinger har kritiseret det Nationale Forskningscenter for Velfærds (SFI) nyeste rapport om helbredstilstanden blandt folk med funktionsnedsættelser og ikke mindst Arbejdsmarkedskommissionens forslag til offentlige besparelser, afslutter han med ordene: ”Jeg har ikke mere at sige. Nu har jeg fået lukket min galde ud.”

Baggrunden for vreden er to konkrete rapporter: Arbejdsmarkedskommissionens rapport ”Velfærd kræver arbejde” og SFIs undersøgelse om folk med funktionsnedsættelser og deres helbredsmæssige udvikling fra 19952008, som er udarbejdet sideløbende med Arbejdsmarkedskommissionens rapport(*)

Skærer alle over én kam

SFIs undersøgelse får af landsformanden hug for at være for generaliserende og skære de fleste handicapgrupper over én kam. Læser man undersøgelsen igennem, kan det være svært at isolere enkelte handicapgrupper eller folk med forskellige funktionsnedsættelser.

Blinde bliver i flere omgange omtalt i sammenhæng med folk uden ben eller arme eller med folk med adfærdsmæssige forstyrrelser. Ligesom der kan sås tvivl om datagrundlaget, da folk med synsnedsættelser udgør den mindste gruppe i undersøgelsen; kun 19 personer med synshandicap er repræsenteret i undersøgelsen.

”Vi (folk med handicap, red.) er ikke bare en grå masse. Det, der virker for kørestolsbrugere, virker ikke nødvendigvis for blinde. Vi har som udgangspunkt helt andre problemstillinger,” lyder det fra landsformand Thorkild Olesen.

Hvad kan I bruge rapporten til?

”Kun til at bekræfte dét, vi har vidst i 20 år. At beskæftigelsessituationen ikke er forbedret. Ellers synes jeg, det er problematisk, at datagrundlaget er så lille. Men det største problem er, at datagrundlaget er baseret på selvvurderinger (alle deltagere har skullet svare på over 100 spørgsmål om, hvorvidt de kan udføre forskellige aktiviteter i deres dagligdag, red.). Det er et generelt problem i alle SFI-rapporter, og det gør ikke undersøgelsen mere troværdig,” lyder det.

Fra SFI anerkender man, at datagrundlaget – især med henblik på synshandicappede – 'er behæftet med meget stor usikkerhed', som seniorforsker – og projektleder bag pågældende undersøgelse – Jan Høgelund udtaler, der dog samtidigt understreger, at alle spørgsmål til deltagerne i undersøgelsen har været til helt konkrete ting i dagligdagen:

”Til de fleste ting omkring de syv dimensioner (arme, hænder, ben, syn, hørelse, intellekt og adfærd, red.) har spørgsmålene været funktionsrelateret. I stedet for at spørge; hvad er din egen opfattelse af ... og give lav, middel og høj som svarmulighed, spørger vi helt konkret ind til, hvorvidt personerne er i stand til at udføre konkrete aktiviteter,” forklarer Jan Høgelund.

Men Thorkild Olesen synes stadigvæk, at undersøgelsen har et indbygget problem.

”Undersøgelsen lader det være op til den enkelte person selv at vurdere sin egen helbredsmæssige tilstand. Det er der flest ulemper ved, fordi man ikke får en ordentlig vurdering af graden af funktionsnedsættelsen. Det bliver alt for subjektivt,” lyder det.

Landsformand: Kommission skaber nyt proletariat

Men det er især Arbejdsmarkedskommissionens rapport, der får landsformanden til at tale med store bogstaver. Især forslagene, der omhandler førtidspension og fleksjob, får ham op af stolen. ”Det ligner et stykke liberalistisk bestillingsarbejde,” lyder det fra Thorkild Olesen.

I forslagene fra Arbejdsmarkedskommissionen lyder det, at ”Fleksjobordningen skal omlægges, så ordningen i højere grad bliver rettet mod mennesker med en lille arbejdsevne. Samtidig skal det indrettes, så fleksjobberen får en tilskyndelse til at arbejde mere, hvis arbejdsevnen forbedres” (Kommissionen foreslår blandt andet et 'særligt midlertidigt beskæftigelsesfradrag, hvis man tager et ustøttet arbejde', red.) Især ordet 'tilskyndelse' er triggerordet hos landsformanden.

”Når kommissionen taler om at gøre den her ordning mere dynamisk, så taler de om den enkeltes økonomiske formåen. Man sørger nu for, at fleksjobbere bliver det nye proletariat i Danmark. Tankegangen fra kommissionens side er, at 'hvis vi nu trykker dem lidt på pengepungen, så bliver de mere raske'.”

”Det er en liberalistisk tilgang til, hvad folk er i stand til. Vi risikerer, at folk bliver syge, fordi de føler, de skal overpræstere. Eller at de får så lav en løn, at de ikke overlever. Så er der jo ikke nogen, der vil arbejde,” lyder det fra landsformanden, der opfordrer kommissionen til at 'lade den her gruppe mennesker i fred'.

”Jeg synes, vi skal have ro på det her område. Giv nu de folk den førtidspension. Nu må kommissionen stoppe. Det er ren hetz,” lyder det.

Professor: Landsformand har djævlens briller på

Professor Peder J. Pedersen sad med i Arbejdsmarkedskommissionen og var med til at udarbejde rapporten. Han står helt uforstående over for den voldsomme kritik.

”Jeg er helt uenig. Vi er ni uafhængige personer i kommissionen og laver altså ikke liberalistisk bestillingsarbejde. Vores kommissorium er at lukke et hul, og de her forslag er, efter vores mening, det mest fornuftige, vi kan gøre. Incitamentet er, at den nuværende model ikke giver nogen form for belønning, hvis du anstrenger dig eller bliver mere effektiv. Alle andre lønmodtagere – som ikke er i en fleksordning – får jo også en bedre løn, hvis de forbedrer sig. Det synes jeg også, vi skal give fleksjobberne mulighed for. Jeg synes, landsformanden har taget djævlens briller på, da han har læst den her rapport,” lyder det fra Peder J. Pedersen, der dog samtidigt understreger, at kommissionen fik 'et kommissorium' (en regeringsakt, der har en klart defineret opgave, red.), der undervejs – af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – blev 'forceret', som Peder J. Pedersen forklarer det.

”Vi fik besked på at få flere ind på arbejdsmarkedet. Og så er der kun tilbage – når folk ikke vil røre ved efterlønnen – at få de svage i samfundet til at arbejde mere. Det er en del af motiveringen. Vi blev nødt til at tænke bredt. Jeg vil nødig være polemisk ligesom landsformanden (Thorkild Olesen, red.), men der er ikke tale om et nyt proletariat. Tværtimod er den grundlæggende filosofi i forslagene, at der er og skal være brug for os alle sammen i det her samfund,” lyder det fra kommissionsrepræsentanten.

Men Thorkild Olesen kan ikke genkende den filosofi i kommissionens udspil.

”Hvis de her forslag kommer igennem, så bliver det endnu sværere for blinde at komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg tror, det bliver et spørgsmål om en befolkningsgruppe på konstant overførselsindkomst. En gruppe, der ikke får en chance,” lyder det fra landsformanden.

Begrundet tvivl

Fra Arbejdsmarkedskommissionen lyder det, at ”der skal skabes et alternativ til førtidspension – et såkaldt udviklingsforløb til personer, der aktuelt har en ubetydelig arbejdsevne, men hvor arbejdsevnen potentielt kan forbedres.”

Spørger man Peder J. Pedersen til en præcisering af ordet 'potentielt', lyder det, at 'det er en vurdering, som fagfolk med en professionel fagkundskab udfører, men at kommissionens udgangspunkt blandt andet også var SFIs undersøgelse.

”Undersøgelsen viser, at mange mennesker havde fået det bedre i perioden 1995-2008. De var i bedring. Om det så er det samme, som at deres arbejdskapacitet er blevet bedre, det kan man diskutere. Men det var vores udgangspunkt.

Men undersøgelsen viser mere en polarisering. Godt 40 % er i bedring, og godt 40 % er blevet dårligere. Hvordan kan man basere sine forslag på den ene gruppe – og ikke den anden?

”Vores udgangspunkt er, at vi først og fremmest vil styrke de svage, og at udviklingsforløbet er tænkt som et helt individuelt forløb, og så skal jeg skynde mig at understege, hvilket er en typisk misforståelse, at folk, der allerede har fået tildelt førtidspension eller er i fleksjob, de vil ikke blive påvirket af de her forslag – overhovedet. Det, vi mener, er, at når der er begrundet tvivl om, hvorvidt der er tale om en livsvarig nedsættelse af funktionsevnen, så foreslår vi, at vi prøver alt andet end at tildele førtidspension,” forklarer Peder J. Pedersen.

Kommissionen skriver også i rapporten, at nedsat arbejdsevne ikke skal betragtes som værende en 'permanent tilstand', og at der skal incitamenter til – som vi har talt om – for at have lyst til at arbejde sig ud af sin situation. Men blinde bliver jo ikke lige pludseligt seende igen – hvad med netop den gruppe?

”Nej, men der er sket forbløffende mange ting inden for it de sidste 10 år. Computere med talegenkendelse for eksempel. Det er sjældent, at en blind bliver seende, men det ville ikke forbløffe mig, hvis perfekt talegenkendelse ligger lige om hjørnet. Og her ville et synshandicap så være mindre generende,” siger Peder J. Pedersen.