Forside
Om HSK
Rådgivning
Nyheder
Artikler
HSK-Nyt
Links
Kontakt
Nyheder

Nye Parkeringskort - for undgåelse af misbrug

29.10.2008 af Lotte Pehrsson[hsk@hum.ku.dk]

Fra DH´s - Danske Handicaporganisationer - hjemmeside [www.handicap.dk/brugerservice/parkeringskort-1] har vi "klippet" følgende indlæg:

 

DH udsteder parkingskort til biler

Alle kender symbolet med kørestolen. Når det står malet på en parkeringsplads, betyder tegnet "invalideskilt påbudt". Du må altså kun parkere her, hvis du har det blå invalideskilt - eller det nye parkeringskort - liggende synligt i forruden. Pladsen er reserveret handicappede bilister.

Skiltet og parkeringskortet giver desuden ret til at parkere en lang række andre steder. I nogle byer må man som invalidebilist parkere gratis, hvor der ellers kræves betaling. Hvis der er en tidsbegrænsning på parkering ophæves den ved brug af skilt eller p-kort. Du kan læse mere om parkeringsreglerne herunder.

Parkeringskortet

Det gamle blå skilt med teksten "Invalidevogn" er stadig fuldt gyldigt i Danmark. Men siden 1. januar 2001 har ansøgere fået tildelt et parkeringskort i plast. Der er foto og underskrift på kortets bagside.Det nye kort er udarbejdet efter fælles EU-retningslinjer og har gyldighed i hele EU. Du kan altså med kortet i ruden parkere på handicap-pladserne overalt i Europa. Det kan man ikke med det blå skilt.

Kortets er personligt og skal følge ejeren, men kan til gengæld anvendes i enhver bil. Det gamle blå skilt blev derimod udstedt til én bestemt bil og det må stadig ikke anvendes i andre biler.

Du kan få byttet dit blå skilt til et parkeringskort. Send en mail til [service@handicap.dk] og oplys navn, adresse og bevillingsskrivelsens journalnummer eller cpr-nummer. Du får derefter tilsendt en formular, hvor der skal påsættes foto og underskrift. Ombytningen koster 250 kr.

Hvem kan få parkeringskort?

Samtidig med overgangen til det ny plastikkort blev der indført nye regler for tildeling af invalideskilt / parkeringskort. Kortet udstedes efter ansøgning til:

  • Personer, der opfylder betingelserne for at få støtte til køb af bil i henhold til servicelovens bestemmelser. Har du fået støtte til køb af invalidebil, har du altså også ret til parkeringskortet.
  • Personer, der af amtet er godkendt til at deltage i den individuelle handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede – f.eks. HT's handicapkørsel. Den indsendte dokumentation må højst være et år gammel.
  • Personer med stærkt reduceret gangdistance, varig nedsættelse af funktionsevnen eller lignende helbredsmæssige forhold, der i væsentlig grad forringer eller vanskeliggør
  1. evnen til at færdes,
  2. muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde, eller
  3. muligheden for at gennemføre en uddannelse.

Hvis man ikke selv kører bilen, skal der særlige helbredsmæssige forhold eller særlige omstændigheder til, før man kan få parkeringskort.

Kortet kan ikke (som det gamle blå skilt) udstedes til institutioner. Hvis en minibus fra en institution skal parkeres på en handicap-plads, så skal en af passagererne altså have fået tildelt et parkeringskort. Men har institutionen et af de gamle blå skilte, så gælder det stadig.

Ansøgning om parkeringskort

Kun hvis du tilhører den sidste gruppe fra forrige afsnit, behøver du en lægeerklæring på skemaet. Har du fået bevilget invalidebil, skal du vedlægge kopi af bevillingsskrivelsen. Er du godkendt til amtets handicapkørsel, skal du vedlægge kopi af den sidste godkendelse, der højst må være et år gammel.

Skemaet indsendes til Invalideorganisationernes Brugerservice. Parkeringskortet koster 425 kr. – fornyelser 250 kr. Kortet er gyldigt i 10 år.

Du må regne med en vis sagsbehandlingstid, fra vi har modtaget din ansøgning, til du får et svar.

Se evt. mere på [www.handicap.dk]