Motivation ....................................................................................................................................................4

Hvad vil det sige at være handicappet? ............................................................................................5

De fire danske handicappolitiske principper .................................................................................6

Metodisk grundlag ................................................................................................................................. 10

Det kvalitative interview...................................................................................................................... 11

Interviewteknik i praksis ..................................................................................................................... 12

Validitet i det kvalitative interview. ................................................................................................ 13

Indledning til teoriafsnittet................................................................................................................. 14

Magt, viden og subjektivitet................................................................................................................ 15

Viden............................................................................................................................................................ 15

Subjektivering.......................................................................................................................................... 16

Foucault og handicap............................................................................................................................ 16

Normalisering .......................................................................................................................................... 17

Disciplinering ........................................................................................................................................... 17

Eufemiseret magt ................................................................................................................................... 17

Sandhedsregime...................................................................................................................................... 18

’Den anden’................................................................................................................................................ 18

Biomagt....................................................................................................................................................... 18

Formål ......................................................................................................................................................... 19

Felt ................................................................................................................................................................ 20

Magtens felt............................................................................................................................................... 20

Kapitalformer........................................................................................................................................... 21

Symbolsk kapital..................................................................................................................................... 21

Habitus ........................................................................................................................................................ 22

Doxa.............................................................................................................................................................. 22

Symbolsk Vold ......................................................................................................................................... 23

- 2 -

Fysisk kapital............................................................................................................................................ 24

Formål ......................................................................................................................................................... 25

Teorifelt ...................................................................................................................................................... 25

Frontstage og backstage...................................................................................................................... 26

Roller............................................................................................................................................................ 26

Selvopretholdelse................................................................................................................................... 27

Facework.................................................................................................................................................... 27

Stigma.......................................................................................................................................................... 28

Interviewguide ........................................................................................................................................ 30

Informanterne.......................................................................................................................................... 31

Udvælgelseskriterier............................................................................................................................. 32

Udgangspunkt for mødet ..................................................................................................................... 34

Tema 1: Oplevelse af fordomme ....................................................................................................... 35

Tema 2: Mødet ......................................................................................................................................... 37

Det gode møde......................................................................................................................................... 37

Det dårlige møde..................................................................................................................................... 38

Tema 3: Socialrådgiveren .................................................................................................................... 39

Den gode socialrådgiver ....................................................................................................................... 40

Den dårlige socialrådgiver.................................................................................................................. 41

Tema 4: Socialrådgiveren og systemet .......................................................................................... 44

Tema 5: Systemet ................................................................................................................................... 48

Tema 6: Strategi og styrke................................................................................................................... 52

- 3 -

Tema 7: Eksistentielt ............................................................................................................................. 53

- 4 -

INDLEDNING

Dette speciale beskæftiger sig med mennesker med fysiske handicap og deres livsvilkår.

Mere specifikt handler det om deres møde med socialsystemet. Hvad oplever de på disse

møder? Bliver de behandlet rimeligt og ligeværdigt, eller gør deres handicap, at deres

selvbestemmelse og identitet som menneske tilsidesættes? Vi tager os rigtig godt af

mennesker med handicap i Danmark i forhold til resten af verden. Vi er verdensmestre i

at sikre lige anstændige inkluderende vilkår for mennesker med handicap. Vores

velfærdsstat skal hjælpe mennesker med handicap til at blive inkluderet, og der er en

kontinuerlig diskussion om, hvordan minoriteter, som mennesker med handicap, skal

have mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med alle andre.

Motivation

Historien om Rasmus Broberg fra Gladsaxe Kommune er et godt billede på, hvor

vilkårligt sagsbehandlingen i forhold til mennesker med handicap kan være. Rasmus

Broberg har muskelsvind og er helt afhængig af andres hjælp døgnet rundt. Men han fik

af kommunen kun tildelt 16 times hjælp om dagen, hvilket medfører, at han i 8 timer om

natten ikke kan vende sig eller komme på toilettet, og at han også er blevet pålagt en fast

sengetid klokken 22. Som ungt menneske, der ønsker at deltage i aktiviteter med andre

unge, er denne faste sengetid selvfølgelig en stor hæmsko.

Denne sag motiverede mig til at dykke mere konkret ned i situationer, hvor mennesker

med handicap møder systemet. Der er denne sag og andre lignende sager, hvor

Københavns Kommunes borgerrådgiver gentagne gange gør kommunen opmærksom på

uhensigtsmæssig sagsbehandling. Men intet bliver ændret til fordel for de mennesker, der

rent faktisk er afhængige af forandring, for at få en oplevelse af et tilfredsstillende,

selvstændigt liv.

På den baggrund vil jeg undersøge hvilke forhold, der gør sig gældende for mennesker

med handicap i mødet med socialsystemet og disse menneskers adgang og tilgang til det

danske samfund. Jeg vil gøre opmærksom på uhensigtsmæssige mekanismer for dermed

at bidrage til bevidstgørelse af befolkningen og faggrupper, og dermed bidrage til større

grad af inklusion af mennesker med handicap i det danske samfund. Det overordnede

formål med at belyse området er altså at ændre det bestående til det bedre – en

bevidstgørelse for alle grupper, der har med handicap at gøre. Konkret betyder dette

mennesker med handicap samt folk, der arbejder med mennesker med handicap, men

også hele samfundet som sådan.

- 5 -

PROBLEMFELT

Hvad vil det sige at være handicappet?

For at undersøge mennesker med handicap må man først afgøre, hvad et handicap er, og

hvem der tæller som havende et handicap. Man kan overordnet skelne mellem to

definitioner af begrebet handicap: Den medicinske versus den relationelle definition.

Disse betegnes også den personorienterede versus den miljømæssige definition

(Bengtsson 2008:43).

Denne definition er personorienteret og ser handicap som et personligt problem, der

opstår som direkte følge af en sygdom, ulykke eller et medfødt handicap. Det er en

handicapopfattelse, som efterhånden ikke bruges længere i hverken dansk

handicapforskning eller dansk handicappolitik. Dette handicapbegreb lægger sig op ad

behaviorismen, hvor et handicap defineres som modpol til dét at være rask, og kan måles

og konstateres ved hjælp af en objektiv metode. Der forsøges så vidt muligt fra statens

side at kompenseres for individets mangler, således man kan assimileres til

majoritetssamfundet. En sådan definition anskuer altså alene begrebet handicap ud fra en

fysisk/biologisk synsvinkel og medtager ikke det faktum, at det er forskellen mellem

menneskets forudsætninger og samfundets krav og indretning i en social- eller

samfundsmæssig situation, der skaber selve handicappet.

Lige Muligheder for Handicappede og lyder:

Definitionen skelner således mellem handicap og funktionsnedsættelse.

Funktionsnedsættelse refererer i den forbindelse til en biologisk dysfunktion, og handicap

refererer til en eksklusionsproces, hvor samfundet ikke har levet op til sit ansvar (Sandvin

2004:125-127). Handicap konstrueres i en social kontekst. Det relationelle

handicapbegreb indfører en distinktion mellem funktionsnedsættelse og handicap, hvor

ikke alene er givet i kraft af en funktionsnedsættelse, handicappet bliver først til, når en

person på grund af sin funktionsnedsættelse møder en barriere eller begrænsning i mødet

med omverdenen. Den relationelle handicapdefinition tildeler dermed samfundet et større

ansvar for at inkludere personer med funktionsnedsættelse, og samfundets mangler skal

- 6 -

undgå formationen af kausale sammenhænge, så organskade og den deraf følgende

funktionsnedsættelse ikke udmønter sig til et handicap. Handicapforskerne Bengtsson et

al. fastslår, at når man vil undersøge vilkårene for personer med handicap, må

perspektivet være den relationelle definition, da man er interesseret i at evaluere

behovene og mulighederne (Bengtsson et al. 2004:9). Således er den relationelle

definition anvendt som det teoretiske fundament til at undersøge forholdene for personer

med handicap. Handicap er altså ikke en egenskab ved personen, men ved situationen.

Det giver ikke mening at sige, at en person i almindelighed er ‘handicappet’, og man kan

således ikke dele mennesker op i handicappede og ikke-handicappede. Jeg har derfor

valgt at bruge termerne ‘funktionsnedsættelse’ og ‘mennesker med handicap’, når jeg

refererer til informanterne i min undersøgelse.

De fire danske handicappolitiske principper

Siden 1993 har vi i Danmark haft fire grundlæggende handicappolitiske principper, som

blev indført med folketingsbeslutningen B43 i 1993. Principperne henstiller til, at alle

private og offentlige institutioner efterlever disse principper. Samtidig etablerede man

Center for Ligebehandling af Handicappede (CLH), som skulle følge udviklingen på

området.

De fire handicappolitiske principper er:

• Kompensationsprincippet

• Ligebehandlingsprincippet

• Sektoransvarlighedsprincippet

• Solidaritetsprincippet

Samfundet forsøger at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af den nedsatte funktion

mest muligt ved hjælp af forskellige ydelser og hjælpeforanstaltninger (individorienteret).

Alle skal sikres lige muligheder for at udvikle sit eget potentiale. Dette fordrer egentlig

forskelsbehandling, da forskellige mennesker har behov for forskellige ydelser for at

kunne udvikle sit fulde potentiale.

Myndighed, organisation eller virksomhed har ansvaret og forpligtelsen til at levere

ydelser, finansiering, tjenester og service, som kommer borgere i almindelighed til gode,

til mennesker med en funktionsnedsættelse.

- 7 -

Alle ydelser betales solidarisk via skattesystemet. Tildelingen af kompensation er derfor i

princippet gratis og uafhængig af økonomisk og social situation.

I mange år har mennesker med handicap måttet leve med det, man kunne kalde ’de gode

viljers vej’ (www.handicap.dk). Man har altså skulle spørge pænt, når man ønskede

forbedringer, også kaldet ’hatten i hånden’. Man må konstatere, at denne fremgangsmåde

ikke har medført den udvikling, som man kunne have ønsket sig. Der er fortsat eksempler

på, at mennesker med handicap oplever såvel direkte som indirekte diskrimination, at

man ikke kan tage del i samfundslivet på lige fod med andre borgere, og at man ikke

kompenseres i tilstrækkelig grad for sit handicap. Danmark har nu underskrevet den nye

FN-menneskerettighedskonvention, som efter ratifikationen i 2009, i hvert fald på

papiret, vil sikre mennesker med handicap de samme menneskerettigheder som alle andre

borgere. FN-konventionen er et vigtigt signal om, at den rette kompensation og

ligebehandling er en menneskeret, og at Danmark nu bliver nødsaget til at tilrette

lovgivningen efter dette.

BAGGRUND FOR PROBLEMFORMULERING

Jeg har valgt at koncentrere mig om det konkrete møde mellem det sociale system og

mennesker med handicap. Dels fordi jeg har en forestilling om, at velfærdssystemet sikrer

mennesker med handicap, men rent faktisk ikke ved om det lykkes, dels fordi systemet er

en instans i samfundet, der har magt til at definere og positionere mennesker med

handicap.

Jeg har valgt at afgrænse mit felt til at beskæftige sig med mødet mellem socialrådgiveren

og mennesket med handicap. Jeg vil se på hvilke sociale strukturer, der opstår, og hvilke

italesættelser, der kommer frem i dette møde, hvad det er udtryk for, og hvordan en sådan

italesættelse kan opleves. I ethvert møde mellem mennesker, mener jeg, at der er tale om

positioneringer og spejlinger af deltagernes selv. Vi er som udgangspunkt sociale væsner,

der bruger meget energi på at tilpasse os og forhandle forhold indbyrdes. Det er

interessant for mig at se på, hvordan man oplever sig selv i dette møde mellem system og

klient. Hvilke roller vil udspille sig, og er der nogle gennemgående temaer i mødet, som

er med til at fastholde disse roller – positive som negative? Har man en følelse af

samhørighed og ligeværdighed i mødet, eller er der nogle uhensigtsmæssige magtforhold,

som udspiller sig? Jeg er interesseret i at fokusere på dette møde og anskueliggøre

forskellige aspekter af mennesker med handicaps møde med omverdenen.

Jeg har valgt at fokusere på mødet med socialrådgiveren, fordi socialrådgiveren er den

instans i velfærdsstaten, der direkte forholder sig til og forsøger at hjælpe borgerne i

- 8 -

samfundet. Det gælder forskellige økonomiske ydelser og formelle krav og tilbud, men

også til at blive en del af for eksempel arbejdsmarkedet eller andet socialt netværk.

Socialrådgiveren forsøger at hjælpe og gøre en forskel for mennesker, der har behov for

velfærdssamfundets ydelser, og repræsenterer herved en tilgang til mennesker med

handicap, som skulle sikre ligeværd, respekt og inklusion.

Det er vigtigt, at en socialrådgiver forstår at tale med mennesker, så man føler sig hørt og

respekteret. Kommunikation og aktiv lytning er også en væsentlig del af

socialrådgiveruddannelsen. Der er en udbredt forståelse af socialrådgivere som et

menneske, der gerne vil hjælpe i samfundet, gøre en social indsats for mennesker, der

måtte have brug for støtte eller hjælp. En socialrådgiver skal også forholde sig juridisk og

økonomisk til sin klient. Der er naturligvis ikke tale om ubegrænset støtte, men derimod

er der en række love og nogle økonomiske begrænsninger, som skal tages med ind i et

forsøg på at støtte en borger. Ud fra dette perspektiv omkring socialrådgiverens rolle i

samfundet, synes jeg, det er væsentligt at dykke ned i, hvad der så rent faktisk sker, når

en borger, i dette tilfælde et menneske med handicap, opsøger en socialrådgiver. Jeg

forestiller mig, at man som socialrådgiver kan være drevet af den gode gerning, men

bliver presset af trang økonomi og ufleksibel lovgivning, og dette vil have indvirkning på,

hvordan man går til sine klienter. Det er klart, at der i et samfund må være begrænsninger

og kompromisser.

På den anden side har jeg valgt mennesker med fysiske handicap, fordi jeg mener, at

denne gruppe repræsenterer en gruppe, der har mulighed for at være fuldt ligeværdigt

inkluderet i samfundet – i hvert fald i teorien – da deres kognition og intelligens er lige så

varieret og funktionsdygtig som alle andres. Ved at forskellen er så lille, vil man i højere

grad kunne skelne mellem, hvad der måtte være handicaprelateret, og hvad man kunne

tilskrive almindelig menneskelig interaktion. I al menneskelig interaktion indgår der

social positionering, spejling af sit selv, forhandlinger med mere, men hvor adskiller det

at være menneske med handicap sig så fra dette? Min hypotese er, at der er nogle

generelle fordomme i samfundet, og at disse fordomme også influerer på det sociale

system, og det gør så, at når socialrådgiveren vurderer en konkret sag for eksempel om

merudgifter, så er det lettere at tage en beslutning til systemets fordel, fordi det her er jo

en minoritet, og der bliver ikke råbt særlig højt.

- 9 -

PROBLEMFORMULERING

På baggrund af ovenstående lyder min problemformulering:

Jeg vil belyse spørgsmålet ved at se på:

AFGRÆNSNING

Jeg har valgt at afgrænse mit speciale til kun at beskæftige sig med mødet mellem

socialrådgiveren og mennesker med handicap. Jeg har ikke haft mulighed for at observere

et faktisk møde, og jeg har af ressourcemæssige årsager valgt udelukkende at fokusere på

mennesker med handicap og deres oplevelse af mødet. Selvom socialrådgivernes

perspektiv på mødet bestemt ville være relevant, har jeg måtte undlade at interviewe

socialrådgivere.

METODISKE OVERVEJELSER OG LÆSEVEJLEDNING

Jeg vil indsamle data gennem kvalitative interviews, en-til-en baseret på en

semistruktureret interviewguide. Jeg finder dette den bedste metode, da det er vigtigt at

skabe en tryg og fortrolig stemning, hvor informanterne kan være afslappede og åbne, og

hvor jeg som interviewer har mulighed for at lade samtalen gå den retning, der giver

mening for respondenten. Da størstedelen af spørgsmålene vil have elementer af

følelsesmæssig kvalitet, er det kvalitative interview langt bedre egnet end det

kvantitative, da man netop kan spørge ind til det særlige og personlige, til personens

oplevede virkelighed og ikke kvantificerbare data.

METODEAFSNIT

Jeg har valgt at lægge hovedvægten af besvarelsen på min problemformulering hos mine

informanter. Det vil altså hovedsageligt være udtrykte tanker og følelser, som de udfolder

sig hos de forskellige subjekter, jeg beskæftiger mig med. I min analyse vil jeg forsøge at

identificere fænomener, der går igen på tværs af interviewene, for derefter at sætte disse

fænomener i bredere samfundsmæssige sammenhænge. Jeg foretager en kvalitativ

undersøgelse af nogle subjektive forhold. Når man beskæftiger sig med forhold som

handicap og det menneskelige subjekt, vil det være svært at kvantificere sig frem til et

- 10 -

konkret ikke-falsificerbart resultat. Jeg finder, at den kvalitative metode egner sig til en

undersøgelse af individer for at kunne opdage det særlige og komplekse ved dem og deres

situation.

Metodisk grundlag

Min undersøgelse tager udgangspunkt i en fænomenologisk tradition, ifølge hvilken vi

ikke kan vide noget om tingene i sig selv. Vi kan udelukkende vide noget om tingene,

som de viser sig i bevidstheden, det vil sige som fænomener. Begrebet fænomenologi

kommer af det græske ord phainomenon, som betyder ’det som viser sig’ (Lübcke et al.

2000:148). Tanken er, at når man erkender tingende som værende, er det som værende

noget. Sagt på en anden måde; når jeg erkender en genstand, erkender jeg den som

værende en bestemt genstand, fordi jeg tilskriver den mening. Bevidstheden er ifølge

fænomenologien intentionel, det vil sige rettet mod noget. Føler jeg for eksempel

sympati, føler jeg den over for noget, eller hvis jeg tvivler, tvivler jeg på noget. Det er

Jeg vil forsøge at beskrive hvilke oplevelser, mine informanter har haft i deres møde med

det sociale system. I interview af informanter er det i følge Henning Bech vigtigt at

medbringe så mange synsvinkler, synspunkter og forståelsesrammer som muligt (Bech

1999:29). Desuden er det vigtigt at forholde sig til kompleksiteten i sit materiale, man

skal være åben over for modsigelser. En undersøgelses overordnede ramme er bred og

trækker på alt i forskerens baggrund, og dermed er det vigtigt, når man foretager

interviews, at forholde sig til sine forforståelser. Jeg kan ikke være objektiv sikker på mit

undersøgelsesområdes komplekse sammenhæng, og det har været meget vigtigt for mig i

processen ikke at forsøge at skjule mine overbevisninger, både over for mine informanter,

men også over for mig selv, bag et umuligt forsøg på at være objektiv i min tilgang til mit

område. Jeg er fuldt ud klar over, at jeg har en masse forforståelser og fordomme,

bevidste som ubevidste, og min strategi for at interviewe har været at inddrage mig selv i

samtalen, med alt hvad det indebærer af fordomme og værdiladede forestillinger.

Kate Altork spørger i sit kapitel ”Walking the fire line – The erotic dimension of the

fieldwork experience”, hvordan man kan samle data ind på en kølig og rationel måde, når

ens sanser er i spil og nogle gange ude af spil (Altork 1995:116). Dette spørgsmål

beskriver hvor meget, man er med i processen som forsker i en interviewsituation. Det er

umuligt ikke at lade en rationel og distanceret tilgang blive påvirket af omstændighederne

og fænomenernes udfoldelse. Ved at give sig hen til situationen, med alt hvad det

indebærer af rationelt forskersind og følelser og ved at prøve at få alt frem, kommer man

måske netop fordommene og forforståelserne til livs. Det er under alle omstændigheder

vigtigt, at man anerkender sine forforståelser som forsker og den aktive rolle, man har i

konstruktionsprocesserne (Alvesson et al. 2005:122).

- 11 -

Dette kræver så til gengæld, at man tør fremstille og udstille sig selv som forsker over for

interviewpersonen, at man tør vise sine usikre områder og sine internaliserede fordomme.

Efter at have beskrevet de fænomener, der måtte udspille sig, vil jeg forsøge at udlægge

data i retning af bredere sammenhænge og dybereliggende konstitutionslag (Bech

1999:35). Jeg vil fortolke data og sætte det i en teoretisk forståelsesramme.

Jeg har fokus på subjektets erfaringer og vil også benytte mig af hermeneutikken, ifølge

hvilken viden er sand i betydningen meningsfuld, men ikke i betydningen objektiv.

Hermeneutik er afledt af det græske hermeneuein, som betyder ’at fortolke’ og bygger på

forestillingen om, at mennesket som et livsvilkår søger mening, både at konstruere og

fortolkninger (Gadamer 2004:255). Hermeneutikeren Hans Georg Gadamer kalder dette

vores fortolkningshorisont, og den er konstitueret af vores sprog og begreber,

forestillingsverden, personlige erfaringer, kulturelle og sociale værdier. Problemfeltet

ligger ikke klar derude og venter på at blive undersøgt, men bliver konstrueret igennem

de spørgsmål, vi stiller (Bourdieu & Wacquant 1996:217). På baggrund af disse vilkår

opstiller hermeneutikkerne en tolkningsteori bedst kendt for ‘den hermeneutiske cirkel’

(Lübcke et al. 2000:184). Der er tale om en dialektisk proces, hvor fortolkningen af en

enkelt del ses i forhold til helheden, der derpå modificeres, så der opstår en ny forståelse.

Ideen er, at denne proces foregår kontinuerligt med gentagende revideringer og i

princippet aldrig afsluttes. Jeg har således en meningstydende tilgang til informanternes

udsagn, i det jeg ønsker at beskrive og fortolke den mening, de knytter til deres

oplevelser.

Det kvalitative interview

Det fremgår, at jeg har benyttet mig af kvalitative interviews. Ifølge Steinar Kvale, der på

sin vis har dannet skole for disciplinen kvalitative forskningsinterview, kan det kvalitative

hvor man forsøger at få et indblik i informanternes livsverden og forstå verden fra deres

ståsted med vished om, at mennesket ikke kan sætte sig ud over sig selv. Jeg spørger til

informantens oplevelser og i mindre grad til deres holdninger (Spradley 1979:34, i Kvale

1994:129-130). Dette valg indebærer en eksplorativ tilgang til informanternes livsverden,

hvor jeg spørger til selvfølgeligheder for at få uddybet deres fortællinger og for i højere

grad at sikre, at det er informanterne selv, der sætter ord på deres oplevelser.

- 12 -

Interviewteknik i praksis

Rent konkret er jeg gået ærligt, opmærksomt og sensitivt ind i min interviewsituation. Jeg

benyttede mig af en semistruktureret interviewguide, som i høj grad virkede som et

udgangspunkt for samtalen, men ikke på nogen måde var styrende. Vi kom ind på nogle

af emnerne, men udelod andre. Det var hovedsageligt fænomenerne, som informanterne

beskrev dem, der var mit fokus. Det at spørge ind til informanternes privatliv er svært.

Hvordan skaber man en tryg ramme, hvor informanten (og intervieweren) kan udlægge

de fænomener, der er gældende for undersøgelsesområdet?

I min tilgang til handicap og interview omkring dette læner jeg mig op af Jacobsen,

gøre sig klart, at man kan risikere at efterlade en ubehagelig følelse hos sin informant ved

sin blotte tilstedeværelse. Er det et meget privat område, man forsøger at udforske, er det

et tabubelagt område, eller er det en særlig gruppe mennesker, for eksempel hjemløse, er

det vigtigt, at man er klar over, hvad man repræsenterer, før man forsøger at interviewe.

Det er vigtigt at koble den sensitive kvalitative metode sammen med en etisk og en

moralsk dimension (ibid.:237). Sker dette ikke, risikerer man både at overse, men også

miste mange pointer.

Jeg kom i kontakt med mine informanter via organisationen HSK (Handicap Studerende

og Kandidater). De præsenterede projektet for personer, de umiddelbart mente ville

deltage, og formidlede kontakten mellem os. I mine interviews besøgte jeg hovedsageligt

informanterne i deres hjem og på et tidspunkt, de selv foreslog. På denne måde mener jeg,

at have imødekommet et ønske om en tryg situation at tale ud fra. I interviewet havde jeg

øjenkontakt uden at være påtrængende og havde ingen remedier, der kunne tage fokus fra

informanten. Jeg sad ikke og skrev noter, men var opmærksom og imødekommende, lod

kun diskret en diktafon ligge i nærheden, der optog hele samtalen. Mødet mellem mine

informanter og mig var et forholdsvist ’nemt’ møde, forstået som, at der var mange fælles

referencer, som lå til grund for mødet. Mine informanter er alle uddannede, vi har

nærmest ens kulturreferencer, vi er alle vokset op i Danmark, endda på sjælland tæt på

København. Jeg har ikke talt med repræsentanter fra andre kulturer, for eksempel med

anden etnisk baggrund end dansk, jeg har ikke talt med ældre mennesker, det vil sige

repræsentanter for en anden måde at tænke på. Jeg fornemmede generelt, at mine

informanter og jeg hurtigt var på bølgelængde med hinanden, og dette mener jeg er med

til at skabe tryghed i interviewsituationen. En af forskellene på mine informanter og mig

er, at jeg ikke har et handicap, ellers mener jeg at kunne tale om stor ensartethed. Det er

min klare overbevisning, at jeg gennem alle disse forhold har opnået en

interviewsituation, hvor begge parter i passende grad har kunne koncentrere sig om at

- 13 -

udfolde fænomenerne uden at være nervøse eller tilbageholdende med sig selv og sine

oplevelser.

Validitet i det kvalitative interview.

Validitet i det kvalitative interview ligger ifølge fænomenologien i dets egenart. Når

informanten beskriver fænomenerne, er de sande, forstået som, at de giver mening for

denne person. Det er forskerens ansvar at udlægge fænomenerne i sin forskning således,

at man kan danne mening og få overblik over hele processen som modtager. Som forsker

skal man eksplicitere sine analytiske og empiriske bevægelser, derfor er det også vigtigt

at have tilgang til hele interviewet transskriberet på film eller lydoptagelse. Steiner Kvale

kalder dette, at viden valideres gennem praksis, at viden er perspektivistisk, og viden

beror på forskerens udgangspunkt (Kvale 1994:52). Kvale mener i denne sammenhæng at

legitimeringsspørgsmålet omkring hvad, der skaber en videnskabelig undersøgelse, er ved

at blive erstattet af det pragmatiske spørgsmål, hvorvidt en undersøgelse giver nyttig

viden (ibid.:242). Ifølge Cho Jeasik og Allan Trent er det vigtigt at have en flydende og

åben tilgang til validitet. Man må forsøge at se holistisk på det. Alt må med ind i

forskerens overvejelser, og alle forhold som teori og metode, samt forforståelser og

overbevisninger, har betydning. De præsenterer en fleksibel definition af validitet, som

balancerer mellem substans og variation (Cho & Trent 2006:335).

- 14 -

TEORIAFSNIT

Indledning til teoriafsnittet

Jeg vil nu præsentere det teoretiske udgangspunkt for min undersøgelse af, hvordan

mennesker med handicap oplever mødet med socialsystemet. Til det formål har jeg valgt

at inddrage de tre teoretikere Michel Foucault, Pierre Bourdieu og Erving Goffman.

Tilsammen skal de tjene som det samfundsperspektiv, jeg vil benytte i analysen af mine

interviews. Jeg vil først præsentere hver teoretiker og deres centrale begreber, før jeg går

videre til analysen af mit materiale.

De tre teoretikere repræsenterer i analysen tre forskellige niveauer i min undersøgelse:

Meta, makro og mikro. Foucaults teori omhandler det, jeg vil kalde metaniveauet. Han

beskæftiger sig med de overordnede magtprocesser i samfundet og de magtmekanismer,

vi alle er underlagt. Bourdieu bevæger sig på et makroniveau i hans fokus på, hvordan

individer i kulturen grupperer og positionerer sig i forhold til hinanden, og Goffman

inddrages for at begrebsliggøre mikroniveauet i interaktionen mellem mennesker i

specifikke situationer, som for eksempel i et specifikt møde med en socialrådgiver eller

mig som interviewer.

MICHEL FOUCAULT

Michel Foucault (1926-1984) beskæftigede sig med den moderne europæiske historie og

viste med udgangspunkt i litteratur fra oplysningstiden og fremad, hvordan paradigmer

opstår og ændres i verden (Andersen et al.1996:314). I dette speciale inddrager jeg hans

teori som metaperspektivet på individet i samfundet, med andre ord hvilke overordnede

mekanismer hvori mine informanters møde med det sociale system foregår.

Foucaults begreb ’normalisering’ er interessant, fordi det beskriver hvordan idealer

fremkommer gennem forskellige magtprocesser. Disse idealer har afgørende betydning

for, hvordan for eksempel mennesker med handicap mødes af samfundet. Hvis der ikke

var disse stramme regler for normalisering og status, ville der i højere grad være plads til

afvigere fra normerne, som for eksempel mennesker med handicap, sindslidende eller

homoseksuelle. Foucault var grundlæggende selv imod at blive klassificeret, ikke desto

mindre kalder man ham i dag blandt andet sociolog og filosof. Han indvilgede dog selv i

titlen: Professor i ’tankesystemernes historie’ (Lindgren 1996:315). Ydermere anses han

som værende postmodernist og poststrukturalist, og qua dette perspektiv præsenterer

Foucault den grundlæggende idé i sit forfatterskab, at intet er universelt. Magt og mening,

og selv kroppen, er konstrueret og under konstant forandring (Heede 2000:39).

- 15 -

Magt, viden og subjektivitet

I forsøget på at få en forståelse af undersøgelsesområdet, er det væsentligt at inddrage

Foucault, i det han præsenterer forståelser af magt og magtudøvelse i samfundet. Han

forstår ikke magt som udelukkende negativ eller ødelæggende. Magt forekommer i stort

set alle relationer mellem mennesker. Man kan derfor tale om magtrelationer i et hvilket

som helst møde og dermed også i mødet mellem mine informanter og deres

socialrådgivere (Lindgren 1996:323).

Historisk har magten ændret form fra at være en ydre betinget magt til i højere grad i dag

at være en indre selvdisciplinering. Foucault beskæftiger sig ikke i så høj grad med den

klassiske magtforståelse, som blandt andre Max Weber definerer statsmagten, hvor det er

den dominerende instans i samfundet, der har monopol på den legitime brug af fysisk

magt, det vil sige ydre magt, der fungerer oppe fra og nedefter i samfundet. Han forsøger

i højere grad at beskrive, hvordan magten er iboende alle individer i samfundet.

I forlængelse af at Foucault beskriver, at enhver relation er en magtrelation, og at den

ikke nødvendigvis er negativ eller positiv, beskriver han magten som en neutral instans,

der forårsager, påvirker og forandrer samfundet. Magten er altså meget mere end det, vi

kender fra diktaturer som for eksempel Nordkorea. Magten er allestedsnærværende og

gennemtrænger fuldstændig og aldeles livet (ibid.:323).

Viden

I magtens arbejde med at gennemsyre individet og samfundet indgår viden som en

relevant faktor. Magten er gensidig afhængig af viden, der benyttes til at retfærdiggøre

fænomener som normer, etik og moral i et samfund (Foucault 1976/1994:18). Man

benytter sig af videnskaben og andre vidensinstanser, for at retfærdiggøre og presse sin

dagsorden igennem. Eksempelvis baserer nogle politikere deres kamp mod

narkotikarelateret kriminalitet på videnskabelige forsøg, der menes at påvise en effekt

mellem det at ryge hash og kriminalitet, hvor den kausale rækkefølge skulle være, at man

prøver at ryge hash, derefter går man over til hårdere stoffer, for til sidst at ende i

kriminalitet for at kunne finansiere indtaget af de hårde stoffer. Der er utallige ubeskrevne

faktorer, der spiller ind i forklaringen på, hvorfor nogle stofafhængige ender i

kriminalitet, men førnævnte politikere inddrager primært den videnskabelige

undersøgelse i samspil med magt for at få deres dagsorden igennem til den brede

offentlighed. Viden er magt, og disse to fænomener bearbejder såvel individer og hele

samfund på en bestemt måde, netop på den måde, der fremmer kontrol og normalisering.

I forhold til mine informanter og deres møde med socialrådgiveren er der i sagens natur

en ulige magtfordeling. Socialrådgiveren har som udgangspunkt en viden, som borgeren

ikke besidder. Socialrådgiveren er formet af sin uddannelse, og den viden han/hun har

fået indarbejdet der, samtidig med at denne befinder sig i et system, der med klare

disciplineringsmekanismer og faste procedurer begrænser socialrådgiverens

- 16 -

handlemuligheder. Borgeren har ikke mulighed for på samme niveau som

socialrådgiveren at vide hvilke handlemuligheder og regler, der er gældende for

vedkommende, og dermed opstår der en situation, hvor den ene fortæller den anden,

hvordan tingene hænger sammen. Dette er en relation, hvor magten folder sig neutralt ud,

udfordringen er at skabe et ligeværdigt møde.

Subjektivering

Subjektivering muliggøres i takt med at humanvidenskaberne vinder frem. Mennesket

bliver genstand for undersøgelse, og dette er medvirkende til, at magtfulde instanser i

samfundet kan begynde at definere korrekt moralsk adfærd. Det vil sige, man tager den

objektivering, de beskrivelser, af menneskeheden som videnskaberne tilbyder, det kunne

være inden for det medicinske felt, og ud fra disse, definerer man ellers vage begreber

som moral og amoral, rigtigt og forkert (Foucault 1966/1994:386). Magt og viden er på

denne måde sammenflettede med subjektet, der som følge af humanvidenskabernes

fremvækst bliver objekt for undersøgelse. Individet bliver centrum for undersøgelse, og

magten og videnskaben begrænser som følge af dette menneskets udfoldelsesmuligheder.

Igennem diskurser bliver et begrænset antal mulige subjektpositioner talt og skrevet frem,

hvor der før subjektet blev objekt for videnskaberne egentlig ikke var nogle udtalte

normer for moralsk og inkluderende opførsel (Heede 2000:84). De positioner, et subjekt

kan benytte sig af, fastsætter de betydnings- og meningsrammer, et individ kan udfolde

sig inden for. På denne måde reguleres individet. Det er muligt at skifte mellem

forskellige subjektpositioner for på denne måde at finde en position, der passer til en og

dermed giver mulighed for at tale og handle legitimt og meningsfuldt. Dette forudsætter

dog, at man finder en position, der giver mening for en selv. Hvis man ikke formår dette,

kan man risikere at ende i kategori som ’den anden’, et begreb jeg vil uddybe senere.

Foucault og handicap

I forhold til det at være handicappet i det danske samfund, hjælper Foucault os til at se,

hvordan begreber som rask og normal vinder frem gennem europæisk historie. Tidligere

svarede alle til Gud, mennesket på jorden var blot et menneske, mens det guddommelige

skulle findes oppe i himlen. Det vil sige, betydningen af de tegn, man havde på kroppen

var ikke så stor, som vi ser det i nutidens moderne samfund. Det er klart, det havde

betydning, hvorvidt du var mand eller kvinde, men om du var for tyk eller havde grim

hud eller tilsvarende betød mindre, fordi mennesket var underlegent det guddommelige.

Der var i og for sig ikke nogen fælles forståelse af det normale, fordi den dominerende

forestilling var, at alle mennesker afveg fra idealkroppen og idealmennesket, som kun

guderne besad (Toril Heglum et al. 2006:26). Der var endda samfund, hvor den gale blev

individet centrum for opmærksomhed, og Nietzsche kunne slutteligt erklære at Gud var

død. I takt med videnskabernes udvikling og ekspansion udvikles forskellige

17 -

normale mennesker. Således får lægerne magt til at skille syge fra raske og ikke-normale

fra normale, og her kommer også mennesker med handicap ind.

Normalisering

Magten normaliserer mennesker. Systemer er vokset frem, forskellen på det normale og

det unormale vokser frem ved hjælp af systemerne. Lægerne definerer ’den normale

krop’, officererne definerer den korrekte adfærd, lærerne belønner den stræbsomme elev.

Magten homogeniserer igennem systemerne (Foucault 2002:200). Der bliver skabt regler

for en bestemt adfærd, som er eftertragtet inden for det gældende system, og det er de

ledende karakterer/personer inden for systemet, der vedligeholder denne magt. Man kan

ikke tale om en bevidst overvejet strategi fra magthaverne for at holde på magten og

dermed kunne blive siddende som ledende karakterer i et system. Disse repræsentanter

for et system indgår i et samspil mellem at have disciplineret og indarbejdet systemet i sig

selv samtidig med, at de former og udvikler systemet. Magten er relationel og indgår i

alle forhold vedrørende menneskelig adfærd. Dermed er man både aggressor og passiv på

samme tid (Heede 2000:109). Foucault siger, at magten forsøger at fremme en bestemt

adfærd, og med dette viser han, hvordan feltet ‘mennesker med handicap’ ender som et

felt uden den store indflydelse og uden synderlig anerkendelse inden for de dominerende

systemer i samfundet. Personen med handicap afviger fra det normale og har ikke

mulighed for at blive en del af den normaliserede majoritet. Dermed har man ikke magt

til at kunne definere systemerne.

Disciplinering

En af måderne magten udfoldes og gennemsyrer individet er gennem disciplinering.

I ”Overvågelse og straf” beskriver Foucault de konkrete metoder, hvormed det

disciplinerede subjekt konstrueres i en række af det moderne samfunds institutioner:

Skolesystemet, militæret, fabrikken, hospitalet og socialkontoret (ibid.:101). Man

indarbejder reglerne for ikke at blive udstødt – det er ikke nødvendigvis bevidst. På

arbejdspladsen er vi for eksempel overgået fra en autoriseret styring af arbejdet til at hvert

individ har ansvar for sit virke i organisationen igennem selvjustits, reorganisering af

arbejdet i teams, projektgrupper og så videre. Det er med andre ord ikke nok at møde op

og udføre et bestemt stykke arbejde, hele personen bliver engageret. Dette skift i fokus

medfører, at subjektet i dag disciplinerer sig selv, og magten virker iboende i os alle.

Magten homogeniserer gennem systemerne.

Eufemiseret magt

Foucault taler om eufemiseret magt. Med dette mener han en magt, der kalder sig noget

andet, for eksempel omsorg eller støtte. Eufemiseret magt fremstår som udtryk for den

‘rigtige’ viden. (Järvinen et al. 2002:17). Det er en skjult magt, som udøverne for det

meste heller ikke selv er klar over, de udøver. For eksempel er der inden for det sociale

arbejde gode hensigter om at ville hjælpe, men ifølge Foucault er det kun muligt at hjælpe

- 18 -

personer, der er villige til at indgå i den ulige magtrelation, der indtræffer i mødet mellem

system og klient.

Sandhedsregime

Lige meget hvor stor vilje og hvor mange gode intentioner, der er om at hjælpe, så vil

mødet mellem klient og system være styret af det som Foucault kalder sandhedsregimet.

Her sidder repræsentanten for systemet inde med ’sandheden’ (Heede 2000:44).

Socialrådgiveren har gennemgået en uddannelse, der er præget af de disciplinerende

institutioners påvirkning, som for eksempel det lægevidenskabelige system og

skolesystemet. Disse systemer præger socialrådgivereleven med forskellige ’sandheder’.

Således vil socialrådgiveren i det specifikke møde være præget af sin faglige viden og sin

generelle skoling på det sociale område. Falder man som klient ikke ind under de mulige

kategorier, som sandhedsregimet har sat op, vil det ikke være muligt at få et ligeværdigt

møde, og det vil opleves som værende umuligt at kunne trænge igennem alle de tiltag og

bestræbelser som socialrådgiveren med sin gode hjælpende vilje sætter op (Järvinen et al.

2002:13). Socialrådgiveren sidder med en viden, som borgeren ikke har mulighed for at

besidde, et sådan tilfælde ville kræve at borgeren selv arbejdede som socialrådgiver og

besad den nyeste og også interne viden på området for sit felt, eksempelvis handicap.

Ifølge Foucault er viden magt, fordi den hævder at sidde inde med sandheden (ibid.:13).

’Den anden’

Med begrebet ’den anden’ beskriver Foucault de kategorier af mennesker, som de

dominerende sætter op som værende anderledes og dermed ugyldige i enhver

magtrelation. ’Den anden’ er for eksempel den kriminelle, som ved at have begået

kriminalitet får tildelt en position, der er defineret af eksperternes viden og sandheder.

Ved at få tildelt positionen og mærkatet kriminel mister man ’retten’ til at kommentere og

øve indflydelse, man bliver ’den anden’, for hvem man for magthaverne bliver et emne,

man taler om, men ikke taler med (ibid.:13). Man bliver altså afviger, fordi magten

definerer en som afviger. Den sociale identitet ’kriminel’ bliver op gennem historien

konstrueret som en modsætning til normalitet. Får du et afvigende stempel, får du en

afvigende social identitet, vil du således blive sat uden for indflydelse. Man kan kun have

det, der kategoriseres som anderledes, hvis man har det normale og omvendt. Disse to

fænomener er gensidigt afhængige, og det er magten i samfundet, der definerer det

normale og det unormale, inklusionen i magten eller eksklusionen fra magten (ibid.:13).

Foucaults begreb ’den anden’ kan give os en beskrivelse og en mulig forklaring på,

hvordan handicapfeltet i det danske samfund oplever at blive hørt og kunne definere og

øve indflydelse på sit eget område

Biomagt

Foucault taler om biomagt som en produktiv magt, der producerer problemfelter, der kan

19 -

muligheder for problemfelterne, som for eksempel fitnesscentre, kunne ikke opstå uden

biopolitik (Foucault 1997:73). Det er netop i kraft af biopolitikkens opfordrende og

forbedrende tilskyndelser, at for eksempel motionscentre er opstået som en fornuftig og

nødvendig mulighed. Mere konkret er det øgede fokus på ‘den perfekte krop’, som

fordrer selvkontrol og -disciplinering af kost og motion. Det er pålagt os at være i god

fysisk form for at blive betragtet som et fornuftigt menneske. Det er selvfølgelig meget

nærværende for mennesker med handicap, da netop deres fysik ofte afviger fra de af

biomagten opsatte idealer.

Foucault giver altså en overordnet forståelsesramme over magtprocesser i samfundet og

en række begreber, jeg kan bruge til at analysere og beskrive mine informanters møde

med samfundet. Viden er magt. Socialrådgiveren har viden som klienten ikke har, hvorfor

der er en ulige magtfordeling i mødet.

PIERRE BOURDIEU

Pierre Bourdieu (1930-2002) beskæftiger sig i sit virke med de usynlige former for

dominans, som konstant reproducerer og producerer forskelle i samfundet. Han var blandt

andet optaget af magtformerne inden for universitetsverdenen. En af hans grundidéer var

at finde forbindelsen mellem folks subjektive holdninger og så belyse de forhold og

strukturer, der ligger bag disse holdninger. Han forsøger at belyse de valg mennesket

tager, og hvad der ligger til grund for disse. I et af hans hovedværk ”La Distinction”

beskriver Bourdieu, hvordan kampen om det kulturelle rum finder sted.

Formål

Jeg inddrager her Bourdieu som et supplement til Foucault ud fra den tanke, at Bourdieu i

højere grad beskæftiger sig med en mere konkret og praktisk virkelighed. Han gør en

forståelse af magt mere konkret. Foucault og Bourdieu supplerer hinanden i forhold til

deres beskrivelse af magt i samfundet. Hvor Foucault beskriver nogle overordnede og

infiltrerende magtformer, visualiserer og gengiver Bourdieu magten på et mere konkret

niveau. Som et overordnet og overfladisk eksempel kunne man sige, at Foucault fortæller

os, hvordan den vestlige civilisation er kommet frem til at værdisætte og fremelske en

retoucheret fotomodel i reklamerne på busstoppestedet, mens Bourdieu beskriver følgerne

og de mere nutidige forhold omkring den retoucherede fotomodel. Man kan kalde

Bourdieus bidrag til en forståelse af de faktiske magtforhold i samfundet for en yderligere

beskrivelse i forhold til Foucault.

Bourdieu forklarer, hvordan det kan være, man kan få indflydelse og ikke-indflydelse, og

forklarer også, hvordan man indarbejder samfundets forståelse af normer, værdier og

moral og optager dette som en tavs viden, en praktisk sans (common sense), som man så

lever ud fra. For at få indblik i Bourdieus forståelse af magt i samfundet, skal nogle af

hans generelle begreber beskrives.

- 20 -

Felt

Samfundet er ikke en helhed, men en masse sociale rum. Et socialt rum i samfundet, i

massen af sociale rum, er et felt. Der er ifølge Bourdieu eksempelvis det akademiske felt,

det kunstneriske felt, arbejdsmarkedets felt og mange flere. Felterne er forholdsvis

uafhængige af hinanden, og inden for hvert felt vil der være forskellige værdier, love og

interesser. Det er forskellige egenskaber og ressourcer, der lægges vægt på inden for

hvert felt. Hvad der giver prestige og højest status varierer alt efter feltets hovedinteresse.

Således vil der for eksempel inden for arbejdsmarkedets felt være stor prestige og høj

status knyttet til det at have en magtfuld stilling, hvor man tjener mange penge, mens der

vil blive lagt mindre vægt på, hvorvidt man ved hvad James Joyces hovedværk hedder.

Inden for hvert felt i det sociale rum foregår der magtkampe mellem de etablerede og de

nytilkomne. Der er således mulighed for at ændre den umiddelbart gældende orden. Dette

kræver dog den rette mængde og sammenhæng mellem de såkaldte kapitalformer, som

jeg beskriver senere.

Magtens felt

Ifølge Bourdieu er magtens centrum placeret i magtens felt, nemlig hos statslige

institutioner i form af politikere og regeringsmagten. Samfundet er skabt ved sproglige

konstruktioner, hvor sproget er et instrument eller en mekanisme, som både formidler

magtstrukturer og som anvendes aktivt til at cementere disse magtstrukturer i samfundet

(Bourdieu & Wacquant 1996:126). Der er en dominerende gruppe, et dominerende felt,

som formår at vedholde sin magtposition ved at ’forklæde’ de samfundsmæssige

magthierarkier, så de betragtes som værende naturlige og dermed også uundgåelige. Fra

det øjeblik man fødes, oplever man verden som sammenhængende og netop naturlig, og

det betragtes som værende nærmest umuligt at gøre op med alle de postulater og

selvindlysende påstande, som et samfund består af.

Bourdieu mener, at staten og det politiske felt spiller en massiv rolle i udøvelsen af magt.

Staten besidder de magtmidler, der ligger til grund for en produktion af de

forståelseskategorier, som borgere i et samfund benytter sig af. I magtens felt defineres

værdier og normer i samfundet. Koncentrationen af de forskellige kapitalformer fører til

opkomsten af en specifik kapital, en statskapital, der sætter staten i stand til at udøve

magt over de forskellige felter, der eksisterer i det sociale rum (Bourdieu 1997:106).

forhold til mennesker med handicap og magtens felt er, hvorvidt dette felt formår at

inkludere mennesker med handicap i sit værdigrundlag.

- 21 -

Kapitalformer

Bourdieu introducerer kapitalbegrebet, der angiver den materielle og socialkulturelle arv,

som danner udgangspunkt for forskellige sociale agenters måde at forholde sig på i

forskellige felter i det sociale rum (Callewaert 1996:342). Gennem erhvervelse af kapital

har den sociale agent mulighed for at opnå indflydelse på feltet og dermed mulighed for

at opnå magt. Ved at indarbejde kapital har man altså som menneske med handicap

mulighed for at ændre på magtforhold, hvilket igen vil sige, at man har mulighed for at

handle for at ændre på sine forhold til det bedre – til en anden magtforståelse og et andet

sæt værdier, som kunne komme mennesker med handicap til gode. Det er dog ikke alt,

der kan betragtes som kapital, det er kun det, som er gangbart inden for et givent felt

(ibid.:347). Hvis man som social aktør ikke har den fornødne og den rigtige kapital, kan

man blive sat uden for indflydelse fra de felter, som rent faktisk har betydning i forhold

til den situation, man ønsker at ændre på. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om

mennesker med handicap besidder den fornødne kapital, der skal til for at kunne indgå i

magtfeltet, eller om man som udgangspunkt er udskrevet fra dette qua sit handicap.

Bourdieu har som udgangspunkt tre kapital begreber, økonomisk, kulturel og social

kapital. Økonomisk kapital beskriver penge og materielle goder, kulturel kapital beskriver

mængden af uddannelse, viden og almen dannelse, mens social kapital indeholder socialt

Symbolsk kapital

Den mængde af kapitalformer som et individ (også omtalt den sociale aktør) rummer

omsættes til ære, prestige og godt omdømme i de forskellige felter og i det sociale rum.

Dette benævner Bourdieu for symbolsk kapital. En generel høj score i de enkelte

kapitalformer er medvirkende til høj symbolsk kapital. For eksempel vil en høj score i

økonomisk kapital og social kapital placere den sociale aktør i toppen af erhvervets felt,

eller det økonomiske felt. Symboler som en lækker dyr bil og dyre jakkesæt vil give

anerkendelse, respekt og indflydelse inden for det respektive felt. Symbolsk kapital kan

defineres som de ressourcer, der er tilgængelige for et individ, og bygger på begreber som

ære, prestige, anerkendelse og som en autoritær udformning af kulturel værdi. Den

symbolske kapital er en art idéernes kapital. Hvis du for eksempel formår at ramme

rigtigt i forhold til at have høj kulturel kapital inden for det akademiske felt, så kan en

brun velour blazer forøge din anerkendelse og prestige inden for feltet. Du formår at

ramme rigtigt og spille spillet, dermed vil du kunne placere dig øverst i det hierarkiske

magtsystem inden for dit felt.

- 22 -

I forhold til mennesker med handicap kan det være svært at tilkæmpe sig den fornødne

symbolske kapital, uanset hvor intellektuel og arbejdsom man nu engang er. Usagte og

tavse indforståede værdier og regler i det akademiske felt vil dominere, og for eksempel

kørestolen eller den langsomt talende spastiker vil forvitre billedet af den ultimative

akademiker. Ens muligheder for høj symbolsk kapital forringes ved, at der er indforstået

tavs viden om, hvad der inkluderer og ekskluderer i et felt. Dette gør sig også gældende i

socialsystems feltet, hvor ens symbolske kapital ikke har gennemslagskraft i forhold til

den habitus, man skal besidde for at kunne leve op til feltets doxa.

Habitus

Bourdieu beskriver gennem sit habitusbegreb de strukturer, der omgiver menneskene i et

samfund. Habitus defineres ved de erhvervede og kropsliggjorte (inkorporerede)

dispositioner, der er strukturerede og strukturerende for de strukturer, som opererer i

individet (Järvinen 2000:350). Habitus er med andre ord sammenfatningen af de regler og

værdier, man oplever inden for de felter, man bevæger sig i. For eksempel de værdier

man er vokset op med i feltet familien. Man kan tale om, at familien har en form for

habitus, denne implementeres tavst i individet, man indarbejder dermed fælles objektive

livsvilkår som hele familien består af. Det er en tavs viden, et tavst kendskab til spillets

regler i et bestemt felt (Callewaert 1996:347). Habitus er en fortid, der har overlevet ind i

nutiden og tenderer mod at forevige sig i fremtiden. Det er et begreb, der skal hjælpe til at

beskrive, hvordan det enkelte menneske og mennesker i et felt og i fællesskaber lever ud

fra uudtalte implicitte forståelser af de fælles objektiverede livsvilkår. Det er en specifik

forståelsesramme for en homogen kultur, hvor der er en fælles referenceramme. Der er så

og så mange subjektive handlemuligheder inden for denne orden, også kaldet habitus. Det

vil sige habitus for et givent felt inkorporeres i aktørens egne strategier og praksisformer.

Det bliver en slags ’common sense’ inden for en fælles referenceramme. Habitus er det,

der er sammenfattende for den enkelte aktør, for det enkelte menneske, det er det

grundlæggende i mennesket (Bourdieu 1997:24). Man kan sige, at individet er den

beholder for samfundet og samfundets sociale rum og felter, hvor habitus presses ind i.

Med andre ord er individet et produkt af denne habitus, og det interessante for Bourdieu

er som nævnt, at se på individets subjektive holdninger, og så de strukturer, den habitus,

der ligger bag. En postmoderne forestilling i individet er ’det frie valg’, men hvor frit er

det enkelte individ egentligt, og hvad ligger der bag de subjektive holdninger hos

individet?

Doxa

Individet har forskellige kapitalformer at benytte sig af inden for forskellige felter. I hvert

felt er der nogle specifikke regelsæt samt værdier og interesser, som er med til at forme

individets habitus, og som er med til at fastlægge reglerne for inklusion og eksklusion i

det specifikke felt. Dette fænomen kalder Bourdieu for doxa. Doxa beskriver de uskrevne

og ikke-bevidstgjorte forestillinger omkring ret og uret, omkring hvad der betragtes som

værende normalt og anormalt. Inden for hvert felt er der koder for kvalificering og

- 23 -

diskvalificering, indforståede regler hvis gyldighed ingen i feltet betvivler, alt det der

holder mennesket fast i en bestemt forståelse af sit eget og omkringværendes liv. Disse

uskrevne indforståede spilleregler er meddefinerende for inklusion og eksklusion i et felt

(Järvinen 2000:356).

Hvorvidt et individ formår at indgå i et felts doxa, eller ’den sunde fornuft’ som feltet

består af, afhænger af individets habitus. For eksempel har Bourdieu i sin beskæftigelse

med uddannelsessociologi beskrevet, hvordan studerende med den rette habitus, det vil

sige hovedsageligt studerende fra den uddannelsesmæssige elite, der har den rette

mængde kulturel kapital, uden problemer og som det mest ’naturlige’ i verden indgår i

universitetsverdenens doxa, mens studerende med den forkerte habitus, eller mangelfulde

habitus, må kæmpe sig igennem universitetet uden at kunne indgå i universitetsverdenens

doxa.

Symbolsk Vold

Grundlæggende udøver de dominerende grupper i et givet felt passiv vold. Passiv vold

forstået som passiv aggressiv vold, skjult og ikke-fysisk vold. Det er hele feltets

værdisystem, regler for anerkendelse og prestige, de statusmæssige forhold, der er i spil.

Magthaverne producerer og reproducerer bevidst som ubevidst den gældende orden og de

gældende regler for medvirken i feltet. Baggrunden for en dominerende kultur inden for

et givet felt er de umiddelbart objektive og indforståede meningssammenhænge. Kulturen

er et symbolsk udtryk for den gældende orden og en given social realitet, men dermed er

den ikke nødvendigvis ’sand’. Den er altid vilkårlig og omskiftelig, i det den ikke kan

udledes af universelle, almengyldige og ’naturlige’ forhold. Der findes ingen ’ægte’

kultur, der findes kun den dominerende kultur, som hver dag kæmper for at fastholde

kultur, sine værdier, sin forståelse af ret og forkert, sin forståelse af moral, til et felt. Både

de dominerede såvel som de dominerende erkender den dominerende kultur som værende

den legitime ’naturlige’ kultur. Der er således en symbolsk magt, som virker ind på

menneskers praksis, som altså fasttømrer den gældende sociale realitet, og også de sociale

magtrelationer. Dette er interessant i forhold til handicapfeltet, i det det som jeg ser det,

som regel ikke er værdier omkring ’den anderledes krop’ eller ’den syge’, der har høj

status i den dominerende gruppes værdidefinitioner, altså indtager en høj social status i

feltet. Man er som udgangspunkt sat uden for muligheden for overhovedet at indgå i en

kamp om ret og forkert inden for et felt. Man fødes ind i en given kultur, med de

forståelser og forforståelser, med de overbevisninger om ’det naturlige’, der nu engang

måtte være. Dermed indgår man som afvigende fra de dominerende normer, hvis man

ikke kan score højt i nogen af førnævnte kapitalformer. Men der er måske mulighed for at

score højt på en eller to af kapitalformerne, for eksempel gennem en høj uddannelse som

kan medføre en godt betalt stilling. Alligevel vil man ikke kunne inddrive den

nødvendige symbolske kapital, der skal til for at kunne slås om magten i feltet, man vil

ikke kunne indgå i magten om retten til at definere den gældende ’naturlige’ orden. Den

- 24 -

dominerende og magtfulde gruppe udøver symbolsk vold for at sikre reproduktionen af

de eksisterende magtrelationer. Som menneske med handicap indgår man ikke

umiddelbart i disse magtfulde kredse og har dermed svært ved at komme ind i kampen

om definitionsmagten.

Som skrevet er al menneskelig samvær, ifølge Bourdieu, skabt ved sproglige

konstruktioner, hvor sproget er et instrument eller en mekanisme, som både formidler

magtstrukturer, og som anvendes aktivt til at cementere disse magtstrukturer i samfundet

(Bourdieu og Wacqant 1996:126). Det vil sige, man fødes ind i den sociale verden, og det

er nærmest umuligt at gøre op med alle de postulater og selvindlysende påstande, som et

samfund består af. Dette medfører, at man anerkender og accepterer den symbolske vold,

som bliver udøvet mod en selv (ibid.:152).

Individet er offer for en symbolsk vold, som udøves af magtens felt, og individet

reproducerer denne vold ved at inkorporere magtens strukturer i sine egne strategier og

praksisformer (Järvinen 2000:354). På denne måde opfatter man ikke hvilke strukturer,

man reproducerer, fordi de virker naturlige. Man er med andre ord ikke bevidst om

konsekvenserne af ens handlinger. Man anerkender og accepterer den symbolske vold,

som bliver udøvet mod en selv (Bourdieu & Wacquant 1996:152).

Magtens felt er et specielt felt, hvor styrkeforholdet mellem agenternes forskellige

kapitalformer bestemmes. De agenter, der er i besiddelse af tilstrækkelige kapitalformer

inden for feltet, vil opnå en dominerende position i feltet. I feltet foregår der således en

kamp mellem de personer, der har en position i feltet og de, der foretager en positionering

med det formål at opnå en position. En væsentlig forudsætning for positionering i feltet

er, at man har den rette disponering, det vil sige at man kender til feltets tradition,

værdier, værker og produkter, altså at man har den rigtige felthabitus (Bourdieu 1997:96).

Fysisk kapital

Jeg beskæftiger mig ikke i specialet med tilgængelighed i samfundet for mennesker med

handicap, men i forbindelse med Bourdieu er det væsentligt at introducere at fysisk

formåen i høj grad definerer tilgang til det omgivende samfund for mennesker med

handicap. Hvis der ikke er installeret elevatorer til auditoriet, så kan personen, der sidder i

kørestol ikke komme til forelæsning. Man bliver nødt til at have den fornødne fysiske

kapital for at kunne indgå på lige fod med majoriteten i samfundet. I et Bourdieusk

perspektiv mener jeg, at kunne introducere en fysisk kapital forstået som, at ens

inkludering og evne til at dominere i forskellige felter kan kædes sammen med ens

fysiske formåen. Der er en del felter og områder i det sociale rum, hvor fokus kvalitativt

lægges på den funktionelle krop. Der er en fysisk virkelighed derude, for eksempel er det

ikke muligt at blive ansat som håndværker, hvis man har muskelsvind og sidder i

kørestol.

- 25 -

Jeg har inddraget Bourdieu for at få indblik i hvilke handlemuligheder, man har som

menneske med handicap. Ifølge Bourdieu er alt, vi ser en fortolkning af virkeligheden –

en art symbolsk vold, habitusprægende, hvorigennem vi får en forståelse af det perfekte

og rigtige menneske.

ERVING GOFFMAN

Erving Goffman (1922–1982) var canadisk sociolog og socialantropolog (Jacobsen

2002:10), der også beskæftigede sig med socialpsykologi (ibid.:15). Goffman er

empiriker og hans begrebsapparat kædes altid sammen med konkrete observationer,

hvilket gør, at han kan kategoriseres som ‘metodologisk situationist’ (ibid:15). Goffman

var optaget af at afdække og beskrive det sociale hverdagsliv, ved at fokusere på den

sociale samhandel mennesker imellem ved at anlægge perspektivet symbolsk

interaktionisme, et begreb, der blev centralt i mainstreamsociologi i 1930’erne.

Formål

Med Goffman vil jeg analysere det nære møde mellem mennesker med handicap og

repræsentanten for socialsystemet, socialrådgiveren. Hvor Foucault og Bourdieu

beskriver de overordnede bagvedliggende strukturer og systemer, beskriver Goffman den

interaktion, der finder sted i det fysiske møde. Goffman beskriver gennem observationer,

litteratur og kvalitative interviews som kildemateriale, hvordan mennesker beskytter og

opretholder deres sociale selv i virket med det omkringværende samfund. Goffman er

blevet kaldt mikrosociolog og hjælper os til at forstå og blive bevidste omkring

menneskets konkrete daglige sociale interaktion. Han bruger dramaturgiens metaforer til

at give et indblik i den menneskelige samhandlings funktionelle status og hverdagslivets

teateragtige karakter (Goffman 1959:24). Som med Foucault og Bourdieu vil jeg

præsentere centrale begreber fra Goffman og benytte hans begreber og forståelse af

interaktion til at analysere mine informanternes beskrivelse af mødet med

socialrådgiveren. Jeg har ikke haft mulighed for at observere et møde, men benytter

Goffman som forståelsesramme for informanternes beskrivelse af deres møde.

Teorifelt

Goffman benytter som nævnt metaforer fra dramaturgien til midlertidigt at forstå den

orden, der præger vores sociale samhandling, til at forstå hvordan mennesker i interaktion

arbejder med opretholdelse af sit selv. Vi har alle en frontstage og en backstage, hvor

førstnævnte er der, vi mødes på forskellige scener (som for eksempel ’i supermarkedet’,

’hos lægen’ eller i mit tilfælde, ’hos socialrådgiveren’) og backstage er vores

personlighed. Det er dog afgørende, at Goffman ikke siger, at det sociale liv faktisk er et

teater, strategisk spil eller et ritual, men at man ved at inddrage disse perspektiver bedre

kan forstå karakteren af den sociale orden.

- 26 -

Goffman er interessant for specialet, fordi han beskriver fordomme som en del af stigma.

Inden der er gået nogle hundrededele af et sekund, har vi antaget nogle forventninger om

den anden i mødet med den anden. Kan den anden leve op til disse forventninger, eller

bryder den anden med disse forventninger? Det er dette spil, der afgør mødet. Således

skriver Goffman, at der er en hvis adfærd, som forventes af mennesket med handicap.

Lever dette menneske ikke op til denne forventning, vil personen blive dømt som

afvigende fra den generelle sociale orden. Et menneske med handicap kan for eksempel

være for selvstændigt og selvsikkert og bryder dermed med forestillingen om, at et

menneske med handicap har brug for hjælp og sympati (Hviid et al. 2004:42).

Frontstage og backstage

Goffman arbejder med kategorierne ‘de normale’, ‘de potentielt miskrediterede’ og ‘de

miskrediterede’. I de sociale miljøer, hvor individerne befinder sig, kan der samtidig

bestemmes, hvilke egenskaber, der kan opfattes som normale eller anormale for disse

kategorier (Goffman 1975:13-14). Det sociale miljø er det, der gør os i stand til at kunne

forvente at møde en given type mennesker i et givent miljø. Dette og de sociale

spilleregler tilsammen gør os i stand til, uden særlig opmærksomhed eller eftertanke, at

kunne forholde os til de mennesker, vi møder. Vi vil i et møde med et fremmed individ,

placere dette individ i en given kategori og dermed opstille nogle forventninger til de

egenskaber, dette individ indeholder. Dette kalder Goffman for ‘den sociale identitet’.

Når vi tildeler et individ en given kategori og dermed også nogle bestemte egenskaber,

bliver vi ikke opmærksomme på det, før vi tvinges til at tage stilling til, om individet

opfylder de givne egenskaber, det vil sige om individet besidder eller mangler de

egenskaber, vi forventer, at individet skal have for at være i en given kategori. Goffman

arbejder med tre forskellige kategorier inden for identitets konstruktion. Individet har

således en social, personlig og en jeg-identitet. Når det gælder den sociale identitet, kan

der skelnes mellem den ‘tilsyneladende’ og den ‘faktiske’ sociale identitet. Den første

iagttagelse og kategorisering kalder Goffman for ‘en tilsyneladende social identitet’,

mens den kategori og de egenskaber et individ rent faktisk viser sig at besidde, betegnes

som ‘den faktiske sociale identitet’ (ibid.:14). De forventninger, som ligger til grund for

mødet mellem individer i samfundet, er baseret på de første indtryk, individerne giver af

sig selv. Forventningerne har en normativ karakter og optræder endda som retfærdige

krav.

Roller

Det er pålagt individet at placere sig selv i magtsystemet ved at følge de både udtrykte og

ikke-udtrykte regler for anerkendelse. For eksempel kan mennesker med handicap opleve,

at de bliver nødt til at påtage sig rollen ‘handicappet’ for at opnå et gnidningsfrit møde

med andre. Rollen, man spiller, er ifølge Goffman ikke ens ‘selv’ eller indre

personlighed. Optræden er strategiske handlinger og disse optrædener foregår frontstage.

Det er der, hvor man er genstand for andres opmærksomhed, for eksempel i butikker, på

gaden eller hos socialrådgiveren. Backstage er modstykket til frontstage og er den

- 27 -

privatsfære, hvor man trækker sig tilbage, og hvor der ikke sker forhandling med andre

om virkelighedens beskaffenhed. Adfærden på frontstage kunne opfattes som en løgn, da

optrædenen er tillært og uægte. Sådan skal det dog ikke forstås, da der mellem den

optrædende og tilskuerne er en indforstået enighed om, at det, der foregår på scenen

(frontstage), er virkelighed og ikke en iscenesættelse. Frontstage udgør så stor del af

vores samhandling, at den kommer til at udgøre virkeligheden.

Goffman taler om forskellige roller, hvor de kan være mere eller mindre ønskede og

sammenfaldende med personens egen opfattelse (Jacobsen og Kristiansen 2000:20).

Roller skal ifølge Goffman forstås i forhold til de forventninger, der er knyttet til en

konkret position, her rollen som ’handicappet’ hos socialrådgiveren. Selve rollen skal

adskilles fra udfyldelsen af rollen, som er individets faktiske adfærd, mens det udfylder

sin position. Udfyldelse af en rolle kan ikke forstås alene ved at se på personen, der

2004:195). I den konkrete kontekst vil personen handle i forhold til andre brugere, der

også vil handle i forhold til pågældende person og så videre.

Selvopretholdelse

Der er et bredt samarbejde omkring selvopretholdelsen. Det forventes, at man arbejder for

at redde den andens følelser og det ansigt, den anden har sat op. Man gør dette ud fra en

emotionel identifikation med andre og deres følelser (Goffman 1967:10). Det er en pointe

i Goffmans bog Stigma, at ikke bare den stigmatiserede bliver forlegen, det er også de

mennesker, den stigmatiserede møder, der bliver forlegne.

Facework

Alle har et selvbillede, et face, som man investerer i mødet med den anden i den sociale

interaktion. For aktøren eller individet handler det om, at man opretholder det rigtige

’ansigt’ over for andre. Man kan ’tabe ansigt´, være ’ansigtsløs’ (out of face), hvis man

ikke har et ansigt klar til situationen (‘En grimasse der kan passe’). Man kan overspille

situationen og have et aggressivt ’ansigts-arbejde’. Man kan underspille sit ansigt og

dermed fremtvinge en reaktion fra andre, og mange andre ‘ansigter’. Hvis de, som vi

møder, ikke har de egenskaber, vi ‘regner med’, eller har en egenskab, vi ikke betragter

som normal for kategorien, vil de ikke længere leve op til vores forventning, og derfor

Når der på den måde er uoverensstemmelser mellem den tilsyneladende og den faktiske

sociale identitet, kalder Goffman det for et stigma (ibid.:15-16).

- 28 -

Stigma

Goffmans stigma opstår i forholdet mellem de egenskaber, som individerne besidder, og

en stereotyp klassificering af mennesker (ibid.:16). Goffman taler om tre forskelligartede

typer af stigma:

• Kropslige afvigelser, som forskellige fysiske misdannelser,

forræderiskhed, dominerende eller unaturlige lidenskaber etc.

Dette stigma kan også påhæftes en bestemt klasse i samfundet, som for eksempel

indvandrere.

Alle tre afviger fra det ‘normale’, men de to sidstnævnte er i højere grad kontekstuelle og

tilhørende en særlig historisk tid. Stigmaet er det samme uanset, om der er tale om en stor

eller lille afvigelse fra det normale (ibid.:17-18). Derudover henviser Goffman til, at ‘den

stigmatiserede’ og ‘den normale’ ikke skal opfattes som to forskellige individer, men at

disse betegnelser peger på, at et individ har forskellige roller i forskellige områder af

deres liv. Personen vil derfor kunne optræde i begge roller. Et individ kan dog presses til

at optræde som kun ‘den stigmatiserede’ i alle sociale situationer igennem livet.

- 29 -

OPERATIONALISERING

Jeg har i min interviewguide bestræbt mig på at operationalisere ovenstående teori. Jeg er

igennem min uddannelse blevet undervist og har læst teoretikerne og har gennem dette

udviklet en art kropslig erfaring omkring begreber og teorier, som disse teoretikere

benytter sig af. Jeg har oplevet teorierne som nærmest intuitivt indarbejdet i mig, når jeg

har arbejdet med mine interviews, både i den bagvedliggende forskende proces og i

udførelsen af selve interviewene. Dette gør sig også gældende i min analyse. Jeg har

arbejdet intuitivt med at finde temaer frem, men har som overvægt hevet de temaer frem,

som bunder i mine nedenstående forskningsspørgsmål, der altså tager udgangspunkt i

teoretikerne Foucault, Bourdieu og Goffman. Stort set hele analysen er styret af disse

teoretikere, og alle hverdagslige prosaiske beskrivelser og tolkninger tager udgangspunkt

i dem.

Jeg har som skrevet udført et semistruktureret interview, hvor de gennemgående temaer

har været styret af mine bagvedliggende teoretiske forskningsspørgsmål. Disse

forskningsspørgsmål har centreret sig omkring magt og magtudøvelse. Min

interviewguide har været en guideline, som jeg har afveget fra, hvis respondenten lagde

op til det. Vi har dog i vores samtale ikke afveget fra de underliggende forskningsspørgsmål

som lød:

• Hvor er magten?

• Hvordan kommer den til udtryk?

• Hvem eller hvad har magten?

• Hvilke felter er i spil (eks. det medicinske felt, politiske felt, handicap felt etc.)?

• Hvem producerer og reproducerer doxa i et felt?

• Hvem udøver symbolsk vold?

• Hvilken habitus gør sige gældende for informanten?

• Hvilket facework sættes op?

• Taber man ansigt i mødet mellem socialrådgiver og klient?

• Er der forskel i tonefald?

• Hvilket kropssprog benytter socialrådgiveren sig af?

Disse forskningsspørgsmål har jeg så omformuleret til et hverdagsagtigt sprog, for at de

kan forstås af informanterne.

- 30 -

I min udarbejdelse af interviewguide til mine interviews, har jeg fokuseret på, at der er

plads til at høre den enkeltes historie. Jeg forsøger at få både facts og følelser med ved at

rette spørgsmål direkte til, hvad der er oplevet, hvordan det føltes, hvad man husker etc.

Jeg spørger, om mine informanter vil fortælle om møder, de af en særlig grund kan huske,

for på den måde at lade hændelserne tale for sig selv, og for at de skal komme i kontakt

med de følelser, de havde i mødet. Jeg spørger om forventninger til og følelser i

forlængelse af møder med socialrådgivere for at bruge de omliggende følelser som

katalysator for hele mødet. Formelle facts som alder, køn, uddannelse, bopæl, handicap

og så videre har jeg indsamlet på forhånd inden mødet.

Interviewguide

mennesker med handicap.

• Jeg spørger ind til dit møde med socialrådgiver og din oplevelse af dette.

• Hvad er din umiddelbare oplevelse af at få hjælp fra det offentlige system?

• Er du blevet taget godt imod, når du har skullet møde kommunen?

• Hvor oplever du at få størst hjælp?

• Er dit overordnede billede, at kommunen formår at hjælpe dig?

• Hvad synes du om, at skulle mødes med din socialrådgiver (nervøs, ligeglad)?

• Hvad sker der [konkret] i mødet?

• Hvor lang tid varer det, hvad taler man om etc.?

imødekommende...)?

• Hvad er typisk for et møde?

• Kan du huske et særligt møde, der skiller sig ud eller også bare det sidste?

• Hvad skete der?

ikke... blev situationen reddet? Ubalancen oprettet? Fik du mulighed for at

forsvare dig? Fik du fortalt, at det var et upassende og irrelevant spørgsmål?).

udtryk, tonefald)?

• Har du nogensinde bemærket kropssproget eller jeres indbyrdes positioner?

• I så fald, hvad har du bemærket?

- 31 -

• Hvad er tendensen, når du går fra et møde? Er du glad, frustreret, tilfreds, vred?

• Fortsætter din umiddelbare følelse fra mødet?

• Hvis ikke, hvad ændres?

• Hvorfor ændres din følelse?

• Har du en fornemmelse af at blive hørt og forstået af din socialrådgiver?

• Oplever du respekt fra din socialrådgivers side?

• Hvordan oplever du, at socialrådgiveren hjælper dig?

forsøger at hjælpe dig?

• Hvis I indgår en aftale, hvordan bliver der så fulgt op på den?

• Har du forslag til andre måder at møde systemet [modtage ydelser] på?

PRÆSENTATION AF DATAMATERIALE

I dette kapitel vil jeg introducere de personer, jeg har interviewet, hvem de er, og hvad de

overordnet fortæller om i mine interviews. Fælles for dem er, at de alle har en

funktionsnedsættelse. Det er umiddelbart synlige funktionsnedsættelser, i det alle på nær

én benytter sig af kørestol, den sidste er blind.

Informanterne

Jeg har interviewet 7 informanter. Deres navne er ændret i forhold til at beskytte deres

anonymitet.

• Peter har muskelsvind. Han er 27 år og har været involveret i det sociale system siden

han var 2 år gammel, altså i 25 år. Han bor i Københavns Kommune. Han har en bachelor

i Datalogi ved Københavns Universitet.

• Amalie har muskelsvind. Hun er 25 år og bor i Gentofte Kommune. Hun studerer Tysk

på Handelshøjskolen i København.

- 32 -

• Vibeke har svær ledegigt. Hun er 48 år, har været involveret i det sociale system siden

1988, det vil sige 21 år, siden hun var 27. Hun bor i Furesø Kommune, er stud brom.,

stud comm. og nu stud. mag. ved Københavns Universitet.

• Vera har muskelsvind og sclerose. Hun er 51 år og har været involveret i det sociale

system siden 1986, det vil sige 23 år. Hun bor i Hillerød Kommune. Hun er uddannet

socialpædagog og videreuddanner sig til at blive psykolog (mangler specialet) på

Københavns Universitet.

• Mikael har muskelsvind. Han er 22 år og har været involveret i det sociale system i

cirka 10 år. Han bor i Furesø Kommune. Han har en bachelor i Fysik og Nanoteknologi

fra Danmarks Tekniske Universitet.

• Rasmus er blind. Han er 46 år og har været involveret i det sociale system siden 1970,

altså i 39 år, fra han var 5 år gammel. Han bor i Københavns Kommune, er cand. mag i

Historie og har i dag et Ph.d. stipendiat i Historie ved Københavns Universitet.

• Jane er spastiker, 27 år. Hendes handicap er medfødt så hun har været en del af det

kommunale/sociale system hele sit liv. Hun bor i Frederiksberg Kommune, har en

bachelor i Fransk med Retorik som sidefag ved Københavns Universitet.

Hvert interview har en varighed på cirka halvanden time. Jeg har transskriberet

interviewene og indsat linienumre for at kunne referere præcist til dem. De er at finde i

bilag 1.

Udvælgelseskriterier

Af åbenlyse grunde har første kriterium været, at informanterne skulle have en

funktionsnedsættelse. For at være garanteret, at de har haft oplevelser som menneske med

handicap, de kunne tale ud fra, har det været vigtigt, at det ikke blot var en diagnose, der

var stillet, men at der var tale om et længere forløb, de havde været igennem, altså en

mærkbar funktionsnedsættelse.

I tråd hermed var et kriterium, at de havde erfaring med socialrådgiver og erfaring med at

være en del af det sociale system. Det har været vigtigt, at de hver især har haft en række

oplevelser, at tale ud fra, at det ikke kun blev en samtale om enkelttilfælde. Det har sat

krav til, at de har befundet sig længere tid i systemet, og at de har haft et behov, som de

har ønsket at socialrådgiveren skulle imødekomme. Igen har det været vigtigt, at deres

handicap har givet dem en nævneværdig begrænsning, så der har været en sag at

behandle, hvor informanterne har ansøgt om hjælperordning, hjælpemidler og så videre.

- 33 -

Formen i det kvalitative interview kræver for at lykkes, at informanterne selv har lyst til

at fortælle om deres oplevelser. Jeg har derfor sikret mig, at alle som udgangspunkt, har

haft lyst og følt sig godt tilpas med at tale om deres møder og deres erfaringer i systemet.

For at sikre videst mulig validitet i mine data har jeg valgt at stræbe efter en ligelig

fordeling af mænd og kvinder. Umiddelbart er der ikke kønsmæssig forskel i forhold til

mine respondenters møde med systemet, men af metodemæssige årsager, fandt jeg det

naturligt at stile efter en ligelig kønsfordeling. Aldersspændet går fra 22 til 51, men

overvejende er gruppen unge mennesker i 20’erne.

Mit kriterium, at informanterne skulle være universitetsstuderende eller –uddannede har

jeg valgt af forskellige årsager. Til at starte med, har det sikret en forholdsvis homogen

gruppe. Dette behøvede dog ikke være sagen, men i mit tilfælde, at det været et fint

kriterium til at skabe nogle tilpas store ligheder for gruppen, til at jeg har kunnet sige

noget samlet og ikke blot forholdt mig til en række enkelttilfælde. Dernæst er deres

funktionsnedsættelse ikke direkte relateret til deres arbejdsområde. Havde der været tale

om eksempler med fysisk arbejde og funktionsnedsættelse, ville det være en anden sag og

kunne være en anden sagsbehandling. Universitetsuddannelse vil automatisk give høj

symbolsk kapital i Bourdieu termer, og det synes jeg har været interessant at tilstræbe, da

det som udgangspunkt har været med til at skabe et ligeværdigt møde mellem informant

og socialrådgiver. Endeligt, ved at være universitetsstuderende er man per definition

vidensbegærlig, analytisk og reflekterende, og det er egenskaber, der har hjulpet mig til at

nå ind til kernen i, hvad der sker i mødet mellem mennesker med handicap og systemet.

- 34 -

ANALYSE

Jeg har transskriberet og meningskondenseret mine interviews ud fra mine

forskningsspørgsmål og de centrale temaer, der er kommet til udtryk af mine informanter

i interviewsituationen. Jeg har hovedsageligt fokuseret på det specifikke møde mellem

socialrådgiver, socialsystem og mennesker med handicap, men i mine interviews er der

også kommet mere generelle temaer frem, som umiddelbart ikke knyttes til det specifikke

møde, men som efterfølgende viser sig også at have betydning for mødets udfoldelse og

karakter. Det viser sig for eksempel, at man som menneske med handicap, ligesom alle

mennesker generelt, har overbevisninger og handlingsperspektiver omkring idéen om ’det

gode liv’. Disse mere overordnede eksistentialistiske overbevisninger bliver i mødet med

socialrådgiver direkte udfordret og truet. Altså vil det specifikke møde, men også mere

generelle oplevelser blandt mine informanter, blive foldet ud og belyst i nedenstående

analyse. Der hvor temaer og den virkelighed, som informanterne oplever, kan beskrives

og forklares ved hjælp af Foucault, Bourdieu og Goffman bliver dette gjort, men det har

også været vigtigt for mig at tillade temaer, som ikke nødvendigvis kan forklares af de

inddragede teoretikere, men som er en beskrivelse af den oplevede virkelighed, som

mennesker med handicap har omkring mødet med socialrådgiver og det sociale system.

Udgangspunkt for mødet

Med henvisning til Foucault indgår viden som en relevant faktor i magtudveksling. Da

det netop er socialrådgiveren der med sin jobfunktion, opnået gennem uddannelse og

erfaring, besidder størst viden, vil denne også besidde den stærkeste magtposition.

Principielt kunne der i Foucaults term være tale om en neutral eller usynlig magtsituation,

men her viser mine interviews, at der er tale om en eksplicit magtanvendelse. Selvom

brugeren har lovgivningen i ryggen, så er det socialrådgiveren, der har det endelig ord,

som fortolker og forvalter lovgivningen. Her er tale om magtudveksling i en meget

eksplicit form, socialrådgiveren har magt over midlerne, der søges om. Dermed er mødet

som udgangspunkt en magtudveksling, hvor den ene part har mere magt end den anden.

I en gennemgang af mine interviews ser jeg generelt at:

en nødvendighed, for at føre et nogenlunde aktivt og udadvendt liv.

sådan.

kommune man bor i.

socialrådgiverens personlighed mere end deres faglighed.

- 35 -

socialrådgiveren for at skabe god stemning og derved få den støtte, du har brug

for. Mister man kontrollen eller overskud opleves det af informanten som, at man

bliver blacklistet.

blot socialrådgiveren. Man kæmper imod et økonomisk system og en rationalitet

som ikke har plads til folk, der ikke opfylder kravene til, hvad der i

socialsystemet opfattes som ‘passende’ eller ’acceptabel’ adfærd. Man skal

overdrive sit handicap eller ’spille’ person med handicap for at få hjælp.

har siddende over for sig, kun har et fysisk handicap og intellektuelt er yderst

velfungerende.

velfungerende.

eksempler på hyggelige møder med samstemmighed om hvilken støtte, der er

nødvendig, og ligeledes eksempler på møder med stor uenighed og med karakter

af forhør med underliggende mistro eller på den anden side en stærk klientgørelse

og umyndiggørelse.

opnå det ventede. Det er ikke let at få, hvad lovgivningen rent faktisk giver folk

ret til. Omvendt, så er det lille udsnit af respondenter, jeg har mødt, meget

velekviperede med hjælperordning, kørestol, hjemmefaciliteter og så videre.

men stemningen er, at det har været en kamp, og at de ikke bryder sig om mødet

med socialrådgiveren.

fra en socialrådgiver, hvor de føler, de er blevet hørt, end en godkendelse fra en,

der hverken har hørt eller set dem, som den person de er.

Tema 1: Oplevelse af fordomme

I løbet af samtalen med hver af mine informanter er der kommet generelle fordomme

frem, som mennesker med handicap både kan opleve at blive udsat for inden for det

sociale system, men som også gør sig gældende i samfundet generelt. Disse fordomme

knytter sig til det synlige handicap, som mine informanter måtte have. Det kan være, man

sidder i en kørestol eller, at man er blind og går rundt ved hjælp af en blindestok. Det er

nogle synlige karakteristika ved personen som gør, at man oplever sig selv udsat for

fordomme. Vibeke vurderer, at hun før, hun blev nødt til at få en kørestol havde

’almindelig’ kontakt til fremmede på gaden i form af øjenkontakt, høflige smil og

lignende anerkendende hverdagssituationer. Denne ’almindelige’ hverdagskontakt med

den fremmede på gaden blev halveret, da hun kom i kørestol (Bilag 1, Vibeke:1529). Det

vil sige en stor del af den daglige kontakt med sin omverden blev taget fra hende, da hun

blev nødt til at sidde i kørestol.

- 36 -

Jane har flere gange oplevet, at man også må have noget galt med hovedet, når man

sidder i kørestol. Dette er en formodning, som hun nogle gange oplever mere eller mindre

direkte udtrykt af menneskerne omkring hende (Bilag 1, Jane:3274). Hun siger også at en

klassisk oplevelse er, når man henvender sig til hendes hjælper, frem for hende selv

(Bilag 1, Jane:3278). Jeg snakker med hende om, at jeg har hørt om tilfælde hvor en

person i kørestol er blevet klappet på hovedet som et andet barn. Jane reagerer ved at sige

Jane har man accepteret tingenes tilstand og betragter det nærmest som en ’naturlig’

orden, man ikke nødvendigvis kan ændre på. Det handler altså om fordomme, der er

indlejret i Janes forståelse af verden. I Bourdieus termer kan man sige, at hun har

internaliseret den symbolske vold, som udøves mod hende og nu indgår i hendes

opfattelse af den ’naturlige’ orden.

Amalie fortæller, at folk generelt går rundt i en lukket verden, hvor man ikke tænker over,

hvad den anden kunne have brug for af hjælp. Hun oplever ude på sit studie, at folk har

en tendens til at glemme at holde døren for hende eller hjælpe hende på de små områder.

Dette betragter hun som, at man ikke lige tænker sig om (Bilag 1: Amalie:566). Peter

oplever, at man kan have en forventning til ham, at han ikke har de store drømme eller

ambitioner for sit liv, fordi han sidder i kørestol (Bilag 1, Peter:186). Som beskrevet

senere er denne fordom forbundet med store komplikationer i mødet med

socialrådgiveren, i det den kan være med til at gøre det sværere at få argumenteret sine

behov igennem. Hvis man ikke har en forventning om et aktivt liv fra personen, vil man

måske nedjustere ens opfattelse af personens generelle behov. Peter oplevede også den

fordom, at han ikke er specielt kvik, altså at han ikke har et fuldstændigt

normalfungerende sind, dette på trods af, at han er studerende (Bilag 1, Peter:232). Denne

fordom udgør et stort problem for Peter, fordi han som udgangspunkt går til mødet med

socialrådgiveren for at indhente viden. Han sidder altså i en situation, hvor det er ham,

der ikke ved noget. Mikael oplever også fordomme, men lægger mest vægt på, hvordan

folk handler, frem for hvad de siger. Man kan komme til at sige noget stødende uden at

vide det, og der mener Mikael, at hvis man udover dette opfører sig ordentligt og

inkluderende, så skal det nok gå (Bilag 1, Mikael:2541). Et af de største problemer

Mikael ser er, når man adskiller ham fra sammenholdet. Han kommer med et eksempel,

hvor han er til koncert, og han understreger, at det er hårdt arbejde at møde op til sådan en

koncert, men at det er vigtigt, at han så ikke bliver mødt med en holdning, hvor alle

synes, det er ekstraordinært, at lige netop han er mødt op. Sker dette, adskiller man ham

jo netop fra sammenholdet til koncerten, hvor det er meningen alle skal være sammen.

- 37 -

Jeg har i mit interview ikke spurgt ind til generelle fordomme, alligevel kommer de frem,

og vi taler om dem. Fordomme fylder meget i mennesker med handicaps liv, og derfor

presser de sig på i interviewene. Det har været gældende for alle interview, at der har

ligget en undertone, et undertema, som man kan sige kendetegner en minoritet i

samfundet. En grundlæggende kamp med majoritetens tendens til at dele folk og grupper

op i os og dem.

Mine informanter udtrykker, at man som menneske med handicap oplever fordomme i

mødet med det omgivende samfund. Ifølge Foucault og Bourdieu er der i samfundet

institutioner og felter, der besidder magt, og dermed også retten til at definere normal og

ikke-normal. Gennem blandt andet biomagt og subjektivering har samfundet generelt set

udviklet sig til at kunne definere rask over for ikke-rask, dette har tilsyneladende

overordnede konsekvenser for mennesker med handicap, i det man placeres i rollen som

den, der er anderledes. Dette forklarer til dels mine informanters oplevelse af fordomme.

I forhold til Goffman ses det tydeligt, at informanterne står i en akavet situation, hvor de

skal vælge en frontstage-performance, der ikke stemmer overens med deres egen

selvopfattelse. Som Goffman siger, gælder facework for begge parter. Det gælder både

for afsender og modtager om ikke at komme i forlegenhed. Informanterne har alle oplevet

at være bevidste om, at deres facework og stigma kan bringe andre i forlegenhed. Det har

også konsekvenser for mødet med socialrådgiveren, da denne erfaring tages med til

mødet. Før de træder ind af døren, er de opmærksomme på deres facework og formodede

kategorisering.

Tema 2: Mødet

Det gode møde

Et centralt spørgsmål jeg stillede mine informanter var, om de kunne beskrive, hvad der

gjorde, at et møde med en socialrådgiver forløb godt. Overordnet har informanterne et

generelt positivt forhold til det at mødes med socialrådgiveren (For eksempel Bilag 1,

Jane, Mikael:3413,2442). Når informanterne beskriver det gode møde, er

socialrådgiveren meget tilstede, og de kan uden problemer beskrive i detaljer, hvad det er,

der gør mødet til et godt møde. I beskrivelsen af det gode møde fremhæver informanterne

hvilke egenskaber, en god socialrådgiver skal have, og hvordan de selv gør en indsats for

at få et godt møde. Det gode møde associeres med ’nærvær’, det er konkret og ’intimt’.

For at et godt møde kan finde sted er det ifølge Jane vigtigt, at man føler sig

imødekommet, og at socialrådgiveren prøver at forstå ens situation, at personen har en

rimelig god føling med det, man prøver at kommunikere (Bilag 1, Jane:3311). Det er

vigtigt, at der er accept af ens behov og en forståelse for ens situation (Bilag 1,

Mikael:2262). Peter synes, at det gode møde tager lang tid og giver socialrådgiveren

- 38 -

formår at se ting ved ens situation, man ikke selv var klar over. Mødet mellem

socialrådgiver og menneske med handicap er et afhængighedsforhold, men forudsat at

man føler sig forstået og har en oplevelse af at blive taget alvorligt, er dette ifølge Amalie

rimeligt (Bilag 1, Amalie:650). Igen, alle informanterne har overvejene gode oplevelser i

det konkrete møde med socialrådgiverne.

Det dårlige møde

I min interviewguide spurgte jeg også mine informanter, hvad det dårlige møde med

socialrådgiveren bestod i. Deres svar kan opdeles i to overordnede temaer, hvor det ene er

konkrete oplevelser af krænkende karakter, og det andet er en oplevelse af, at systemet

går ind og modvirker ens ønsker og krav. Alle informanter har oplevet nogle konkrete

former for ubehag, som var mere eller mindre krænkende. Nogen føler sig afhængige af

systemet og oplever dette som et grundlæggende fænomen, der er med til at skabe et

dårligt møde. Andre har oplevet decideret nedværdigende krænkende sprogbrug og

tonefald imod sig. Det, jeg hæfter mig mest ved i en gennemgang og en fremhævelse af

temaerne omkring det dårlige møde i interviewene er, at det for det meste er det

overordnede system, man som menneske med handicap er utilfreds med. Det er

oplevelser omkring lang sagsbehandling og en følelse af, at man har et godt forhold til sin

socialrådgiver, men at dette bliver saboteret af ovenstående magter, der gør sig gældende.

Det vil sige, modsat det gode møde, der hovedsageligt defineres ud fra meget nære og

intime relationer, så defineres det dårlige møde overordnet som noget mere abstrakt,

noget der sker i systemet, en magt eller en ånd som simpelthen går ind og ødelægger det

gode møde. Denne magt forpurrer muligheden for den gode oplevelse med systemet.

Nogle benævner det som værende økonomi, andre har haft oplevelser med

grænseoverskridende socialchefer, andre igen siger, at der er noget helt tredje på spil.

Hvad end det er, så har mine informanter en overordnet oplevelse af, at der er noget i

systemet, der går ind og forringer deres udfoldelsesmuligheder og dermed livskvalitet.

Det dårlige møde, hæves op fra den nære og konkrete situation, væk fra den enkelte

socialrådgiver til, at det nu i højere grad handler om systemet.

Denne ånd kan eksemplificeres i, at man i det umiddelbare møde har en oplevelse af at

blive forstået og hjulpet, hvor det viser sig, når udfaldet af mødet kommer i form af et

resume fra kommunen, at der pludselig står noget helt andet, end det man var blevet enige

om. Præcist dette oplever Mikael, da det i hans forløb bliver nødvendigt at få hjælp fra

kommunen til at overkomme hverdagen. På dette tidspunkt gik Mikael i 2.G i gymnasiet,

og da han ansøgte om hjælp havde han en formodning om, at han ville blive kompenseret

- 39 -

i forhold til andre jævnaldrende i lignende situation, som det står i de danske

handicappolitiske principper, nærmere bestemt i kompensationsprincippet. Situationen

forløb således, at Mikael får besøg af sin socialrådgiver og en visitationssygeplejerske, og

Mikael har en klar fornemmelse af, at det var et godt møde, hvor han fik forklaret sig selv

og fortalt, at han havde brug for hjælp. Dette er en sensibel situation, hvor man har sig

selv i spil, nærmest uden forsvarsværker (en situation jeg vil uddybe i afsnittet om at

fremhæve svagheder). Når det så efterfølgende viser sig, at man er blevet groft

misforstået, er det nødvendigt at beskytte sig selv og forsøge at genoprette en form for

magtbalance. Dette gør Mikael ved at udelukke repræsentanter fra systemet i sit hjem:

Det bliver ifølge informanterne det sociale system, der overordnet er årsagen til, at man

oplever dårlige møder med sin socialrådgiver. Man fraskriver socialrådgiveren magten og

indflydelse i, at et møde forløber dårligt. Det er som regel systemet, der skaber

problemer, og på denne måde fraskriver man socialrådgiverens ansvar for at ens sager

falder ud til fordel for en selv. Socialrådgiveren er det sociale system og er dermed også

med til at producere og reproducere dette. Ved at fraskrive socialrådgiveren ansvar og

undgå at tage eventuelle konflikter med vedkommende, er man med til at understøtte og

bevare det sociale system, som det står. Man har internaliseret den gældende orden og er

med til opretholde denne.

Når personen med handicap tillader socialrådgiveren at gemme sig bag systemet, er det

fordi personen har internaliseret den gældende doxa inden for feltet. Man tager den

subjektposition, der er tilgængelig, for ikke at blive ‘den anden’.

Tema 3: Socialrådgiveren

Det er vigtigt at pointere, at det ikke er socialrådgiveren, der er undersøgelsesfelt i denne

analyse. Jeg er klar over, at socialrådgiveren befinder sig i en vanskelig position fyldt

med dilemmaer. Han/hun er placeret mellem system og klient og skal håndtere denne

balance mest hensigtsmæssigt for begge parter. Et af dilemmaerne er, at socialrådgiveren

på den ene side skal hjælpe klienten og på den anden side også skal tilfredsstille det

sociale systems økonomiske krav om besparelser. Socialrådgiveren er underlagt en stram

økonomisk styring. Nogle andre dilemmaer, der er centrale for socialrådgiverfaget er:

Ven eller myndighed, individ eller system, engagement eller afstand, ekspertindsigt eller

myndiggørelse (Fisker et al. 2008). Socialrådgiverens rolle og oplevelser af mødet

mellem klient og system er dog ikke en del af dette speciale. I denne forbindelse er det

- 40 -

også relevant at beskrive Foucaults begreb omkring ’Eufemiseret magt’, der som skrevet

er en magtudøvelse, der udtrykkes som omsorg fra socialrådgiverens side. Den gode

socialrådgiver er empatisk og indfølende, men sidder stadig som repræsentant for det

magtfulde sociale system.

Den gode socialrådgiver

I beskrivelse af den gode socialrådgiver kommer det frem, at det er vigtigt, at personen er

indlevende og udviser forståelse for sin klient. Der bliver beskrevet en person, som blandt

andet er empatisk, nysgerrig og åben over for sin klient. Det er mit indtryk at

informanterne overordnet oplever møder med socialrådgiveren af en åben og

imødekommende karakter, og at problemerne opstår, når ens socialrådgiver skal leve op

til sit bagland, i form af direktiver, strukturer og økonomi. Vera beskriver den gode

socialrådgiver som empatisk og indfølende, og som en, der formår at holde om ens

situation, det vil sige, på en måde omfavne og strukturere ens situation (Bilag 1,

Vera:1786). Hun understreger også at socialrådgiveren bliver nødt til at være åben over

situation, taler Peter om, at den gode socialrådgiver formår at grave ind til kernen af ens

behov, og endda opdager ting, man ikke selv var klar over (Bilag 1, Peter:101). Han

understreger rådgivningsfunktionen hos socialrådgiveren.

Generelt kan man sige, at det gode møde, og den gode socialrådgiver handler om, at man

som individ har en oplevelse af at blive forstået, at personen man sidder overfor får

indsigt i, hvad det er for en situation, man befinder sig i, og hvilke behov man har som

følge af denne situation (Bilag 1, Amalie:549). Det er vigtig at føle sig forstået, og denne

følelse kommer for nogen før det at få sine behov opfyldt. Man kan godt tage en

afvisning fra kommunen, så længe den overleveres med respekt og forståelse for ens

situation (Bilag 1, Peter:522). Glæden over et godt møde er ikke knyttet til, om man får

hvad man søger om, men om at blive forstået. Med henvisning til Foucault kan dette

forklares ved at mine informanter ikke blot er placeret i et møde med en enkelt person,

men rent faktisk konfronteres med det, Foucault kalder sandhedsregimet, som

socialrådgiveren er repræsentant for. Der er altså tale om at indgå i ‘sandhedsregimets’

system og at blive anerkendt og inkluderet af en etableret virkelighed, i en bestemt

position. Når man til mødet føler sig forstået, er man placeret i en kategori i

sandhedsregimet, der stemmer overens med ens egen selvopfattelse. Falder man ikke ind i

en af de mulige kategorier, vil det ikke være muligt med et ligeværdigt møde, og det vil

opleves som umuligt at trænge igennem til de tiltag og bestræbelser, socialrådgiveren har

mulighed for at uddele. Hvis man ikke anerkender den symbolske vold, der udøves, fra

det sociale systems felt, hvis man ikke indordner sig feltets doxa, opleves det som et

dårligt møde. I Bourdieusk forstand kan tilfredsstillelsen ved at blive anerkendt af

- 41 -

socialrådgiveren, forstås og tilskrives oplevelsen af at besidde den rette habitus til at

kunne indgå i socialsystem feltets doxa.

Den dårlige socialrådgiver

I mit interviewmateriale vedrørende ’den dårlige socialrådgiver’, er der flere oplevelser,

der går igen hos flere af informanterne. Dette er blandt andet oplevelser omkring, at

socialrådgiveren er for presset og for firkantet i forhold til at være imødekommende over

for informantens ønsker og behov. Der er også informanter, der har oplevet nedsættende

og nedladende sprogbrug og tonefald. Nogle oplever, de skal kæmpe imod fordomme og

med en socialrådgiver, der er fraværende i mødet. Andre oplever at blive mistænkeliggjort,

og sat i kategori med sociale bedragere. Informanterne oplever altså mødet med

socialrådgiveren som et direkte magtfuldt møde. Nogle tilskriver denne magt en form for

neutral størrelse, et nødvendigt onde, som man er nødt til at acceptere som menneske med

handicap, mens andre oplever en decideret ubehagelig og ødelæggende magtudøvelse.

Overskriften til dette afsnit ’firkantet’ henviser til den oplevelse informanterne får i det

dårlige møde, hvor man overordnet kan få en fornemmelse af, at regler og love er så

firkantede, at det nærmest er umuligt at passe ind. Det er bemærkelsesværdigt at ’den

gode socialrådgiver’, som vi har set, blandt andet er empatisk, nysgerrig og har forståelse

for ens situation som menneske med handicap, går hen og bliver firkantet i det dårlige

møde. Mennesket socialrådgiveren mister egentlig sine indre menneskelige værdier og

blive mere til form eller endda til system. Socialrådgiveren kan nogle gange have et for

firkantet blik på, hvad der er muligt, og hvordan man kan gå til udfordringerne (Bilag 1,

Vera:2113). Vera har en oplevelse af i mange år at have prøvet at forklare og bevise, hvor

syg hun egentlig var, uden at møde forståelse og anerkendelse af hendes situation. Hun

har oplevet en mangel i indlevelse, og i stedet oplevet, at socialrådgiveren var for

generaliserende og ikke formåede at støtte hende nok i sit sygdomsforløb (Bilag 1,

Vera:1781). Nu befinder hun sig et sted, hvor hun er så syg, at socialrådgiveren og

Ud fra Bourdieus teori kan man sige, at det nu lykkes Vera at leve op til socialsystem

feltets doxa. For at kunne få fuld kompensation fra det sociale system er det nødvendigt at

have den rette habitus, som lever op til feltets doxa. Tidligere har Vera ikke kunnet dette.

Feltet er så etableret og så firkantet, at man skal følge doxa nøje for at få det, man er

berettiget til.

Mikael fik i starten af sit forløb hurtig hjælp fra socialrådgiver og kommune, som følge af

at hans muskelsvind blev konstateret sent, og han introducerer i denne forbindelse

- 42 -

begrebet ’hardcore sagsbehandler’ om en person, der forsøger at løbe fra sit ansvar for at

hjælpe og få bemidlet det nødvendige (Bilag 1, Mikael:2206). Rasmus har en oplevelse af

at nogle af socialrådgiverne sidder og holder igen med midlerne, som var det deres egne

penge, de sad og forvaltede (Bilag 1, Rasmus:2840). Han oplever ydermere, at der er en

Rasmus:2830)

Ifølge Rasmus er halvdelen af møderne med socialrådgiverne ligeværdige, mens den

sidste halvdel ikke er ligeværdige (Bilag 1, Rasmus:2905), og man sidder altid tilbage

Rasmus:2930). Det er, når man ramler ind i systemet og socialrådgiveren, at denne bliver

beskrevet som en håndlanger, og mødet bliver mere firkantet og rigidt. I det dårlige møde

føler man sig misforstået og ladt alene mod et system. Det er som Foucault beskriver det,

at socialrådgiveren er repræsentant for systemet og har disciplineret og indarbejdet

systemet i sig. Ved hjælp af disciplinering forsøger socialrådgiveren at føre systemet

videre til Rasmus, han/hun disciplinerer gennem socialrådgivningen som institution uden

hensyn til mennesket Rasmus.

Nogle af informanterne har oplevet, at der bliver snakket ned til en fra socialrådgiverens

side. Mikael har en formodning om, at socialrådgiveren måske kan komme til at falde i en

generel fordom som er, at man nok er lidt tilbagestående, hvis man sidder i kørestol, eller

har et synligt handicap (Bilag 1, Mikael:2750). Peter forklarer også det at være udsat for

med at socialrådgiveren ikke har den fornødne tålmodighed, der kan være nødvendig, når

man taler med mennesker, der har et handicap (Bilag 1, Peter:309). En anden forklaring

kunne være socialrådgiverens brug af eufemiseret magt samt igen en disciplinering ud fra

sandhedsregimet.

I afsnittet omkring det at føle det nødvendigt at fremhæve ens svagheder som menneske

med handicap i mødet med socialrådgiver og socialsystem, beskriver jeg hvordan Vibeke

oplever en ubehagelig situation, hvor en specialist fra kommunen og en socialrådgiver

sidder og taler om Vibeke og hendes svagheder, foran Vibeke (Bilag 1, Vibeke:1345).

Hun oplever dette som en krænkende situation, dermed også en situation, hvor

repræsentanter for socialsystemet sidder og er nedladende. Her er der tale om en tydelig

subjektivering. Vibeke er genstand for det sociale systems dom. Socialrådgiveren og

specialisten har internaliseret systemets magt og reproducerer denne.

- 43 -

Peter siger, at han generelt ude i verden møder en fordom, der går på, at når man sidder i

kørestol og har et handicap, så er man nok ikke særlig aktiv og har nok ikke nogen

ambitioner eller drømme for sit liv. Denne fordom kommer med ind til mødet hos nogle

socialrådgivere, hvor Peter så fortæller, at han må bruge en stor del af mødet på

overhovedet at slå fast, at han altså har ambitioner og drømme for sig selv, selv om han

sidder i kørestol (Bilag 1, Peter:198). Det er vigtigt for Peter, at socialrådgiveren har et

åbent sind, for ellers kan han være nok så overbevisende og aktiv omkring sine behov,

men det vil ikke nytte noget, hvis socialrådgiveren ikke kan se disse behov. Det dårlige

hvor ingen behøver at tage sig af hende, man kan lade som om, man ikke behøver at have

noget med hende at gøre (Bilag 1, Vera:2099). Man kan forklare socialrådgiverens

fordomsfuldhed ved blandt andet Foucaults begreb ’normalisering’ samt Bourdieus felt

og doxa. Dette, at man låser sig fast på en forestilling omkring, hvad en person i en

kørestol kan og ikke kan, og mest af alt låser sig fast i, at personen ingen drømme og

ambitioner har skyldes, at man betragter det ’normale’ overfor det ’ikke-normale’.

Samtidig er socialrådgiveren placeret i et socialsystems felt, hvor doxa definerer

inklusion over for eksklusion. Hvis man ikke har den rette habitus og kan leve op til

feltets doxa, vil man opleve at blive holdt ’udenfor’ og at blive udsat for tiltag, der skal

holde en på en passende distance fra feltet.

Enkelte af informanterne oplever, at der er en mistroisk tilgang til klienten i det sociale

system. Man har en fornemmelse af at blive tjekket igennem for at se, om man snyder.

Peter oplever det nogle gange som en underliggende tone i samtalen, at man forsøger at

1, Peter:151). Mikael oplever, at socialrådgiver og socialsystem har et meget kritisk

forhold til de ansøgninger, man måtte have, en udvikling, der har forandret sig til det

værre efter kommunesammenlægninger. Man tjekker alting meget nøje for at se, om der

skulle være snyd (Bilag 1, Mikael:2212). Vibeke fortæller også, at hun oplever en

mistroisk tilgang til borgeren, der går igennem hele det sociale system, og endda også ind

i ankestyrelsen (Bilag 1, Vibeke:1470).

Et yderligere punkt, som definerer den dårlige socialrådgiver, er den socialrådgiver, som

ikke virker nærværende i mødet. Det er ikke muligt at få et positivt samarbejde mellem

klient og socialrådgiver, når man har en oplevelse af at socialrådgiveren allerede sidder i

sit næste møde (Bilag 1, Peter:80). Jane har også oplevet at have behov for at ‘ruske’ i

socialrådgiveren fordi denne opleves som værende fraværende (Bilag 1, Jane:3812). På et

- 44 -

mindre konkret plan har informanterne også oplevelser af en overordnet mangel på

Socialrådgiverens udøvelse af magt bliver mere eksplicit i beskrivelsen af den dårlige

socialrådgiver. Informanterne føler mere præsent, at de er oppe mod det sociale system. I

Bourdieus feltforståelse kan man tale om, at den dårlige socialrådgiver ikke lever op til

handicapfeltets doxa. Denne har ikke formået gennem uddannelsen og erfaring at tilegne

sig den rette og passende habitus. I den sammenhæng kan man også tale om, at

socialrådgiverens facework kan være med til at bringe begge parter i forlegenhed og

skabe en ubehagelig situation, hvor man ikke kan finde det passende ansigt, og derfor

kommer til at virke fraværende og mistænkeliggørende.

Tema 4: Socialrådgiveren og systemet

De fleste informanter har den forventning til systemet, at det er en modspiller i en kamp

omkring ressourcer. Det er et strategisk møde, og man skal ikke forvente at

socialrådgiveren er en person, der repræsenterer dig og dine interesser, men man kan

nærmere forvente at socialrådgiveren er en modspiller som repræsenterer og kæmper for

systemets interesser (Bilag 1, Vera:2177). Det er vigtigt, at man føler sig velforberedt til

mødet, hvilket ifølge Mikael er et underligt princip, fordi man som udgangspunkt

kommer til mødet for at få hjælp (Bilag 1, Mikael:2650). Det opleves altså i disse tilfælde

som om, at en del af socialsystemfeltets doxa er at være velforberedt og velorienteret.

En overvægt af informanterne oplever i deres beskrivelse af det dårlige møde med deres

socialrådgiver, at det er en form for magtspil, man har kørende. Mikael gør sig nogle

betragtninger omkring socialrådgiverens rolle, hvor han som udgangspunkt i de første par

møder havde en forestilling om, at socialrådgiveren sidder på den anden side af bordet for

at hjælpe, så ændres denne overbevisning til, at socialrådgiveren bliver en modspiller i

det, der viser sig at være et strategisk spil mellem borger og socialsystem. Således

- 45 -

Vibeke siger i samme forbindelse, at hun føler, det er et magtspil, der finder sted med alle

de klagesager, man bliver nødt til at køre for at få sine ting igennem det sociale system. I

dette specifikke eksempel kæmper hun for at få en indendørs kørestol, men får at vide

Vera oplever sig ikke respekteret og tilskriver dette, at mødet mellem klient og system i

udgangspunktet ikke er ligeværdigt. Det er socialrådgiveren og det sociale system, der

sidder i toppen af magthierarkiet, når det kommer til det specifikke møde, hvor Vera

kommer for at modtage hjælp. Vera sætter denne magt sammen med en følelse af ikke at

være respekteret og taler også om værdighed forstået som, at socialrådgiveren skal forstå

at behandle Vera med værdighed. En handling der ifølge Vera besværliggøres af de ulige

Rasmus har et eksempel, hvor han kæmper for at få løn udbetalt til sin sekretær i

forbindelse med sin uddannelse. Efter aftale med Københavns Kommune ansatte han en

studerende til at hjælpe ham, og det viste sig så, at han skulle kæmpe for at få lønnen

udbetalt, en løn der udeblev i flere måneder. Rasmus oplevede, at ansvaret hele tiden blev

sendt videre i systemet, at han blev talt ned til, og hele episoden kulminerede, da han

Ifølge informanterne er der et decideret magtspil i gang, der gør, at man oplever mødet

med socialrådgiveren som et dårligt møde. Det er svært at adskille systemet fra den

specifikke socialrådgiver, som til dels er systemet, i form af krav og forventninger, og til

dels er et individ med de specifikke kendetegn, der nu engang præger det. Dette magtspil

mellem socialrådgiveren og borgeren bliver tit tilskrevet det bagvedliggende system, og

kan sættes sammen med et senere tema i analysen, som omhandler den kamp, individet

oplever at skulle kæmpe mod systemet. Det er en manifestation af magt. Det sociale

system kæmper for at opretholde den gældende orden.

- 46 -

Der er nogle strukturer i det sociale system som ifølge informanterne er

uhensigtsmæssige. Disse er både strukturer på det meget praktiske niveau som for

eksempel, at man blot får et brev ind af brevsprækken, når ens socialrådgiver er stoppet,

og man er blevet tildelt en ny. Dette er frustrerende i det, man kan have fået bygget en

god relation op til sin socialrådgiver, og pludselig er han/hun væk, uden man egentlig er

forberedt (Bilag 1, Jane:3400). Ens sagsbehandling kan afhænge af ens relation til sin

socialrådgiver, så det er i og for sig meget væsentligt, hvorvidt man har en stabil og

sikker fornemmelse af sin socialrådgiver. Der er også nogle mere skjulte strukturer, hvor

eksemplet er, at der ifølge Mikael er nogle grundlæggende mistillidsforhold, der er

bygget ind i forholdet mellem klient og socialsystem (Bilag 1, Mikael:2724). Rasmus

oplever at sagerne trækker vanvittigt meget i langdrag, hvilket er med til at vanskeliggøre

mødet med det sociale system (Bilag 1, Rasmus:2869). Peter har flere gange oplevet at

socialrådgiverne ikke har overholdt deres oplysningspligt, en direkte forringelse af

Rasmus’ magtposition, der tilmed medfører en masse besværlig kommunikation frem og

tilbage, og komplicerer hans sag yderligere (Bilag 1, Peter:407). Det kunne tyde på, at der

er nogle strukturer, nogle arbejdsrutiner som ikke er hensigtsmæssige, eller i hvert fald

ikke til fordel for mennesker med handicap i deres møde med det sociale system. På et

mere psykologisk plan taler Vera om, at nogle socialrådgivere burde komme på

selvopdragelse, fordi det virker på Vera som om, at der er nogle fastetablerede normer

internt i det sociale system, som socialrådgiverne burde diskutere indbyrdes for at kunne

skabe et ordentligt møde med klienten (Bilag 1, Vera:2088). Disse fastetablerede normer

er det sociale systems doxa, og det vil være svært for Vera at leve op til disse indlejrede

regler i socialsystemets felt, derfor oplever hun at socialrådgiverne ikke har den

respektfulde og anerkendende tilgang, de burde have. Det sociale system lever ikke op til

handicapfeltets doxa, der kræver at man er empatisk og åben i mødet med mennesker

med handicap.

Når socialrådgiver og socialsystem skal danne sig et billede af personens omfang af

handicap, ser det ud til, at det er nødvendigt for systemet at spørge ind til intime detaljer.

Intime detaljer kan være svære at definere, fordi det, som virker krænkende på den ene,

kan flyve hen over hovedet på den anden. Men ifølge informanterne bliver man bedt om

at udstille sine svagheder, hvis man vil i betragtning for at få hjælp fra kommunen. Det

kan jo være nødvendigt, og det er svært at komme med løsningen på dette spørgsmål,

men nogle af informanterne efterspørger andre måder at køre supervision på. Man kunne

for eksempel have et ekspertcenter, hvor man kunne tage ind, i stedet for at ens hjem skal

være mødelokale og vurderingscenter for skiftende socialrådgivere,

visitationssygeplejersker, ergoterapeuter med mere (Bilag 1, Mikael:2279). Det er en

ubehagelig situation at skulle sidde og fokusere og fremhæve det, der betragtes som

- 47 -

Vibeke oplever en ubehagelig situation hjemme i sit eget hjem, hvor amtets repræsentant,

som er specialist i nedsat bevægehandicap, sidder og taler om Vibeke og hendes handicap

sammen med socialrådgiveren. En situation, hvor de alle tre sidder og fokuserer på

Vibekes svagheder, frem for at prøve at fokusere på de styrker, hun måtte have. Dette

oplevede hun som værende en krænkende oplevelse, både fordi de sidder i hendes hjem

og taler om hende, og fordi det eneste, de taler om, er hendes svagheder (Bilag 1,

Vibeke:1345). Når alt bliver målt ud i petitesser, og man bliver målt og vejet på hvad man

kan og ikke kan i den og den situation, så føler man sig meget svag, og Vibeke tilføjer, at

man endda skal gøre sig yderligere svag for at få den rette kompensation (Bilag 1,

Vibeke:1096). Dette hænger sammen med nogle kommuners tendens til at holde igen

med den rette hjælp, et tema som omtales i afsnittet ’lang sagsbehandling, sabotage og sej

kamp’. For Rasmus er det ydmygende, at skulle bede om hjælp (Bilag 1, Rasmus:3164),

Vibeke fremhæver også, at man er den lille i forholdet til sit socialsystem og sin

socialrådgiver, man modtager ikke bare en ydelse fra staten, og lever ellers sit liv i fred

og fordragelighed, men man indgår ufrivilligt i nogle ulige relationer, hvor man sidder og

skal bede om almisser, for at få en nogenlunde tilfredsstillende hverdag op at køre (Bilag

1, Vibeke:1415). Mikael taler også med på det tema, og han nævner ’hatten i hånden’

situationen, hvor man som klient føler, man er nødsaget til at indtage den domineredes

Historisk set har man som menneske med handicap ikke haft mange rettigheder, og man

forsøger nu i lovgivningen på nationalt og internationalt plan at bevæge sig væk fra en

situation, hvor mennesker med handicap skal være afhængige af generøsitet og almisser,

og positive forhold omkring sin egen person, og man har idéer og forestillinger omkring

’det gode liv’. Dette mere generelle forhold, der netop handler om selvopretholdelse og

selvrespekt bliver direkte udfordret i mødet med socialrådgiveren og det sociale system.

Hele grundlaget for mødet er at få defineret, hvad man ikke kan, og hvor man adskiller

- 48 -

sig fra mennesker, der ikke har et handicap. Mødet opleves derfor af mine informanter

som ubehageligt og for nogle direkte krænkende, netop fordi man går ind og udfordrer

mere eksistentielle overvejelser omkring sig selv og sin person i forhold til det

omgivende samfund.

I forhold til Bourdieu forringer man sin symbolske kapital for at opnå resultater. Det er en

modsætning til almindelige forhandlinger og magtudveksling, hvor man forsøger at

forøge sin symbolske kapital. Resultatet af dette er et fordrejet og akavet selvbillede. Det

er en kompromittering af ens selvforståelse for at opnå økonomisk kompensation. Det er

nødvendigt at afgive symbolsk kapital, for at indordne sig doxa i det sociale systems felt.

Selvom der arbejdes ud fra et relativt handicapbegreb, beskrevet tidligere, kan man få

oplevelsen af, at mennesker med handicap bliver nødt til at definere sig i forhold til det

medicinske handicapbegreb for at blive accepteret af det sociale system. Systemet søger

som udgangspunkt at vedligeholde eller reetablere magten til at definere, hvad et

handicap er, og i hvor høj grad klienten kan inkluderes og kompenseres. Foucaults syn på

samfundsudvikling tvinger socialrådgiveren til at definere klienten i forhold til den

medicinske definition. Med Foucaults subjektivering bliver mennesket genstand for

undersøgelse. Magtfulde instanser i samfundet definerer normer og adfærd, hvad der er

handicap, og hvad der ikke er. Idealet om det relationelle handicapbegreb kan ikke

opfyldes, da det sociale system er underlagt en stram styring af begrænset økonomisk

kapital fra de øvrige magtsystemer, eksempelvis det politiske system.

Tema 5: Systemet

Som udgangspunkt er mødet mellem system og klient ikke ligeværdigt. Det er

magtudøvelse. Der er nogen der har, og nogen der skal have, som Foucault siger, der er

magt i alle relationer. Socialrådgiveren er en person, som man som menneske med

handicap har en relation til. Det er et konkret møde mellem to mennesker, men i samtaler

med mine informanter bliver det overordnede bagvedliggende system nævnt som noget,

Socialrådgiveren kan blive en karakter, som ikke forandres synderligt, blandt andet fordi

man ikke kan nå at opbygge et forhold til personen bag masken, fordi der er så meget

udskiftning blandt socialrådgivere (Bilag 1, Peter:27). Systemet er med sine faste regler,

procedurer og økonomi både med til at hjælpe mennesker med handicap, men der er også

forhold, hvor systemet direkte skaber usikkerhed og fremmedgørelse. Vera oplever blandt

andet usikkerhed som følge af, at der ikke er en generel kontaktperson, som kan følge ens

sag. Hun mener, man er meget overladt til sig selv og er i tvivl om, hvorvidt hendes sager

vil forløbe til hendes fordel (Bilag 1, Vera:2054). Dette afsnit vil omhandle

informanternes oplevelse af det sociale system og dets betydning for deres generelle

livsoplevelser.

- 49 -

mellem socialrådgiver og menneske med handicap. Ligeværdigheden er ifølge Vera

bestemt af, hvem der har magten i mødet (Bilag 1, Vera:1909). Peter siger, det er et

specielt møde, og fordi socialrådgiveren er den, der bevilger, kan det aldrig blive et

ligeværdigt møde (Bilag 1, Peter:557).

En overvægt af informanterne oplever eller har på et tidspunkt oplevet at skulle kæmpe

mod det sociale system. Det er interessant i denne forbindelse at påpege, at Jane oplever

større kamp og udmattende sager i mødet med uddannelsessystemet (Bilag 1, Jane:3717).

Hun kan dog godt medgive, efter lidt tovtrækkeri med interviewer, at halvandet års

sagsbehandling fra godkendelse af en bil, til at man rent faktisk kan køre rundt i den, er

lidt lang tid (Bilag 1, Jane:3528). Jane er dog i høj grad tilfreds med sit overordnede

møde med systemet.

Peter oplever det som et problem, der både er indbygget i systemet, men som også

hænger sammen med socialrådgiverens tilgang til en, at man er nødsaget til at udfylde en

masse papirer i mødet med systemet. Det er ikke bare en gang, at man udfylder, men der

er en masse brevveksling frem og tilbage, hvilket medfører en masse konkrete

besværligheder med at skulle ned til postkassen hver gang, man skal sende et brev. Peter

mener, at hvis man havde lidt indsigt i hans situation med sit fysiske handicap, så ville

man have forståelse for, hvor besværligt det er at skrive breve frem og tilbage mellem

borger og system (Bilag 1, Peter:424). Peter oplever nogle gange, at det kan være

det ikke overvejelser omkring handicap feltet, der gør sig gældende. Hvis ikke man har

den rette habitus, vil man ikke blive anerkendt. Det økonomiske felt og det juridiske felt

vejer i dette tilfælde tungere end handicap feltet.

Mikael fortæller om et tilfælde, hvor kommunen trækker sagsbehandlingen ud, da han var

16, og der skulle bygges om i hjemmet således, at han kunne komme omkring med

- 50 -

Mikael fortæller i sit interview, at han overordnet har oplevet det sociale system, som at

det skaber barrierer og gør forholdene mere besværlige, end de behøver at være, og de var

tænkt på et mere overordnet plan i rammelovgivningen. Det er gennemgående, at han

oplever hele sit forløb som en strategisk kamp, for at få det, man er berettiget til og det,

man har behov for som menneske med handicap. Han mener, at det sociale system, gør

Han mener også, det er en kamp at få de absolut nødvendige behov dækket, og at

kommunen stopper og strammer dens mulighed for at hjælpe langt før, det er rimeligt.

Man bliver nødt til at anlægge sag for at få sin fulde ret, men man orker det ikke, fordi

man i forvejen kæmper for det absolut nødvendige (Bilag 1, Mikael:2371). Rasmus

fortæller, at han også kæmper med det sociale system omkring lange

sagsbehandlingstider, og han formår at se det som et led i et magtspil, hvor han betragter

ham som om, det hjælper ham i hans kamp med sagsbehandlingstider, at han kan sende

sin Ph.d. titel med (Bilag 1, Rasmus:2992).

Vera fortæller, hun har en masse uafsluttede sager kørende med sin kommune, blandt

andet har hun nogle sager omkring merudgifter, som går helt tilbage til 2006 (Bilag 1,

Vera:1806). Peter har flere gange oplevet at få afslag, for så at få at vide, at man gerne vil

- 51 -

mener, at det er forkert, at man skal trække sager ud vedrørende konkrete tiltag, som er

med til at hjælpe ens situation som menneske med handicap. Vibeke har den oplevelse, i

en konkret sag omkring hjælp til uddannelse, at socialrådgiveren er bundet af systemet.

Socialrådgiveren viser sin utilfredshed ved ikke at kunne hjælpe Vibeke mere, men har

I Bourdieus terminologi er en vigtig doxa for mennesker i handicapfeltet en hvis

tilbageholdenhed i hvor høj grad, man søger støtte og hvor ofte. Det giver sig udtryk i en

hvis accept og forståelse for det sociale systems bureaukrati og lange sagsbehandlinger.

En del af det at have et handicap er, at man venter på det sociale system. Mine

respondenter stiller krav til en del af en velfungerende socialrådgiveres habitus, at

personen ud over faglig indsigt og kendskab til systemer besidder empati, nærvær,

åbenhed, nysgerrighed og evner at rådgive. En del af handicapfeltet, hvis man kan tale

om et sådant, er at økonomisere med brugen af det sociale system. Man skal ikke være for

krævende og hjælpeløs, hvilket står i modstrid med socialsystemsfeltet, hvor baggrunden

er, at man for at få hjælp, bliver nødt til at fremstille sig selv som hjælpeløs, eller i hvert

fald overdrive sine handicap for at modtage støtte. I handicap feltet vil man ikke udøve

’hatten i hånden’, men tvinges til dette.

Socialsystems feltet er underlagt en politisk og økonomisk virkelighed, hvor idealet

omkring det frie og selvstændige menneske med handicap får begrænsede

udfoldelsesmuligheder. Din habitus har stor betydning for, hvordan dit møde med det

sociale system forløber. Har du den fornødne habitus, og den rette sammensætning af

felter og kapital (eksempelvis forældre og god økonomisk baggrund) vil du overordnet

have gode oplevelser med systemet.

Et tema der går igen for alle informanterne, er utryghed og bekymring i forhold til, hvor

vilkårlig sagsbehandlingen er fra kommune til kommune, fra socialrådgiver til

socialrådgiver. Regler og love fortolkes forskelligt, nogen kommuner tolker meget stramt,

mens andre har mere overskud til at lempe til fordel for borgerens situation.

Jane synes, det er problematisk, at der er så stor forskel fra kommune til kommune (Bilag

1, Jane:3770). Amalie slår fast, at der er kæmpe forskel kommunerne imellem (Bilag 1,

tilfældigheder på spil, hvad angår socialrådgivere og kommuners sagsbehandlinger, og

- 52 -

hun efterlyser, at man nedlægger det kommunale selvstyre til fordel for nogle

standardrettigheder, netop fordi det er for vilkårligt, og dette skaber usikkerhed og

utilfredshed (Bilag 1, Vibeke:1378). Dit forhold til dig selv og dit forhold til

socialsystemet kan være godt eller dårligt, alt efter hvilken kommune du bor i, og hvilken

socialrådgiver du har (Bilag 1, Jane:3302). Love og regler er de samme for hele

Danmark, og der er en særdeles god og fyldestgørende rammelovgivning, men problemet

er, at der er så stor forskel kommunerne imellem, for hvordan man tolker love og regler

(Bilag 1, Amalie:661). Vibeke oplever at lovene bliver tolket meget snævert (Bilag 1,

Vibeke:1250).

Alle informanterne kan altså slå fast, at det er vilkårligt hvorvidt, man har et godt forløb

og nogle gode møder med socialrådgiver og socialsystemet, og denne vilkårlighed sætter

sine præg på informanterne. Vera fortæller at hendes forløb er præget af megen

usikkerhed og urolighed. Dette er stressende, og hun formår ikke rigtigt at slappe af,

netop fordi det hele virker så tilfældigt (Bilag 1, Vera:2042 & 2053). I denne vilkårlighed

kommer det frem, at ens møde bliver godt eller dårligt alt efter hvilken socialrådgiver,

man møder. Der er tendens til høj udskiftning af ens socialrådgiver, hvilket vil sige, at det

er svært at opnå et fast forhold til en. Når så også mødets karakter er afhængigt af,

hvordan personen er som menneske, mere end man kommer ind til en standard, så øges

usikkerheden også. Et ligeværdigt møde afhænger af, hvem det er, der sidder på den

anden side af bordet, og dette er vilkårligt (Bilag 1, Mikael:2239). Amalie kommer med

en modstrategi til al denne vilkårlighed i mødet med socialrådgiver og socialsystem, der

går på, at det er vigtigt at have en stor organisation i ryggen, for på denne måde at kunne

få sin sag igennem systemet (Bilag 1, Amalie:905). Dette er et emne, jeg tager op i næste

afsnit.

Tema 6: Strategi og styrke

Ifølge de fleste informanter er det vigtigt i mødet med det sociale system, at man er

strategisk og stærk. Man skal have mange ressourcer, og man skal kunne råbe højt (dog

ikke for højt) for at kunne få de ydelser, som man har ret til. Det kan virke lidt

lovgivningen for at kunne få det, der per lov tilkommer en, samtidig med at grunden til

man overhovedet får ydelser er fordi, man betragtes som minoritet eller endda en ’svag’

gruppe (Bilag 1, Vibeke:1284). Ifølge Vibeke skal man selv vide, hvad man har brug for,

og så er det vigtigt at være vedholdende og velargumenteret i alle sine sager, lige meget

Mikael oplever, at systemet udnytter de mennesker som ikke råber højt: ”Og så er det jo

også nemmere at flytte den person, der ikke råber særlig højt, ned til noget der vil være

- 53 -

Mikael fastslår, at det er vigtigt at have en stor organisation bag sig, hvis man gerne vil

tages alvorligt af det sociale system (Bilag 1, Mikael:2362). Amalie understreger også

vigtigheden af at have en stor organisation i ryggen, og tager Rasmus Broberg sagen fra

Gladsaxe Kommune frem. Hun mener, at hvis ikke Muskelsvindfonden havde taget

affære, og hvis ikke de havde fået medierne ind over, så kunne sagen meget sandsynligt

været faldet ud til systemets fordel (Bilag 1, Amalie:836). Amalie kender til flere

personer med handicap, som har tabt lignende sager, og som resignerer (Bilag 1,

Amalie:841). Rasmus mener, at det må være et stort problem, hvis man ikke har særlig

mange ressourcer at klare sig imod det sociale system. Det kræver stor styrke og indsigt

at køre klagesager. Derfor er det vigtigt, man har en institution eller en stor organisation

bag sig (Bilag 1, Rasmus:3004,3045). Mikael sætter det endda sammen således, at den

person, som ikke kan råbe højt, og har færrest ressourcer, får flest problemer i mødet med

det sociale system (Bilag 1, Mikael:2713).

Det er nødvendigt med en stor organisation i ryggen, der kan udfordre det sociale systems

symbolske vold og doxa, og dette medfører, at man tit kan vinde sin specifikke sag, men

det ændrer ikke grundlæggende på det sociale system. Systemet arbejder konstant på sin

selvopretholdelse, for at kunne beholde sin magt og ret til at definere ’det naturlige’,

inklusion og eksklusion, den ’normale’ og den ’ikke-normale’ og så videre.

Socialsystemets felt, udøver symbolsk vold, for at opretholde den gældende doxa inden i

feltet. Informanternes oplevede forhindringer, som systemet opstiller, er medvirkende til

at kunne opretholde systemets magt til for eksempel at definere hvilke ydelser, der er

tilgængelige, for hvilke personer. Ovenstående er eksempler på producering og

reproducering af den gældende orden.

Tema 7: Eksistentielt

Hvilke handlemuligheder har man? Måske har man som menneske med handicap et godt

møde, men det betyder ikke, at man har et godt liv eller føler, man har kontrol over eget

liv. Der er aspekter, der slår igennem overalt: De personer, jeg har interviewet har alle

gjort sig overvejelser omkring deres handicap og den identitet, det medfører. Der er

mange aspekter, der skal til for at skabe ’det gode liv’ og i dette afsnit vil jeg prøve at

redegøre for nogle af de mere eksistentielle overvejelser, oplevelser og bekymringer som

informanterne har været udsat for. Alle sammen fænomener, som jeg mener, er med til at

forme et individ. Uanset ens baggrund og handlemuligheder, er det svært at sige, hvad der

udgør ’det gode liv’, men her vil jeg gerne prøve at ridse de ’faldgrupper’ og

udefrakommende problemer, som informanterne mener, er med til at besværliggøre vejen

mod ’det gode liv’ for mennesker med handicap.

- 54 -

Det er tilsyneladende vigtigt for samtlige informanter at undgå at ende i en ’offer’ rolle,

hvor det bliver ens hele identitet at kæmpe mod systemet for at få det, der per lov

tilkommer en. Hvis man søger om hver detalje, vil man skulle være i kontakt med

socialrådgiver og det sociale system hele tiden, og dette mener Amalie er en usund

tilgang (Bilag 1, Amalie:681). Nogle mennesker kræver deres ret helt ned til detaljen, og

til sidst ender det med at blive en identitet for dem (Bilag 1, Amalie:699). Amalie prøver

så vidt muligt at holde sig væk fra det sociale system, og har i denne forbindelse fravalgt

sig dækning af merudgifter (Bilag 1, Amalie:742). Der er en masse forhold, som man er

berettiget til at søge på, men Amalie gider ikke besværet, da sådanne sager tit indeholder

en masse papirarbejde og brevveksling, hvor det er nødvendigt at skulle ned til

postkassen hver gang (Bilag 1, Amalie:755). Hun søger kun på de store forhold, såsom

bil og hjælperordning, hvor der som regel ikke er nogen tvivl om sagens udfald (Bilag 1,

Amalie:688). For Mikael er det også bedre at lade nogle ansøgninger ligge, og det er en

strategi at holde sig væk og altid overveje, hvorvidt det kan betale sig at gå ind i sagen

(Bilag 1, Mikael:2391). Følelsesmæssigt og økonomisk kan det tit ikke betale sig at gå

ind i en sag, og der ligger en underliggende frustration og oplevelse af magtesløshed som

følge af tidligere erfaringer i mødet med det sociale system (Bilag 1, Mikael:2656).

Mikael oplever, at hans sagsforløb med kommunen er tilfredsstillende i øjeblikket, men

som følge af tidligere erfaringer, er han ængstelig for den dag, hvor det kan være

nødvendigt med et kommuneskifte (Bilag 1, Mikael:2646). Vera oplever også en del

usikkerhed med hensyn til de sager, hun har kørende, dette blandt andet som følge af

tidligere at have skullet kæmpe for at få sine sager igennem systemet, nogle oplevelser,

som hun siger, har været hårde at skulle igennem (Bilag 1, Vera:1890). Hun oplever alt

denne usikkerhed og mangel på afklaring som værende stressende (Bilag 1, Vera:2042).

at ens handicap fylder ens identitet ud alt efter, hvor afhængig man er af hjælp fra andre.

Rasmus mener, at han som blind har større frihed til at være uafhængig af et socialt

system end for eksempel en person, der ikke kan komme ud af sengen uden hjælp. Alt

efter hvor afhængig man er, vil man opleve sin frihed blive indskrænket. Amalie fastslår

også, at de møder, hun er i med socialrådgiver og det sociale system, ændrer karakter alt

efter hvor afhængig hun er af det emne, man taler om (Bilag 1, Amalie:595). Man kan

måske se en tendens til, at jo mere afhængig du er af det sociale system, jo mere vil du

føle dig bundet af systemet, og dermed opleve indskrænket frihed til følge. I en situation

af indskrænket frihed er det så endnu mere vigtigt at føle sig anerkendt og respekteret.

For mange dårlige oplevelser med det sociale system kan medføre apati (Bilag 1,

Jane:3450).

Tilsyneladende er det meget vigtigt ikke at falde ned i en ’offer’ rolle og dermed ende

1, Vibeke:1398).

- 55 -

Som alle andre mennesker befinder mennesker med handicap sig inden for et utal af

felter. Stor diskrepans imellem de forskellige felter sætter individet under pres. I nogen

sammenhænge skal de være selvstændige og stærke, og i andre sammenhænge skal de

udstille deres selvopfattede svagheder. I spørgsmål omkring mere eksistentielle forhold,

kommer handicapfeltet til udtryk. Den rette doxa inden for dette felt kræver, at man

undgår at være offer og blive bitter. Uafhængighed fra det sociale system sættes også op

som et ønskværdigt mål.

AFRUNDING AF TEORIERNE OG ANALYSEN

Efter analysen kan jeg se, at i et historisk perspektiv er det gået fremad for mennesker

med handicap og deres livsvilkår. Det sociale system sikrer en opretholdelse af et

forholdsvis velfungerende liv. Der er ikke nogen givne sandheder for ’det gode’ liv heller

ikke, når det kommer til mennesker med handicap. Dermed er der heller ikke noget

entydigt svar på hvad, der udgør de rette livsvilkår. Det er en god ting, at man som

menneske med handicap til en hvis grad kan kompenseres, men der er stadig en mængde

områder, hvor forholdene for mennesker med handicap kan forbedres. Jeg har mødt og

talt med mennesker, som er en del af det sociale system, nogen er endda fundamentalt

afhængige af det. De mennesker, jeg har talt med har i mere eller mindre grad oplevet

ekskluderende magtudøvelse fra socialrådgivere og det sociale system.

Jeg fik interesse for feltet, fordi jeg blev indigneret af at høre om det konkrete møde man

som menneske med handicap har med det sociale system. Hvad er det, der ligger til grund

for nogen menneskers oplevelse af at blive talt ned til og være udsat for fordomme? Hvad

er det, der sker i mødet? Er det magtudøvelse eller er det bare sådan livet er?

Jeg har oplevet velfungerende ’almindelige’ mennesker fortælle om nedværdigende

oplevelser og situationer, hvor en grundliggende usikkerhed er blevet forstærket fra det

system, hvis udgangspunkt er at hjælpe og kompensere mennesker med særlige behov.

Det viser sig, at virkeligheden er kompleks, at der ikke er nogen entydige svar, men jeg

har gennem Foucault, Bourdieu og Goffman valgt at fokusere på magtprocesserne i

mødet mellem menneske med handicap og socialrådgiver. Dette møde hjælper mange

mennesker på vej, men der er også nogle indbyggede ulige magtforhold, som er med til at

forværre situationen for mange mennesker. Man bliver sat en del i udsigt gennem

rammelovgivning og generel velfærdssamfunds debat, og det viser sig så, man skal

kæmpe en tærende kamp mod det sociale system, som i udgangspunktet er sat til verden

for at hjælpe og netop sikre lovgivningen til fordel for mennesker med handicap. Det

viser sig, at nogen kommuner tolker lovgivningen stramt, så stramt, at en

overlevelsesstrategi som klient er at holde sig væk. Andre oplever det sociale system og

socialrådgiveren som deciderede modspillere i kampen om på den ene side, at få det der

tilkommer en, og på den anden side holde fast med næb og kløer for ikke at udlevere for

- 56 -

meget af sig selv. Nogle oplever diskriminerende tale og handling i mødet med

socialrådgiver og system, og bliver på den måde gjort anderledes fra den store majoritet i

samfundet. Man er klient, og så er man endda en klient, der bliver talt ned til. Ikke nok

med at man har en fysisk tilstand, man forsøger at forholde sig til og skabe gode

livsrammer for, så møder man i det sociale system yderligere forhindringer, der er med til

at forværre ens livsvilkår.

Der er nogen ulige magtforhold i mødet mellem socialrådgiver og menneske med

handicap. Socialrådgiveren sidder med viden på området, og Foucault fortæller os, at

viden er magt. Klienten er økonomisk afhængig af det sociale system, og dette ødelægger

muligheden for et ligeværdigt møde med socialrådgiveren.

Der er stor forskel kommunerne imellem for hvordan, de håndterer mennesker med

handicap. Nogle kommuner tolker lovgivningen stramt, mange gange så stramt, at de

taber deres sager ved ankenævnet. Man kunne tro, at det var en strategi for nogle

kommuner at satse på, at de mennesker, som er involveret i det sociale system ikke anker

deres sags afgørelser. Der er også stor forskel på de socialrådgivere, man som menneske

med handicap møder. Man kan risikere at møde en person, som er nedladende i sin

opførsel, og som ikke er åben og engageret i ens sag. Denne vilkårlighed kan skabe meget

usikkerhed omkring ens situation (nogle af de informanter, jeg har talt med, påvirkes

dybt, og det har stor betydning for deres selvforståelse og generelle tiltro til systemet og

omverdenen). I nogle kommuner er der også en høj rate i udskiftningen blandt

socialrådgivere, hvilket betyder, at man som klient har svært ved at opbygge en ordentlig

relation til det sociale system.

I og med, at man er klient i det sociale system, kan man som udgangspunkt tale om at

mine informanter har begrænset økonomisk kapital. Havde de selv råd til en kørestol,

kunne de undgå at opsøge systemet. De informanter, jeg har talt med, har som følge af

deres uddannelse og kulturelle orientering i øvrigt en del kulturel kapital. Der er også

tilstrækkelig social kapital til, at man kan indgå i adskillelige relationer med både system,

enkeltindivider og grupper generelt. Forudsat, at det er nødvendigt at sidde i toppen af

magthierarkiet for at opnå indflydelse og anerkendelse fra sine omgivelser, samt leve ’det

gode’ liv, så vil mine informanter ifølge Bourdieu have væsentlige udfordringer. Dette

fordi man for de fleste felters vedkommende end ikke vil blive taget i betragtning som en

mulig konkurrent, fordi det er umuligt at leve op til det pågældende felts doxa.

Det kan godt være man har høj symbolsk kapital, men hvis du er afhængig af det sociale

system, vil denne kapital ikke nødvendigvis kunne bruges, og det er nødvendigt, at man

nedtoner sin kapital og indgår i det sociale systems doxa. Idealet er magtens felt, hvor

magtens repræsentanter sidder i toppen og opstiller et billede, der aflejres nedefter i det

sociale rum. Mennesker med handicap er ikke bare mennesker med handicap, de har som

alle andre mennesker forskellige kapitalsammensætninger. Man kan se i mine interviews,

at det har stor betydning at have kulturel og social kapital. Der stilles krav til

- 57 -

socialrådgiverens habitus. Ud over at denne skal være fagligt dygtig, så skal

socialrådgiveren også besidde empati. Derfor medfører det for flere af mine informanter

et brud, når i de i den personlige kontakt har haft en god oplevelse, og det faktiske

resultat af mødet viser sig at falde ud negativt.

For at klare sig godt i mødet mellem klient og socialrådgiver er det nødvendigt med den

rette ‘socialsystems’ kapitalsammensætning. Hvis man kender reglerne og har dem

indlejret i sin habitus, kan man i højere grad begå sig og få de ydelser, man har ret til. Ud

over man som menneske med handicap ikke er lige med resten af samfundet, er man

heller ikke lige med andre personer med handicap. Lighed og anerkendelse afhænger af

din kapitalsammensætning og habitus. En del af at være social klient kræver en hvis

ydmyghed, da man jo opsøger støtte (hatten i hånden), hvilket står i modstrid til mine

informanters ønske om selvstændighed og ligeværdighed.

situationer. Der bliver fortalt om en ’klassiker’, hvor tøjekspedienten henvender sig til

udfordret i mødet med en person med et handicap. Det er altså mere trygt og forudsigeligt

at henvende sig til hjælperen, som ikke har et handicap, frem for at skulle risikere at tabeansigt

Jane fortæller, at hun havde problemer ude på Handelshøjskolen i København, både med

sine medstuderende og med skolens administration. Dette kunne ifølge Goffman forklares

ved, at Jane har et stigma, som er med til at skabe rammer for den sociale interaktion.

Hendes medstuderende vil nødigt tabe ansigt og undgår derfor al unødig kontakt. Vibeke

fortæller, at hun mistede halvdelen af alt kontakt til menneskerne i sin omverden, da hun

fik kørestol. Stigmaet læner sig op af en historie, hvor man ikke behøver at indgå i en

social relation, forstået som at man gennem tiden ikke har fået opbygget de nødvendige

relationer for at kunne indgå i en social interaktion uden at tabe ansigt og bringe hinanden

i forlegenhed. Andre eksempler der kan fremdrages er deltagelse i mere uformelle scener,

for eksempel koncerter.

problemer og krænkende oplevelser for de fleste af de personer, jeg talte med, når

socialrådgiveren kommer hjem til en og taler om ens handicap og livssituation. Ens hjem

fortælle intime detaljer til en socialrådgiver og et socialt system – frontstage trænger ind i

backstage.

Per fortæller et eksempel, der viser, at man i den sociale interaktion er mere udsat for

nedværdigende tale fra socialrådgivers side, hvis man har problemer med at udtrykke sig

- 58 -

klart og sammenhængende, hvis man har udfordringer med at overholde de gældende

regler for social interaktion. Han taler om tonefaldet hos en specifik socialrådgiver som

var nedsættende og intolerant. Man påtager sig en rolle for at opnå gnidningsfrie

relationer. En af disse roller kunne være at overdrive ens handicap og dets konsekvenser

over for socialrådgiveren for at leve op til systemets forventning til personen med

handicap og den interaktion, der nu engang er sat op. En anden siger, at man skal gøre sig

lidt dum i situationen, så socialrådgiveren får en større oplevelse af at være den

hjælpende, og dette gør, at den sociale interaktion forløber lettere.

Facework er som for alle andre også en væsentlig kompetence at kunne for at begå sig i

samfundet. Flere af mine informanter udtrykker vigtigheden i forståelse af ens rolle og

facework i forskellige scener. Det at have et handicap kræver en større indsats og

refleksion omkring ens sociale interaktion med såvel det sociale system som den

generelle omverden.

De inddragede teoretikere Foucault, Bourdieu og Goffman har alle hjulpet mig til at

skærpe fokus i mine interviews og i analysen. Deres bidrag til at forklare sociale

processer, både på det nære plan, men også det overordnede, har muliggjort en større

indsigt i mennesker med handicap og det magtfulde møde, man har med socialrådgiveren

og det sociale system.

- 59 -

KONKLUSION

I min problemformulering skrev jeg:

Som jeg ville belyse med underspørgsmålet:

Jeg har gennem de udvalgte teorier peget på, at magt og udøvelse af magt er

allestedsnærværende i samfundet. Det er derfor også en del af mødet med

socialrådgiveren. Individer har forskellige handlemuligheder alt afhængig af deres

indlejrede og tilgængelige kapitalformer, og i de konkrete møder foregår der et

ansigtsarbejde, hvor begge parter søger og samarbejder om at opretholde en facade, eller

ansigt, der kan få interaktionen til at forløbe uden ansigtstab for nogen af deltagerne.

Informanterne udtrykker utilfredshed med mødet, når socialrådgiveren ikke formår, enten

qua deres manglende habitus eller de til området begrænsede ressourcer, at møde ens

person med empati og respekt. Disse møder beskrives typisk som et møde med systemet

– ikke med personen. Omvendt er det gode møde karakteriseret ved, at socialrådgiveren

udviser nærvær og respekt. Der udtrykkes, at det er vigtigere at blive forstået og

anerkendt, end at få de ønskede midler.

For at blive anerkendt i socialsystemet som en person, berettiget til hjælp, oplever flere af

mine informanter, at de bliver nødt til at fremhæve deres svagheder, et facework, der står

i modsætning til deres selvbillede som selvstændige og uafhængige individer. Så ikke nok

med at informanterne er underlagt en økonomisk og politisk magt, der overordnet

definerer ‘det sande’ i samfundet, eller at de inden for mange områder ikke besidder den

rigtige kapitalsammensætning til at opnå betydningsfulde positioner, så bliver de også

presset til at internalisere sandhedsregimets definition af en ‘handicappet person’ og tage

den på sig. For nogen bliver deres selvbillede yderlige udfordret, når mødet med systemet

flyttes til deres private hjem. Dette skift i scene, fra socialkontoret til eget hjem, opleves

som krænkende og kompromitterende.

Ifølge Foucault er alle relationer mellem mennesker magtrelationer, og derfor er også

mødet mellem menneske med handicap og socialrådgiver og det sociale system præget af

magtforhold. Størstedelen af de personer, jeg har interviewet, oplever et

afhængighedsforhold til det sociale system, der bunder i, at man er tvunget til at skrive

sig ind i socialsystemets doxa, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at modtage

støtte. Den støtte, der qua velfærdssamfundet og de love dette medfører, tilkommer en

som menneske med handicap. Det sociale system har magt til at definere regelsættet, og

de handlemuligheder man har som menneske med handicap i mødet med systemet. Det er

ikke muligt at skabe et ligeværdigt møde, som følge af, at det sociale system sidder på

- 60 -

den definerende magt. Det sociale system indgår i magtrelationer og

afhængighedsforhold med blandt andre det medicinske felt, det politiske felt og det

økonomiske felt. Dette bevirker, at man fra handicapfeltets side har svært ved at tilegne

sig den nødvendige habitus for at kunne ændre på de eksisterende forhold, som de

dominerende fastholder. I handicapfeltets doxa indgår blandt andet værdier som det

relationelle handicapbegreb, som det sociale system i praksis hverken kan eller vil leve op

til, qua dets doxa, der synes tvunget til at basere sig på det medicinske handicapbegreb og

det økonomiske felt.

Samlet er det et udfordrende og komplekst møde, der oftere end sjældnere sætter

mennesker med handicap i en underlegen position. Det gør det svært at se sig selv som et

menneske med en funktionsnedsættelse, der møder barrierer i samfundet, og prædikatet

’handicappet’ synes meget svært at slippe af med…

- 61 -

ENGLISH ABSTRACT

This thesis deals with disabled persons encounter with the social system and the

structures of power established and maintained in this meeting. The concept of the

relational handicap definition is described as the modern alternative to defining disabled

persons according to the medical definition. In this new way of defining disabled people,

there is a shift in focus from what is wrong with the disabled person, to which barriers in

society that delimits participation for the disabled. Seven qualitative interviews are

performed from a perspective consisting of the theories of Michel Foucault, Pierre

Bourdieu and Erving Goffman. Foucault represents a metaperspective, Bourdieu a macro

perspective and Goffman a microperspective on the encounter between client and social

worker. Where Foucault describes the ever-present power struggle in society as a whole,

Bourdieus concept of capital and habitus explains the individuals opportunities for

participation in the power struggle in different social fields. Finally Goffmans

conceptualization of interpersonal interaction as a performance is presented, where the

involved persons are cooperating to maintain the participants individual faces (feelings of

acceptance) to avoid embarrassment. Seven major themes are extracted from the

transcribed interviews with the handicapped persons and defined as:

1. General prejudice

2. The good and the bad meeting

3. The good and the bad social worker

4. The social worker and the system

5. The system

6. Strategy and strength

7. Existentialism

The thesis concludes that power and the yielding of power is very much present in the

encounter with the system through the social worker, and that this power often propels

the disabled persons to assume a position as weak and powerless in opposition to their

own self image as competent persons. The informants expresses that in the satisfying

meeting with the social worker, there is an experience of being met with respect and

heard by a person as the representative of the social system. The unsatisfying meeting is

where the rules, limitations and demands of the social system negate the experience of

being seen as a competent, or whole, person.

- 62 -

LITTERATURLISTE

Altork, Kate 1995: Walking the fire line – The erotic dimension of the fieldwork

Alvesson, Mats & D. Kärreman 2005: At arbejde med mysterier og sammenbrud:

Empirisk materiale som kritisk samtalepartner i teoriudvikling i: Kvalitative metoder i etinteraktionistisk perspektiv

Bech, Henning 1999: Tilgange i Fritidsverden i: Studier i modernitet, mandighed,homoseksualitet og senmodernitet

Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Bengtsson, Steen & B. Olsen & T. Clausen & J. Pedersen 2004: Handicap ogbeskæftigelse – et forhindringsløb?.

for Velfærd.

Københavns Universitet.

Bourdieu, Pierre 1997: Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen.

København: Hans Reitzels Forlag.

Bourdieu, Pierre og Wacquant, Loïc J.D. 1996: Refleksiv Sociologi – mål og midler.

København: Hans Reitzels Forlag.

Callewaert, Staf 1996: Pierre Bourdieu i Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red.):

Cho, Jeasik & A. Trent 2006: Validity in qualitative research revisited i QualitativeResearch

Fisker, Anders & M. Høybye-Mortensen & F. Jensen & S. Nørgaard-Nielsen & B.

- 63 -

Det lille Forlag.

Foucault, Michel 1997: Ethics – Subjectivity and Truth. London: Penguin Books Ltd.Foucault, Michel 2002:

Gadamer, Hans-Georg 2004/1960: Sandhed og metode, Grundtræk af en filosofiskhermeneutik

Books.

Akademiska Förlag.

York: Anchor Books.

Harste, Gorm & N. Mortensen 1996: Sociale samhandlingsteorier i Andersen, Heine &Kaspersen, Lars Bo (red.):

Reitzels Forlag.

Heede, Dag 2000: Det tomme menneske – Introduktion til Michel Foucault.

Frederiksberg: Museum Tusculanums Forlag.

Jacobsen, Michael Hviid & S. Kristiansen & A. Prieur 2002: Sensitiv sociologi:

Undersøgelser af udsatte og udstødte mennesker i: Liv, fortælling, tekst – strejftog ikvalitativ sociologi

Jacobsen, Michael Hviid & S. Kristiansen 2002: Erving Goffman, Sociologien om detelementære livs sociale former

Jacobsen, Michael Hviid & S. Kristiansen 2004: Social samhandling og mikrosociologi.

København: Hans Reitzels Forlag.

København: Hans Reitzels Forlag.

- 64 -

Järvinen, Margaretha, J. E. Larsen & N. Mortensen 2002: Det magtfulde møde mellem

Gylling: Aarhus Universitetsforlag.

Kvale, Steinar 1998/1994: Interview – en introduktion til det kvalitativeforskningsinterview.

Lindgren, Sven-Åke 1996: Michel Foucault i Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo(red.):

Lübcke, Poul (red.) 2000: Politikkens filosofileksikon. København: Politikens Forlag.Sandvin, Johans Tveit & H. Thommesen & T. Normann 2004:

www.elisabethkampmann.dk/materiale/handicapbegreber.html, 12.07.09

’De gode viljers vej’ – http://www.handicap.dk/dokumenter/dh-nyhedsbrev/nb-4-

06/rettigheder 12.07.09.

- 65 -

BILAG 1 INTERVIEWS

Peter: 10-528

Amalie: 529-938

Vibeke: 939-1770

Vera: 1771-2169

Mikael: 2170-2754

Rasmus: 2755-3272

Jane: 3273-3831