Fiaskoreformerne har smadret tusindvis af menneskers liv

Artikel i Politiken d. 20. august 2018 af Tarek Omar (debatredaktør) og Per Michael Jespersen (redaktionschef)

De højtbesungne arbejdsmarkedsreformer har været et kæmpe flop. En ting er, at de stort set ikke har fået nogen i job. Langt værre er, at de har smadret livskvaliteten for tusindvis af danskere.

Danske politikere har sat en række arbejdsmarkedsreformer i søen over for kronisk syge og handikappede ud fra filosofien om, at du først får en meningsfuld tilværelse, når du er blevet en del af arbejdsfællesskabet. Men reformer som førtidspensionsreformen og fleksjobreformen har været dundrende fiaskoer. Først og fremmest er der ekstremt få, der er kommet tættere på et job. Fiaskoen burde ikke komme bag på politikerne, for de borgere, som reformerne retter sig mod, er jo netop syge og handikappede, der ikke er i stand til at arbejde. Det værste er dog, at reformerne angiveligt skulle hjælpe mennesker til at blive stærkere, ødelægger deres liv. Det er tankevækkende«.

Ordene kommer fra arbejdsmarkedsforskeren Iben Nørup, der har skrevet ph.d.-afhandlingen ’Arbejde og sygdom’. I sin forskning har hun set på betydningen af at have et arbejde for blandt andre førtidspensionister.

Hvorfor forværrer reformerne livskvaliteten for mange, Iben Nørup?

»Politikerne forestiller sig, at de borgere, reformerne retter sig mod, mangler motivation. Men det. de mangler, er et raskt legeme. Når man med reformerne presser et menneske med f.eks. gigt, sklerose, kræft eller en hjerneskade til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet, så sætter man et sårbart menneske i en stresset situation. Fremtiden bliver usikker og presset, og hverdagen bliver uigennemskuelig. Mange bukker under for presset og ryger helt ud af systemet«.

Helt ud af systemet?

»Ja, en formentlig utilsigtet effekt af førtidspensionsreformen er, at knap hver tiende af de 2.368 borgere, der har afsluttet et ressourceforløb, i dag står uden løn eller en offentlig ydelse. Nogle bliver hjemløse, andre lever på venners nåde på en sofa et eller andet sted eller bliver forsørget af ægtefælle eller børn. Arbejdsmarkedsreformerne, der angiveligt skulle hjælpe mennesker til at blive stærkere, ødelægger deres liv. Det er tankevækkende«.

Men er du ikke enig i grundtanken bag arbejdsmarkedsreformerne: at der er perspektiv i at gøre folk til en del af arbejdsfællesskabet?

»Jo, hvis de kan. Men hvad nu, hvis de ikke kan? Vi har indrettet velfærdsstaten efter to principper: 1. Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når man er på dagpenge og kontanthjælp. 2. Men hvis man er syg, træder samfundet til med en ydelse, så man ikke er overladt til familien, lokalsamfundet eller gaden. Det er det sidste princip, som den nye tænkning og politikernes arbejdsmarkedsreformer bryder med. Man presser mennesker, der er for syge til at arbejde, til at skulle ud i ressourceforløb og stå til rådighed i et vist omfang. Det er et fundamentalt brud med velfærdsstatens principper. Vi har svækket den juridiske og den økonomiske beskyttelse af mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet«.

Iben Nørup mener, at den politiske elite dyrker arbejdet, som var det en religion.

»Politikerne fra Mette Frederiksen til Claus Hjort Frederiksen har gjort arbejdet til det eneste saliggørende her i tilværelsen og pådutter alle at tænke på samme måde – også dem, der ikke kan arbejde«.

Har det ikke altid været sådan?

»Nej, der er sket et skred. Ser man på, hvordan man talte om arbejdet i 1970’erne og 1980’erne, kunne man støde på formuleringer som, at arbejdsløshed kunne være en mulighed for at realisere sig selv. Men siden 1990’erne har vi fokuseret mere og mere på arbejde, og vi sætter nu fællesskab lig med det at have et arbejde. Og glemmer alt det andet, som man normalt vil forstå ved fællesskab. Det er meget snævert«.

Men mister vi ikke livskvalitet, når vi ikke har noget at stå op til?

»Det er vigtigt for mennesker at være en del af noget og at have indhold i tilværelsen, men det kan man altså få på mange måder. Folk, der går på pension eller på barsel, går altså ikke i hundene. Forskningen viser, at det at have et arbejde ikke er afgørende for, hvor godt man har det, eller hvor meget man deltager i fællesskabet. Personer, der ikke arbejder, får det ikke værre af at miste arbejdet, hvis de er raske. De mister heller ikke venner eller holder op med at se deres familie. Eller mister interessen for fritidsaktiviteter. Jeg vil faktisk vende det om og sige, at mange af de mennesker, som arbejdsmarkedsreformerne retter sig mod, ville få det bedre, hvis de ikke skulle presses hele tiden, og ville måske komme tættere på arbejdsmarkedet. De ville være gladere mennesker, hvis de fik en overførselsindkomst, så de ikke blev stresset af økonomi og frygt for fremtiden. En førtidspension kan være en kæmpe lettelse for en kronisk syg«.

Det gode liv kan altså leves uden en tilknytning til arbejdsmarkedet?

»I den grad. Om det er godt for samfundsøkonomien er en anden diskussion. Men man har skabt en myte om, at hvis man ikke arbejder, må det være årsagen til, at man får det værre og kommer på en social deroute. Men fællesskabet og meningen kan man altså også finde i familien. Blandt vennerne. Eller med fritidsinteresserne. Her skal man ikke undervurdere, at sysler uden for arbejdslivet kan være mere meningsfulde end arbejde, da der er tale om følelsesmæssige relationer og ikke om professionelle relationer. Og så findes der altså også dårligt arbejde, som er kedeligt og ødelægger helbredet«.

Har politikerne ikke været nødt til at forholde sig til, at stadig flere er kommet på overførselsindkomster?

»Jo, men de 800.000 består af mange forskellige grupper: mennesker på barselsorlov, sygedagpenge osv. Og i de seneste ti år er antallet af personer på overførsler faktisk faldet. Den faldende tendens begyndte lang tid inden politikernes reformer«.

Du mener ikke, at et generøst velfærdssystem som det danske kan anspore mennesker til at blive på overførselsindkomster?

»Nej. I Skandinavien, hvor vi har relativt generøse systemer, har vi også nogle af de mest flittige befolkninger – de højeste erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser i Europa, mens erhvervsfrekvenserne er lave i lande med dårlige sociale systemer. Så hvis den logik gjaldt, skulle det jo nærmest være omvendt«.

Men skal vi ikke gøre op med overførselskulturen?

»Generelt er der ingen, der drømmer om at blive kontanthjælpsmodtager. Langt de fleste vil da helst have et job. Det viser forskning også. Men det er jo ikke altid, det er en mulighed. Nogle gange er man for syg. Jeg advokerer jo ikke for, at vi skal sende folk på overførsler. Overførsler er en nødløsning. Men problemet er, at hvis vi ikke har et socialt sikkerhedsnet, så underminerer vi vores samfundsmodel, velfærdsstaten«.

Det socialdemokratiske makkerpar Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft havde stor succes i 1990’erne med arbejdsmarkedsreformer, hvor man fremrykkede aktiveringen og pressede folk til at tage et job. Det er vel meget naturligt, at den tænkning føres videre i dag?

»Jo, arbejdsmarkedsreformerne var en succes dengang. Men det var de først og fremmest, fordi de var rettet mod ressourcestærke borgere, der var i stand til at tage et arbejde. Fejlgrebet i dag er, at man bruger den samme arbejdsmarkedspolitik over for mennesker, som ikke er ressourcestærke«.

Vi kommer længere ned i bunkerne?

»Ja, det kan man sige. Der sker også et andet skred: Vi begynder også at lægge nogle moralske normer ned over disse borgere. Man begynder at messe budskabet om, at ’man bør arbejde’. Nu taler man også sådan om og til borgere, der ikke kan arbejde. Der er sket et skift i den måde, vi ser de her mennesker på. Vi ser ned på dem«.

Er det kun i Danmark, det sker?

»Nej, det er i hele Europa. Den polske sociolog Zygmunt Baumann taler om ’menneskeligt affald’, altså om mennesker, som bliver overflødige. Det er jo snublende nært at overføre dette begreb på mennesker, der ikke er arbejdsdygtige i de moderne velfærdsstater som den danske. Deres værdi bliver vurderet ud fra, om de kan arbejde, og kan de ikke det, regnes de ikke for noget. Skæbnens ironi er, at de reformer, der skulle have inkluderet mennesker i fællesskabet, gør præcis det modsatte. Vi ekskluderer mennesker«.

no replies

Leave your comment