Personer med handicap – Hverdagsliv og levevilkår 2016

Rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, udgivet d. 29/11-2017. Sammenfatning af rapporten. Du kan hente hele udgivelsen på VIVE.dk.

Danmark har været omfattet af FN’s handicapkonvention siden 2009. I tråd med konventionen har dansk handicappolitik til hensigt at fremme personer med handicaps levevilkår og muligheder for samfundsdeltagelse, så de opnår de samme muligheder som mennesker uden handicap.

For bedst muligt at fremme ligebehandling for personer med handicap er det afgørende, at vi bevarer et overblik over de muligheder og barrierer, som personer med handicap møder i deres hverdag. Denne rapport bidrager med viden om, i hvilket omfang personer med handicap oplever, at sigtet om ligebehandling er opfyldt. Rapporten kan dermed give indikationer på, hvor barrierer kan brydes og muligheder kan styrkes. Med sit afsæt i den danske handicappolitik, hvor vi også inddrager udfordringer i samspillet mellem personer og omgivelser, tager rapporten udgangspunkt i en relationel handicapforståelse. I denne rapport anvender vi denne handicapforståelse meget bredt, hvor det er respondenterne selv, der både vurderer, om de har et handicap, samt typen (fysisk og/eller psykisk) og graden (større eller mindre) af deres handicap.

Med udgangspunkt i borgernes egne oplevelser undersøger denne rapport levevilkår og samfundsdeltagelse blandt voksne (16-64-årige) personer med handicap, sammenholdt med personer uden handicap, samt følger udviklingen i grupperne over tid. Undersøgelsen tager udgangspunkt i spørgeskemaundersøgelsen SHILD – Survey of Health, Impairment and Living Conditions in Denmark, som blev gennemført første gang i 2012 og anden gang i 2016. SHILD er baseret på en repræsentativ stikprøve af tilfældigt udvalgte borgere i den danske befolkning i alderen 16-64 år. I 2016 har 20.451 personer besvaret spørgeskemaet ud af 38.000 tilfældigt udtrukne (svarende til en svarprocent på 53 pct.). Vi undersøger omfanget og udviklingen af handicap fra 2012 til 2016, samt hvordan personer med handicap oplever følgende fokusområder, sammenholdt med den øvrige befolkning:

Uddannelse
Beskæftigelse og indkomst
Sagsbehandling
Livskvalitet
Sundhed
Deltagelse og tilgængelighed

Vi identificerer personer med handicap, baseret på respondenternes egen vurdering i forhold til, om han eller hun har et handicap eller længerevarende helbredsproblem, samt typen og graden af handicap eller helbredsproblem. På baggrund af respondenternes besvarelser har vi defineret følgende fem grupper, som vi gennem hele rapporten tager udgangspunkt i (det er muligt at have flere typer af handicap, og procenterne summer derfor ikke til 100):

Personer uden handicap (69 pct.)
Personer med mindre fysiske handicap (17 pct.)
Personer med større fysiske handicap (10 pct.)
Personer med mindre psykiske handicap (6 pct.)
Personer med større psykiske handicap (3 pct.).

Vi anvender primært beskrivende analyser samt statistiske test for at undersøge, om der er statistisk signifikante forskelle mellem personer uden handicap og de fire handicapgrupper (personer med hhv. større og mindre fysiske og psykiske handicap). Da mange af de sammenhænge, som vi undersøger, kan hænge sammen med mange forskellige egenskaber og forhold hos respondenterne, laver vi desuden regressionsanalyser på udvalgte områder i rapporten.

I forbindelse med tolkningen af resultaterne er det vigtigt at understrege, at den anvendte dataindsamlings- og spørgeskemametode ikke gør det muligt at nå mennesker med svære kognitive handicap, fx mennesker med svær udviklingshæmning. De personer, der ikke deltager i undersøgelsen, er antageligt nogle af de mest udsatte, og disse personer er med andre ord underrepræsenterede i undersøgelsen. Når vi ser på forskellige forhold for den danske befolkning med og uden handicap, betyder det, at eventuelle forskelle sandsynligvis bliver undervurderet.

Hovedresultater

Resultaterne viser, at andelen af personer, der vurderer, at de har mindst ét handicap, er stort set uændret i 2016 (31 pct.) i forhold til 2012 (30 pct.). I forhold til de enkelte handicapgrupper er der dog flere med hhv. mindre og større fysiske handicap samt større psykisk handicap. Især er der flere personer i 2016 end i 2012, som angiver at have både fysisk og psykisk handicap (hhv. 6 pct. i 2016 og 4 pct. i 2012). Vi ser også, at grupperne med både fysisk og psykisk handicap i 2016 oplyser en yngre alder ved handicappets opståen, sammenlignet med 2012.
Personer med fysiske handicap har oftest ”Problemer med ryg eller nakke, fx gigt” eller ”Andet helbredsproblem eller handicap”. For personer med psykisk handicap drejer det sig oftest om ”Stress, fobier, forskellige former for angst, OCD og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD)” og ”Depression, mani og bipolar lidelse (maniodepressiv)”.

Helt overordnet viser analyserne, at personer med handicap fortsat oplever væsentlige begrænsninger i forbindelse med samtlige af de fokusområder, som vi ser på, hvor personer med større psykiske handicap gennemgående klarer sig dårligere end de øvrige grupper. Grupperne med psykisk handicap har dog i højere grad en forventning til, at de får det bedre, sammenlignet med grupperne med fysisk handicap. Overordnet set klarer personer med mindre fysiske handicap sig bedre end de øvrige handicapgrupper og ofte på lige fod med gruppen uden handicap i forhold til flere af de fokusområder, vi ser på i denne rapport.

Uddannelse

Personer med handicap har både lavere uddannelsesfrekvens og -niveau, sammenlignet med personer uden handicap. For personer med større psykiske handicap er andelen med en kompetencegivende uddannelse faldet siden 2012. For øvrige handicapgrupper ses der ikke en signifikant udvikling fra 2012 til 2016. For personer uden handicap ser vi dog en stigning i perioden. Der er dermed en tendens til voksende forskelle mellem personer med og uden handicap i forhold til uddannelse.

Personer med handicap har altså gennemgående et lavere uddannelsesniveau end gruppen uden handicap. Dette gælder især for gruppen med større psykiske handicap, som oftere har et lavere uddannelsesniveau end de øvrige grupper. For personer med større psykiske handicap har 30 pct. grundskolen eller realeksamen som højeste fuldførte uddannelse, og de tilsvarende andele for de øvrige grupper er mellem 18 pct. og 26 pct. Personer med større psykiske handicap dropper også oftere (53 pct.) ud af en påbegyndt uddannelse. Dette gælder mellem 24 pct. og 39 pct. for de øvrige grupper. For personer med større psykiske handicap opstår handicappet, når de er gennemsnitligt 25 år, hvilket også er den alder, hvor man typisk vil være i gang med at gennemføre eller afslutte en kompetencegivende uddannelse, hvilket kan være med til at forklare den store andel af personer med større psykiske handicap, der dropper ud af en uddannelse.
Beskæftigelse og indkomst

I forhold til livskvalitet og samfundsdeltagelse står tilknytningen til arbejdsmarkedet helt centralt. På individniveau kan beskæftigelse bidrage til bedre levestandard, højere livskvalitet og livsudfoldelse. På samfundsplan er en høj arbejdsmarkedsdeltagelse velfærdssamfundets økonomiske grundlag. Der er flere forskellige forhold, der kan påvirke den enkeltes tilknytning til arbejdsmarkedet, fx uddannelse og beskæftigelsesfremmende indsatser, den teknologiske udvikling, konjunkturer mv., og i dette tilfælde også graden af handicap.

Samlet set tegner der sig et billede af, at personer med handicap har en langt svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden handicap, uanset om vi ser på beskæftigelsesfrekvens, ansættelsesforhold eller antallet af arbejdede timer. Beskæftigelsesfrekvensen for både personer med handicap og personer uden handicap har samlet set ikke ændret sig fra 2012 til 2016.[1] Ligesom for uddannelse har personer med større psykiske handicap de største udfordringer og personer med mindre fysiske handicap de mindste udfordringer i forhold til beskæftigelse. Selv om andelen af personer med handicap i beskæftigelse ikke ændrer sig over tid, ser vi en signifikant stigning i andelen af personer med handicap, der er i fleksjob fra 2012 til 2016. Desuden falder andelen af personer med handicap, der er på førtidspension fra 2012 til 2016. Disse ændringer er størst for personer i aldersgruppen 40-64 år.

Den svage tilknytning til arbejdsmarkedet har negative konsekvenser for levestandarden for mange personer med handicap. De oplever i lavere grad end personer uden handicap at have råd til at leve et almindeligt liv og ikke at have råd til nødvendigt forbrug. Personer med handicap oplever fx i højere grad end personer uden handicap, at de må undvære lægeordineret medicin og nødvendig tandlægebehandling.

Sagsbehandling

Personer med handicap har ofte behov for og ret til kompenserende ordninger samt vejledning og rådgivning om mulighederne for kompensation og støtte. Rådgivning og vejledning om kompenserende ordninger og støttemuligheder samt beslutningen om, hvad der skal iværksættes, foregår typisk gennem den kommunale sagsbehandling. Personer med handicap er derfor ofte i kontakt med det offentlige system, og den kommunale sagsbehandling har stor betydning for, om personer med handicap får den kompensation og støtte, som de har behov for. Det
kan fx dreje sig om støtte i forbindelse med at få tildelt hjælpemidler.

Analyserne viser, at personer med handicap, som forventet, i højere grad har kontakt til socialforvaltningen end personer uden handicap, hvilket især gælder personer med større psykiske handicap. For personer med handicap drejer kontakten sig oftest ikke overraskende netop om ”eget handicap, helbred eller psykiske lidelser”. Personer hhv. med og uden handicap har nogenlunde samme oplevelse af graden af indflydelse på, hvilke tiltag og hvilken hjælp der skal iværksættes af kommunen. For personer hhv. med og uden handicap gælder det, at de færreste (mellem 10 pct. og 14 pct.) oplever at have en ”høj grad” af indflydelse på den hjælp, de får tildelt. Derudover angiver cirka hver sjette blandt grupperne hhv. med og uden handicap, at de ”slet ikke” oplever at have fået den hjælp fra det offentlige, som de havde behov for.

I forhold til, hvorvidt en given hjælp fra kommunen blev iværksat rettidigt, ser vi imidlertid, at gruppen med større fysiske handicap og grupperne med hhv. mindre og større psykisk handicap oplever at være signifikant mere udfordrede i forhold til at få rettidig hjælp end personer uden handicap. Blandt personer med større psykiske handicap har hver tredje respondent oplevet, at hjælpen kom så sent, at det gav problemer.

Livskvalitet og sundhed

Helbred og trivsel er fundamentalt for den enkeltes livskvalitet og kan i sig selv påvirke den enkeltes samfundsdeltagelse. Undersøgelsen viser, at personer med handicap i mindre grad er tilfredse med livet, de oplever at have mindre indflydelse på livet, de synes oftere, at de fortjener en bedre tilværelse, og de oplever oftere at være ufrivilligt alene, sammenholdt med personer uden handicap. Personer med større psykiske handicap viser sig igen at være hårdest ramt.

Ser vi på respondenternes fysiske helbred, går det også, ikke overraskende, væsentligt dårligere for personer med handicap end for personer uden handicap. Generelt set sover personer med handicap dårligere, de har oftere (kroniske) smerter, de ryger mere, og de drikker oftere alkohol hver eller næsten hver dag end gruppen uden handicap. Endvidere kan grupperne med handicap oftere klassificeres som overvægtige eller svært overvægtige (målt på BMI).
Lidt overraskende er personer med mindre fysiske handicap de mest fysisk aktive, også sammenlignet med dem uden handicap. Gruppen med større psykiske handicap er den gruppe, der er mindst fysisk aktiv, og gennemgående står det også værst til med gruppen med større psykiske handicap, når vi ser på helbred.

Deltagelse og tilgængelighed

Deltagelse i hverdagsaktiviteter samt i kulturelle og sociale aktiviteter er med til at skabe roller, identitet, vaner og struktur og kan fremme den enkeltes sundhed og livskvalitet. Personer med handicap kan møde barrierer for deltagelse. For at kunne deltage i forskellige aktiviteter kræver det ofte, at man kan komme rundt i omgivelserne. I Danmark sker dette ofte via offentlig transport som bus og tog, hvilket kan være udfordrende for især personer med fysiske handicap. Vi undersøger derfor deltagelse med et særligt fokus på kollektiv transport. Dertil ser vi på adgang til informationer samt deltagelse i kulturelle og sociale aktiviteter ud fra et tilgængelighedsperspektiv.

Resultaterne viser, at personer med handicap oftere har besvær med at tage bus og tog end personer i gruppen uden handicap. Personer med handicap oplever derudover at have sværere ved at læse og skrive, finde informationer på offentlige hjemmesider og kommunikere digitalt, end personer uden handicap. Også her er det gruppen med større psykiske handicap, der har det sværest. Og igen ser vi, at gruppen med mindre fysiske handicap klarer sig bedre end de øvrige handicapgrupper.

Grupperne med handicap angiver i mindre grad end gruppen uden handicap at deltage i kulturelle og sociale aktiviteter (fx biograf, koncert, teater, café, bar, restaurant, diskotek med venner, kollegaer eller familie). Gruppen med større psykiske handicap fremstår også i denne sammenhæng som den gruppe, der har det sværest, imens gruppen med mindre fysiske handicap er den gruppe blandt handicapgrupperne, der ser ud til at klare sig bedst.

Diskrimination

Forbud mod diskrimination er indsat i en række bestemmelser om menneskerettigheder, fx FN’s handicapkonvention. I Danmark er der dog ikke et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap, og mennesker med handicap er foreløbig kun beskyttet ved lov mod diskrimination på arbejdsmarkedet. Den danske børne- og socialminister har i februar 2017 rejst et forslag om et generelt forbud mod diskrimination af handicappede. Dette lovforslag forventes behandlet i Folketinget i efteråret 2017.
Analyserne i denne rapport viser, at 14 pct. blandt personer med handicap oplever at være blevet diskrimineret på grund af deres handicap, og det er især personer med et større handicap og / eller et synligt handicap, der oplever at være blevet diskrimineret. Personer med handicap oplever hyppigst diskrimination fra arbejdsgivere, personale i uddannelsessektoren, arbejdskollegaer og medstuderende.

Konklusion og perspektivering

Med udgangspunkt i den politiske målsætning om lige muligheder for alle borgere giver denne rapport et bredt billede af oplevelsen af muligheder og barrierer hos personer med handicap, sammenlignet med personer uden handicap på syv centrale fokusområder. Rapporten giver dermed et billede af, hvor vi er i forhold til målsætningen om lige muligheder og omfanget af begrænsninger for personer med hhv. mindre og større fysiske og psykiske handicap. Rapporten viser, at der er store forskelle på personer hhv. med og uden handicap på helt fundamentale områder for velfærdssamfundet så som uddannelse og beskæftigelse. Vi finder heller ingen indikationer på, at forskellene er mindsket over tid. For langt de fleste af de forhold, som vi undersøger i denne rapport, er der få eller ingen statistisk signifikante forskelle mellem 2012 og 2016.

Analyserne viser derudover, at personer med handicap er en meget heterogen gruppe, og at personer med forskellige typer af handicap oplever forskellige typer af barrierer. Gennemgående ser det ud til, at personer med større psykiske handicap er den gruppe, der oplever de fleste og de største barrierer. Omvendt er det gennemgående, at personer med mindre fysiske handicap klarer sig bedst, og indimellem også på lige fod med personer uden handicap i relation til flere af de forhold, som denne undersøgelse dækker.

Det er en udfordring for handicappolitikkens centrale mål om lige muligheder for alle, at barrierer og udfordringer varierer på tværs af handicapgrupper. Tilpasning handler dermed ikke blot om at gøre fx bygninger, transport og information fysisk tilgængelige (selv om dette er et centralt aspekt). For gruppen med (større) psykiske handicap er det helt andre barrierer, der gør, at de står dårligere end øvrige grupper inden for langt de fleste af de undersøgte områder.

Rapporten giver nogle indikationer af, hvor der er udfordringer, og hvilke grupper der oplever dem, men vi kan ikke pege mere præcist på, hvad udfordringerne konkret består af, eller hvordan udfordringerne eventuelt kan overkommes. Derudover gør den valgte dataindsamlingsmetode det svært at nå mennesker med svære kognitive handicap, fx mennesker med svær udviklingshæmning. Det indebærer, at der er handicapgrupper, der ikke er fyldestgørende dækket af undersøgelsen.

Ved at supplere data fra denne undersøgelse med kvalitative metoder, herunder uddybende interview, vil man kunne give et mere detaljeret og nuanceret indblik i oplevelserne blandt personer med handicap. Med udgangspunkt i SHILD vil en kvalitativ tilgang derudover øge mulighederne for at nå ud til nogle af de potentielt mest udsatte grupper, som ikke kan gennemføre en spørgeskemaundersøgelse.

Samlet set er denne undersøgelse et solidt grundlag for videre analyse og forskning, og den giver gode muligheder for at uddybe forståelser af forholdene for personer med handicap i forhold til nogle afgørende fokuspunkter.

[1] Vores mål for beskæftigelse inkluderer både støttet og ordinær beskæftigelse.

 

1 reply added

Leave your comment