Det er et politisk ansvar at fjerne jobbarrierer for handicappede

Kronik på Altinget.dk d. 23. januar 2018, af Lisbeth Riisager Henriksen, Cand.mag. og forfatter

Der er alt for mange benspænd for handicappede, der ønsker at være en del af arbejdsmarkedet. Regeringen bør fjerne de barrierer, som man indførte med fleksjobreformen, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Mange tusinde mennesker med handicap venter stadig på at få en plads på arbejdsmarkedet, selvom de gerne vil. Det fortalte Altinget.dk i en artikel den 12. januar, og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og socialminister Mai Mercado (K) skrev i et debatindlæg samme dag, at flere mennesker med handicap skal have en chance for at blive en del af arbejdsmarkedet. Det er godt og rosværdigt, at regeringen kan se det misforhold, der er mellem højkonjunktur og tusindvis af mennesker med handicap, der ikke desto mindre venter på at få et arbejde.

Men problemstillingerne og anbefalingerne er kendt viden, som både handicaporganisationer, fagforbund og mange debattører har gjort opmærksom på i årevis. Og regeringen modarbejder med store dele af den førte social- og beskæftigelsespolitik direkte den erklærede målsætning om at bringe flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet.

For eksempel har den nu fem år gamle fleksjobreform i sig selv tilføjet kolossalt store barrierer for disse mennesker i forhold til at opnå og fastholde job. Disse barrierer blev allerede påpeget i mange af høringssvarene inden reformens vedtagelse i 2012; og daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og forligskredsen valgte bevidst at ignorere al kritikken og alle advarsler om uhensigtsmæssige og uretfærdige forhold, som reformen ville indføre for mennesker med sygdom og handicap med behov for en kompensationsordning på arbejdsmarkedet. Fem års fortsat kritik af disse barrierer og uretfærdigheder har stadig ikke ændret noget på reformen, selvom Troels Lund Poulsen er den fjerde beskæftigelsesminister, der sidder på magten til at ændre den.

Den nye fleksjobordning har indført en så lang sagsbehandlingstid i kommunerne, at der (modsat før reformen) kan gå årevis, inden borgeren overhovedet bliver arbejdsevnevurderet og får en visitation til fleksjob. Når en borger for eksempel har ventet i fem år på en visitation og har været igennem et større antal praktikker og ressourceforløb, så er dennes arbejdsevne ofte blevet forringet yderligere på grund af systemets langsommelighed og mishandling. Det samme gælder indførelsen af midlertidig fleksjobvisitation til personer under 40 år, der udelukkende bidrager med barrierer, ventetid og usikkerhed – både for borgeren og for den enkelte arbejdsplads.

Når sagsbehandlingstiden og vurderingen er så bureaukratisk, langsommelig, usikker og ofte også krænkende for retssikkerheden, fratager det let borgeren den eller de fleksjobmuligheder, som han eller hun måske havde i sigte. En af de store fejl i reformen er således, at man fjernede fastholdelsesfleksjobbet og dermed muligheden for at fastholde en arbejdsplads, hvor man allerede kendte og anerkendte borgeren. Man indførte i stedet 12 måneder, hvor borgeren efter sygdom eller ulykke skal arbejde på andre vilkår. Det er vilkår, der som regel vil betyde, at den potentielle arbejdsgiver siger farvel og tak, og at borgeren nu står helt uden en jobmulighed på hånden.

Under den gamle fleksjobordning fra før 2013 kom næsten halvdelen af alle fleksjob i stand som fastholdelsesfleksjob. Det har derfor hele tiden været meget dumt, når man med reformen indførte denne barriere, og når skiftende ministre og forligskredsen ikke har villet fjerne denne barriere fra ordningen, når de nu påstår, at de ønsker at lade syge mennesker udfolde sig på arbejdsmarkedet med deres restarbejdsevne.

Overordnet er det også et problem, at reformen har nedskrevet kompensationsprincippet. Borgere med nedsat arbejdsevne, der har kroniske lidelser eller handicap, skal anerkendes for, hvad de er og kan, men også for hvad de ikke kan. Uden tilstrækkelig kompensation kommer der ikke arbejdsevne ud af dem. Kompensation kan være så mange forskellige ting, men det er blandt andet uretfærdigt, at det nu kombinerede løn- og ydelsessystem med produktivitetsaflønning reelt har nedskrevet syge menneskers arbejdsværdi – alene fordi de har behov for støtte.

Det er ikke befordrende for arbejdstagere som udgangspunkt at blive betragtet som b-arbejdstagere, og det er ikke befordrende, at man har fjernet fagforeningernes forhandlingsret for fleksjobbere, og at fleksjobbere skal konkurrere med raske deltidsarbejdere om de job, der er. Mennesker med handicap er jo lige så forskellige som alle andre mennesker. Nogle har lange videregående uddannelser og akademiske karrierer i bagagen; andre har næsten ingen skolegang og/eller arbejdserfaring overhovedet. Hvorfor skal de aflønnes ens, hvis de kan noget meget forskelligt?

Endvidere vil jeg gerne gøre opmærksom på, at arbejdsmarkedet selv har et stort ansvar for at ansætte fleksjobbere med relevante kvalifikationer, inden de bare vælger at ansætte en rask deltidsmedarbejder. Jobsøgende fleksjobbere og andre med skånebehov kommer aldrig ind på eller fastholdes på arbejdsmarkedet, hvis ikke nogen arbejdsgiver giver dem chancen.

Lige om lidt skal fleksjobreformen evalueres politisk. Det burde være en god anledning til at tage den massive kritik fra de forløbne seks år (høringsår + implementeringsår) alvorligt og få ændret lovgivningen til en form, som er fair for både borgere og arbejdspladser. Det er et politisk ansvar at skabe forhold, der fungerer optimalt og retfærdigt. Den enkelte borger med nedsat arbejdsevne kan ikke selv bekæmpe strukturelle barrierer, som politikere har indført trods advarsler om, at de er uhensigtsmæssige og uretfærdige.

 

no replies

Leave your comment