Handicapaktivist: Appel er ikke nok

“Vi er nødt til at stå sammen mod dehumaniseringen af handicappede og gennem aktiv handling skabe en ny udvikling. En løftet humanistisk pegefinger er ikke nok.” ‘

Det skriver handicapaktivist Jan Jakobsen i en kommentar til Lisbeth Riisager Henriksen.

 

Af Jan Jakobsen
Handicapaktivist, byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted, medlem af Danske Handicaporganisationers Forretningsudvalg og Muskelsvindfondens bestyrelse.

Jeg er enig i den analyse, som Lisbeth Riisager Henriksen på baggrund af historiske erfaringer lægger frem i sit debatindlæg på Altinget fra den 9. august. Situationen er stærkt bekymrende. Netop derfor er det i særdeleshed bekymrende, at artiklen stopper dér, hvor hovedvægten burde ligge: Hvad gør vi ved det? Det er helt nødvendige overvejelser, når vi anser noget for farligt.

At konklusionen er en løftet humanistisk pegefinger og en appel til, at politikerne finder menneskeligheden frem igen, er ikke anvendeligt på baggrund af alvoren. Debatindlægget når ikke videre end at trække noget, der ligner et nazi-kort. I værste fald fører det til endnu mere individuel angst og demobilisering hos det enkelte menneske, der er og føler sig ramt af denne reelle trussel, vi på kanten af udstødelse oplever. Jeg ser ikke mennesker med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser som udsatte pr. definition. Men grænsen er hårfin. Faren er ikke mindst, hvis vi selv kun formår at tegne et billede af håbløshed og afhængighed.

Reformerne rammer de handicappede
Min indfaldsvinkel er handicap. På det område har vi de seneste år set en række overgreb gennem reformer, der i princippet er rettet mod forskellige grupper i befolkningen. De har dog så godt som alle ramt mennesker med handicap og gjort vores liv og dagligdag endnu sværere end før. Det betyder, at vi må have fokus på, hvordan vi kan bidrage i de fællesskaber, der som os er imod både vedtagne og kommende reformer. Vi har for mig at se stærke ressourcer i gruppen af mennesker med handicap. Vi er en aktiv ressource og ikke ofre, der handles med – hvis vi vel at mærke ser os selv som sådanne.

Lisbeth Riisager Henriksen har helt ret i, at dehumaniseringen består i, at “…man gør den anden til et mindreværdigt væsen uden menneskelige kvaliteter. I det øjeblik bliver det sværere at identificere sig med den anden, og så er der lettere adgang til at slukke for empati og moralske forpligtelser – og dermed til at udføre onde handlinger …” Vi er dog nødt til at stille os selv spørgsmålet: hvorfor onde handlinger? Det er efter min mening forfejlet, hvis man tror, at det er lyst til ondskab, der er drivkraften. Det skyldes derimod modsatrettede samfundsmæssige og økonomiske interesser.

Vi skal stå sammen mod dehumaniseringen
I den nuværende politiske situation styrer økonomien på alle samfundsniveauer. Det er sket i en grad og med en hastighed, der har overrasket os og gjort os handlingslammede. En situation, vi må gøre op med i stedet for at lade os passivisere i den nedbrydende angst for, hvad der må komme som følge af dehumaniseringen. Vejen frem er erkendelsen af, at vi er nødt til at stå sammen mod dehumaniseringen og vende billedet af magt og afmagt. Den kræver, at vi er meget aktive, ikke lader os passivisere i angst og ikke foregøgler os, at vi rykker noget væsentligt med appeller.

Humanismen havde stor indflydelse på velfærdsstaten, men er virkningsløs over for den konkurrencestat, der i dag er realiteten. Der er er tale om et internationalt fænomen med krav om ekspansions- og indtjeningsmuligheder for kapitalinteresser, der er mere strømlinede end dem, vi hidtil har kendt til. Det har også ført til overnational styring af økonomien i de enkelte medlemslande i EU. Det mindsker mulighederne for selvstændig socialpolitik og er endnu et element, der kan øge magtesløshed og inaktivitet hos befolkningen.

Konkurrencestaten falder ikke af sig selv
Der er brug for et massivt modspil, hvor vi samler os om at stoppe de stærke kræfter, vi er oppe imod. Der er brug for mange alliancer. Herhjemme er et tættere samarbejde mellem de enkelte handicap- og sygdomsforeninger, forældre- og pårørendegrupper for de mest sårbare grupper, brugerorganisationer som ULF, fagbevægelsen, tværinitiativer som Velfærdsalliancen osv. en nødvendighed – blot for at nævne nogle eksempler. Internationalt må vi udbygge samarbejdet med organisationer og lære af deres metoder og aktionsformer. Det kan f.eks. være den engelske D.P.A.C. (Disabled People Against Cuts).

Der er masser af skræmmebilleder at hente i historien, når det gælder dehumanisering. Der er heldigvis også mange eksempler på, at det er muligt at skabe ny udvikling. Det gælder også under konkurrencestaten, selv om den byder på nye højder, når det gælder grådighed og usselhed. Midlet er ikke en blind tro på, at vi blot skal over dette ubehagelige kapitel i verdenshistorien, men at vise, at vi vil en anden fælles vej. Konkurrencestaten falder dog ikke af sig selv. Det kræver handling. Aktiv handling fra vores og mange andres side. Det er dén udfordring, vi er nødt til at tage op i fællesskab.

Leave your comment