“Vi kategoriserer folk ud fra de ydelser, de får, og ikke ud fra deres potentiale”

NY PÅ POSTEN: Realdanias tidligere udviklingschef Ulrik Kampmann er manden, der skal lægge sekretariaterne for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd sammen. Han håber at kunne bidrage til en lidt mere nuanceret debat om socialt udsatte mennesker.

”Hvis jeg ikke husker helt galt, stod mit skrivebord lige herovre,” siger Ulrik Kampmann og peger: ”Vi sad to herinde.”

Møblerne i det spartansk indrettede kontor er stadig de samme, som da Ulrik Kampmann for 11 år siden forlod Det Centrale Handicapråd. Et skrivebord, en stol, en skrammet, grå Montanareol og en falmet rød opslagstavle.

Noget af en omvæltning i forhold til omgivelserne på Jarmers Plads blot to kilometer væk, hvor den daværende udviklingschef for Realdania indtil for tre uger siden kunne gå ud og tappe flere forskellige slags kaffe direkte fra en højteknologisk vandhane.

Nu må den hjemvendte embedsmand selv i gang med elkedlen og stempelkanden, hvis han vil byde sine gæster på en kop mokka.

”Jeg plejer – i sjov – at sige, at der er et nul mindre på alting, vi laver herovre i staten,” siger Ulrik Kampmann med et smil.

 

Politik og ledelse trækker
Det er ikke mindst udsigten til at arbejde mere konkret med politik, der har ført den bortløbne embedsmand tilbage til de, både økonomisk og fysisk, mere ydmyge rammer i Bredgade. Men også den ledelsesmæssige udfordring i sammenlægningen af de to sekretariater, der betjener Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd, har trukket, fortæller Ulrik Kampmann.

”Det at få de to organisationer til at spille mere sammen er super spændende. Og samtidig glæder jeg mig til at arbejde mere direkte med politik igen og bidrage til samfundsudviklingen fra den udsigtspost, der er her,” siger den nyudnævnte sekretariatschef.

 

Beskæftigelse er ikke alt
De to råd er forskellige, og at flytte sekretariaterne sammen påvirker ikke de to råds måder at arbejde på eller de problemstillinger, rådene arbejder med.

Politisk har rådene fællesnævnere, heriblandt civilsamfundets rolle, som pirrer Ulrik Kampmann. Han ser arbejdet som en mulighed for at italesætte socialpolitik på en anden måde, end der har været tendens til i et stykke tid.

”Der har gennem mange år været en tendens til at se målet af den succesfulde socialpolitik som beskæftigelse. Men en række af de allersvageste borgere er jo meget, meget langt fra beskæftigelse. Det har vi som samfund brugt rigtig mange ressourcer på og med et meget beskedent resultat,” siger han.

Ulrik Kampmann peger på, at en af de væsentligste forudsætninger for menneskers livskvalitet er relationer til andre mennesker.

”Man kan tage folk, som bor i en favela i Brasilien og mangler helt basale ting i deres liv, men som stadig vurderer, at de har det godt. Det kalder man resiliens, altså evnen til at overkomme vanskeligheder. Og en af de ting, der er helt afgørende for det, er relationer til andre mennesker. Gode, nære, personlige relationer,” siger Ulrik Kampmann og fortsætter:

”Det kunne jo godt være, at deltagelse i gode, meningsfulde, sociale fællesskaber i civilsamfundet kunne være målet for nogle af de mennesker, som er rigtig langt fra arbejdsmarkedet, og et mål for vores socialpolitik.”

 

En forplumret debat
Siger du dermed, at vi i socialpolitikken har overfokuseret på beskæftigelse?

”Ja, det siger jeg. Du kan ikke sige, at vi generelt har overfokuseret på beskæftigelse, men jeg synes, at vi på nogle stræk taler en smule unuanceret om socialpolitik. Der er – ingen nævnt, ingen glemt – en tendens til, at socialt udsatte er nassere. De gider ikke at arbejde eller er dovne og dumme,” siger Ulrik Kampmann.

Han peger på, at debatter som den om den arbejdssky Dovne Robert har fyldt meget i medierne.

”De diskussioner har forplumret rigtig meget i den socialpolitiske debat, fordi der var tale om et arbejdsdueligt menneske, som sagtens kunne have taget et arbejde. Men det er der rigtig mange, som ikke kan, og det snakker vi ikke særlig nuanceret om,” siger Ulrik Kampmann og fortsætter:

”Vi kategoriserer folk ud fra, hvad det er for ydelser, de får, i stedet for at sige: ‘Hvad er det for et potentiale, de har, til at udvikle sig i deres eget liv?’ Og det, synes jeg, er afgørende.”

 

Handicappede er ikke ofre
Netop i forhold til at få skabt et mere inkluderende samfund har de to råd en nøglerolle at spille, mener Ulrik Kampmann. Han peger på, at mennesker med handicap har masser af ressourcer, som kan bringes i spil – både på arbejdsmarkedet og i frivillige organisationer.

”Fordi man har en funktionsnedsættelse, er man jo ikke per definition et offer,” siger Ulrik Kampmann.

Sekretariatschefen fremhæver, at mennesker med handicap sagtens kan være meget kompetente medarbejdere.

”Selvfølgelig skal der foretages tilpasninger og kompenserende foranstaltninger, men derudover kan vedkommende sagtens arbejde på ordinære vilkår. Så det, at man har et handicap, betyder ikke, at man er et offer.” siger han.

 

Ingen spareøvelse
I dag deler sekretariatet for Det Centrale Handicapråd lokaler med Rådet for Socialt Udsatte, som skal udflyttes til Bornholm. Når det sker, er det planen, at de fire ansatte, som betjener Frivilligrådet, flytter ind i lokalerne i Bredgade. Og det giver både fordele og udfordringer.

”Vi skal have fundet vores fællesnævner og finde ud af, hvor vi kan lave synergier – samtidig med at begge råd har oplevelsen af at have hver sit sekretariat. Der er nogle steder, hvor vi gerne skulle have nogle flere muskler og forhåbentlig kan udnytte vores ressourcer lidt bedre,” siger Ulrik Kampmann og fortsætter:

”Og så er der hele kultursiden: At have en række medarbejdere, der synes, det er sjovt at gå på arbejde, og de brænder jo for hver sit område, og det skal de blive ved med. Det er kun smaddergodt.”

Men er det også en spareøvelse?

”Det er jo ikke mig, du skal spørge om det.”

Men du har ikke fået et opdrag, der handler om at spare?

”Nej, jeg har ikke fået et opdrag at spare, og den melding, jeg har fået, er, at det her ikke er en spareøvelse. Så det er ikke det, der ligger i kortene.”

 

Lærdommen fra fondsverdenen
De seneste ti år af sit arbejdsliv har Ulrik Kampmann tilbragt i fondsverdenen.

Efter halvandet år som fuldmægtig i Social- og Indenrigsministeriet startede han i sommeren 2006 som projektleder i TrygFonden, steg i graderne og skiftede for tre år siden til Realdania.

De år har bibragt ham nye redskaber og nye forståelser for, hvordan velfærdsproblemer kan håndteres.

”Jeg har en oplevelse af, at politik meget hurtigt kommer til at handle om løsninger og diskussioner om kroner og øre. Der er fondene jo ikke inde i de typiske fordelingspolitiske diskussioner,” siger Ulrik Kampmann og fortsætter:

”Fondene er ikke på samme måde bundet af baglandshensyn, snævre regler og politiske hensyn, og de sidder ikke og kæmper en implicit kamp om at få flere penge til deres eget område. Strategisk arbejdende fonde holder blikket rettet på problemstillingen.”

I hans optik har rådene lidt den samme mulighed.

”Vores kerneforretning er at samle forskellige parter om et bord og finde de fællesnævnere, der er, når en problemstilling skal løses. På den måde er der nogle paralleller mellem fonde og råd.”

Men det er jo lidt nemmere at sige: ‘Kom og sid ved mit bord, når man har penge med sig? Kan du gøre det samme her?

”Nej, men der er noget inspiration at hente. Fonde kan noget – og det er ikke bare, fordi de har penge. Fonde kan samle nogle mennesker om et bord og komme ud af sådan nogle klassiske fastlåste positioner. Og jeg mener, at et råd har samme mulighed,” siger Ulrik Kampmann.

Han håber, han kan være med til at skabe nye alliancer mellem forskellige typer organisationer, som går sammen om at løse fælles velfærdsproblemer.

”Hvis vi fokuserer på der, hvor vi kan se, der er problemer for os allesammen, så kan man komme langt. Der er masser af fora, hvor konflikten, konfrontationen og uenigheden står meget tydeligt, men vi kan jo også godt skabe noget bevægelse på den anden front. Når rådene melder noget ud, er der jo stor grad af konsensus. Og der mener jeg, de her råd har en vigtig rolle at spille,” siger Ulrik Kampmann.

 

Ikke ansat til at skaffe fondspenge
Der er en del af de organisationer, som du arbejder med i din nye funktion, som har blikket rettet mod fondsmidler. Og du er vant til at sidde med en stor pengesæk bag dig. Hvad har det af betydning for dit arbejde her?

”Jeg har sagt meget klart, at det, at jeg har den baggrund, jeg har, ikke gør, at jeg nødvendigvis kan skaffe fondspenge. Og det er ikke derfor, jeg er blevet ansat.”

Har der ligget en implicit forventning om det?

”Nej, jeg har været helt explicit omkring ikke at sætte de forventninger i spil. Det kan godt være, jeg kender fondsverdenen indgående, men det kan jeg ikke garantere.”

Men du kender jo nogle mekanismer og nogle veje. Kan det bringes i spil?

”Jamen, selvfølgelig tænker jeg da over det. Men jeg vil hellere samle de relevante parter om et problem, som er vigtigt. Nogle af dem vil være fonde; andre vil være organisationer, ministerier med videre. Måske kan der af den vej komme nogle penge ind,” siger han og fortsætter:

“Frivilligrådet har tidligere fået støtte fra fonde, og hvis vi en dag igen indgår et samarbejde med en fond, vil det være, fordi vi sammen har skabt et godt projekt – ikke på grund af min baggrund. Og jeg vil ikke løbe mine gamle kolleger på dørene på vegne af alle mulige. Sådan spiller klaveret ikke.”

Leave your comment